Del 1: Mørket
Michael vidste ikke, hvor længe han havde været væk.
Der var kun mørke. Et dybt, varmt mørke, der omsluttede ham som en tung dyne. Han kunne ikke mærke sin krop, kunne ikke høre noget, kunne ikke se noget. Der var bare en dyb, dyrerolig fornemmelse af at være et sted udenfor tid.
Og så, langsomt, begyndte han at vågne.
Det første han mærkede var lugten. En tung, metallisk lugt af sperm, sved og desinfektionsmiddel, der hang i luften og fyldte hans næsebor. Det andet var lyden af en ventilator, en lav, konstant summen et sted over ham.
Det tredje var smerten.
Det var ikke en skarp smerte—det var en dyb, pulserende ømhed, der startede i hans røv og spredte sig op gennem hans lænd, ned ad hans ben, op i hans maveregion. Det føltes som om hans inderside var blevet skuret ren, som om hans tarme var blevet vendt ud og ind og sat på plads igen.
Michael åbnede øjnene.
Loftet over ham var hvidt. Hvidt og rent og blændende i lyset fra en skjult lampe. Han lå på en seng, en blød seng med rene lagner, og en let dyne dækkede hans krop.
Han lå på ryggen, og han kunne mærke en stor forbinding mellem sine ben, en blød bomuldsbind, der var blevet sat omkring hans balder.
"Hvad—" prøvede han, men stemmen var knap mere end en hvisken. Hans hals var tør, ru.
"Du er vågen."
Peter sad på en stol ved siden af sengen. Han så træt ud—dybe rande under øjnene, håret rodet, tøjet krøllet. Men han smilede, et træt, lettet smil, da han så Michael åbne øjnene.
"Hey," sagde han blødt.
"Hey," hviskede Michael.
"Ved du, hvor du er?"
"Die Kammer, gætter jeg på."
"Nej." Peter rystede på hovedet. "Du er på et hospital. Et privat hospital. De har taget sig af dig."
Michael prøvede at sætte sig op, men et stik af smerte fór gennem ham og han lagde sig ned igen. "Hvad skete der? Jeg kan huske—"
"Du kan huske platformen," sagde Peter. "Og mændene. Og så besvimede du."
"Jeg besvimede?"
"Ja. Lige efter den sidste mand." Peters stemme var dæmpet. "Du lå der, og du smilede, og så lukkede du øjnene. Jeg troede—" Han stoppede op. "Jeg troede du var død."
"Jeg er her," sagde Michael. "Jeg er okay."
"Ved du, hvor mange du tog?"
Michael rystede på hovedet. "Jeg mistede tallet omkring to hundrede."
"Fire hundrede og toogtyve," sagde Peter. "Du tog fire hundrede og toogtyve mænd. Det er mere end hundrede over rekorden."
Fire hundrede og toogtyve. Tallet hang i luften mellem dem, stort og abstrakt. Michael prøvede at forestille sig det—fire hundrede og toogtyve mænd, fire hundrede og toogtyve pikke, fire hundrede og toogtyve ladninger sperm—men det var for stort. Hans hjerne kunne ikke rumme det.
"Det er mange," sagde han.
"Det er fucking sindssygt," sagde Peter. "Lægen sagde, at du havde fået over to liter sperm i dig. Din mave var opsvulmet som en ballon. De måtte massere det ud af dig i over en time."
Michael lukkede øjnene. Han kunne næsten mærke det—de varme hænder, der pressede på hans mave, spermen der strømmede ud af ham. Det var både frastødende og ophidsende på samme tid.
"Hvor længe har jeg været her?"
"To dage."
"To dage?" Michael åbnede øjnene igen. "Jeg har været væk i to dage?"
"Ja. Du var dehydreret. Du havde feber. Din krop var i chok." Peter greb hans hånd. "Lægerne sagde, at det var et mirakel, at du ikke fik permanent skade. Din røv var—" Han stoppede. "Michael, du var revnet flere steder. Indvendigt. De måtte sy dig."
Michael mærkede en kold klump i maven. "Sy mig?"
"Små rifter. Fra alle de pikke." Peters stemme var tæt på at knække. "De sagde, at du ville få arvæv. At det måske ville gøre ondt at have sex i et stykke tid."
"Men jeg kan stadig—"
"Ja. Lægen sagde, at du ville hele helt op. Om en måned ville du være som ny." Peter så på ham. "Men du skal holde pause. Helt. I mindst seks uger."
Michael lå stille. Seks uger. Uden pik. Uden sperm. Uden at blive fyldt.
"Det bliver lang tid," sagde han.
"Ja," sagde Peter. "Det bliver lang tid."
Del 2: Genoptræningen
De blev i Berlin i en uge. Det private hospital havde en aftale med Die Kammer, og alle udgifter var dækket. Michael fik sit eget værelse, tre måltider om dagen, og daglige tilsyn af en læge, der undersøgte hans helingsproces.
"Det ser godt ud," sagde lægen, en ældre mand med blide øjne og rolige hænder. "Arvævet er minimalt. Hvis du fortsætter med at hvile, bliver du så god som ny."
"Hvornår må jeg have sex igen?" spurgte Michael.
"Hvis du er forsigtig, om en måned. Hvis du vil være sikker, om seks uger." Lægen så på ham med et klogt blik. "Og næste gang du deltager i en sådan begivenhed, vil jeg anbefale forberedelse. Din krop var ikke klar."
"Jeg forberedte mig i to uger."
"To uger er ingenting." Lægen tog et glas vand fra bordet. "Mændene i Die Kammer forbereder sig i måneder. Nogle gange i et helt år. De træner deres krop, spiser særligt, bruger plugs i timevis hver dag." Han så på Michael. "Du var heldig. Næste gang er du måske ikke."
Det ord — næste gang — hang i luften. Michael greb det.
"Hvordan forbereder man sig ordentligt?"
Lægen smilede, et langsomt, vidende smil. "Det kan du godt lide, kan du?"
"Ja."
"Så lad mig give dig et program." Lægen satte sig på kanten af sengen. "Først: din kost. Du skal spise meget protein, meget zink. Det styrker din krop og øger din egen sædproduktion. Dernæst: din træning. Du skal strække dig hver dag. Arbejde med din fleksibilitet. Din røv skal kunne tage mere. Og så: plugs. Du skal bære plugs i længere og længere tid hver dag. Start med små, arbejd dig op. Til sidst skal du kunne holde en plug på størrelse med en knytnæve i en hel arbejdsdag."
"En knytnæve?"
"Die Kammer har også fisting-sessioner," sagde lægen. "Mænd der elsker at blive strakt til det yderste. Måske er det næste skridt for dig?"
Michael mærkede en blanding af frygt og ophidselse. Fisting. En hel hånd inde i ham. Det var noget, han aldrig havde prøvet, noget han aldrig havde turdet tænke på.
"Måske," sagde han.
Da lægen var gået, kom Peter ind. Han havde været ude og købe ind, og han stillede en pose på bordet.
"Hvad sagde lægen?"
"At jeg skal hvile mig i seks uger," sagde Michael. "Og at jeg skal forberede mig bedre næste gang."
"Næste gang?" Peter hævede et øjenbryn. "Du vil allerede have en næste gang?"
"Ja." Michael så på ham. "Ikke lige nu. Om et par måneder. Når jeg er helet. Men ja. Jeg vil have mere."
Peter satte sig på sengekanten. "Ved du hvad, Michael? Jeg tror, du er afhængig."
"Det tror jeg også," sagde Michael. Og han smilede.
Del 3: Hjemkomsten
Da de kom hjem til lejligheden, føltes det som at træde ind i et museum af deres tidligere liv. Alt var præcis, som de havde forladt det—kaffekoppen på bordet, håndklædet på badeværelsesgulvet, posten der lå i en bunke på dørmåtten.
Men de var ikke de samme.
Michael gik gennem stuen og lagde hånden på sofaens ryg. Han tænkte på alle de gange, han havde siddet her og set fjernsyn, spist aftensmad, læst en bog. Det føltes som et andet liv, et liv før parken, før skoven, før resortet, før Die Kammer.
"Det er underligt at være her," sagde han.
"Ja," sagde Peter. "Det er underligt."
De brugte den første dag på bare at være. De så en film, bestilte pizza, gik en tur i det lokale parkområde. Michael mærkede den milde ømhed i sin røv ved hvert skridt, en konstant påmindelse om hvad der var sket.
Om aftenen lå de i sengen, tæt sammen, men uden at have sex. Peter holdt om ham, og Michael lyttede til hans hjerteslag.
"Savner du det?" spurgte Michael.
"Hvad?"
"At kneppe mig."
Peter var stille et øjeblik. "Ja," sagde han så. "Men jeg savner dig mere. Og du har brug for at hvile."
"Jeg ved det."
"Men der er andre måder at have sex på," sagde Peter. "Vi kan stadig gøre ting. Bare ikke—"
"Ind i mig," sagde Michael. "Jeg ved det."
"Hvad med at du knepper mig i stedet?"
Michael vendte sig og så på ham. "Vil du det?"
"Ja," sagde Peter. "Jeg vil gerne prøve at være den, der bliver taget."
Del 4: Et skift
Næste aften gik de i bad sammen. Det varme vand løb over dem, og Michael stod bag Peter og sæbede hans ryg ind. Hans hænder gled ned over Peters balder, og han mærkede den måde, Peter spændte op på.
"Er du sikker?" spurgte Michael.
"Ja," sagde Peter. Hans stemme var nervøs, men beslutsom. "Jeg vil prøve det."
Michael førte ham ind i soveværelset. Peter lagde sig på maven på sengen og trak vejret dybt.
"Husk at slappe af," sagde Michael. "Og sig til hvis det gør ondt."
"Jeg ved det."
Michael tog glidecreme fra natbordet og smurte sine fingre ind. Han arbejdede forsigtigt, langsomt, først en finger, så to. Peters krop spændte op, men han tvang sig selv til at slappe af.
"Okay," hviskede Peter efter et par minutter. "Jeg er klar."
Michael smurte sin pik ind og stillede sig bag ham. Han førte spidsen mod Peters hul og pressede forsigtigt.
Peter trak vejret skarpt ind.
"Gør det ondt?"
"Nej. Det er bare—" Peter trak vejret dybt. "Det er mærkeligt. Jeg mærker det helt anderledes end når jeg gør det på dig."
"Slap af," sagde Michael. "Lad mig gøre arbejdet."
Han pressede langsomt ind. Peters indre var varmt og stramt, og Michael mærkede en bølge af ophidselse, da han gled helt ind. Det føltes anderledes end at være den passive—det var en fornemmelse af magt, af kontrol, af at give nydelse.
"Fuck," stønnede Peter. "Du føles godt."
"Du føles også godt," sagde Michael. Han begyndte at bevæge sig, langsomt og roligt. Denne gang handlede det ikke om at fylde Peter med sperm—det handlede om intimitet, om at forbinde sig, om at give sin kæreste en oplevelse af hvad han selv følte hver gang.
Peter kom først. Han stønnede højt og sprøjtede ud over lagnet under sig, mens hans indre strammede sig om Michaels pik. Michael holdt sig i ro og lod ham ride det ud.
Så trak han sig ud og lagde sig ved siden af Peter.
"Hvordan var det?" spurgte han.
"Fucking fantastisk," hviskede Peter. Han vendte sig og så på Michael. "Jeg forstår nu, hvorfor du elsker det."
"Det er anderledes, når det er nogen man elsker," sagde Michael. "Det med fremmede er—det er en anden slags nydelse. Det er råere. Mere dyrsk. Men det her, med dig, det er—"
"Kærlighed," sagde Peter.
"Ja," sagde Michael. "Kærlighed."
Del 5: Ugerne der fulgte
De næste uger var en øvelse i tålmodighed.
Michael fulgte lægens program til punkt og prikke. Han spiste proteinrig mad, tog zinktilskud og trænede fleksibilitet hver morgen. Han bar plugs i timevis—først en lille silikoneplugs, så en mellemstor, så en større. Han arbejdede sig op mod den knytnævestore plug, lægen havde talt om.
Peter støttede ham hele vejen. Om aftenen hjalp han Michael med at strække sig, masserede hans røv med olie, førte den stadigt større plug ind og lod ham bære den i timevis.
"Hvordan føles det?" spurgte Peter en aften, mens han så Michael gå rundt med den store plug.
"Det føles—fuldt," sagde Michael. "Det trykker på min prostata hele tiden. Jeg er konstant lidt liderlig."
"Det er meningen."
Men de havde stadig ikke penetrerende sex. Michael var tålmodig—han vidste, at hans krop havde brug for restitution—men lysten voksede hver dag. Han tænkte på de fire hundrede og toogtyve mænd, på platformen, på spermen der flød ud af ham. Han tænkte på næste gang.
En aften sad de i stuen og så en film, da Michael drejede hovedet mod Peter.
"Jeg har tænkt på noget."
"Hvad?"
"Næste gang vi gør det," sagde Michael. "Jeg vil ikke stoppe ved et bestemt antal."
"Hvad mener du?"
"Jeg mener—" Michael tøvede. "Hvad hvis jeg bare fortsætter? Indtil—indtil jeg ikke kan mere. Indtil min krop siger fra. Hvad hvis jeg prøver at se, hvor langt jeg kan gå?"
Peter så på ham. "Det var det, du gjorde i Die Kammer. Du gik derhen, du tog fire hundrede og toogtyve mænd, og din krop sagde fra. Du besvimede."
"Ja, men det var på en aften," sagde Michael. "Hvad hvis jeg gør det over en hel weekend? Eller en hel uge?"
"Michael—"
"Jeg ved det lyder vanvittigt." Michael greb Peters hånd. "Men jeg kan ikke stoppe med at tænke på det. Forestil dig: en uge. Syv dage. Konstant fyldt. Konstant taget. Hver eneste time, vågen eller sovende, blive fyldt med sperm."
"Det er farligt," sagde Peter stille.
"Ja. Det er farligt. Men det er det, jeg vil."
Peter var stille længe. Så trak han Michael ind i et kys.
"Lad mig undersøge det," sagde han. "Der findes steder, der er specialiserede i den slags. Steder med læger til stede, der kan overvåge dig."
"Tror du, det er muligt?"
"Jeg tror, at med de rigtige forberedelser og den rigtige opsætning," sagde Peter, "er alt muligt."
Del 6: Fristen
Seks uger blev til syv. Michael kunne ikke vente længere.
En søndag morgen vågnede han med en stædig ophidselse, der ikke ville forsvinde. Han lå på ryggen og mærkede sin pik stå stift og klar. Ved siden af ham sov Peter, et blidt smil på læben.
Michael rørte forsigtigt ved Peters skulder.
"Mmh?" Peter åbnede det ene øje.
"Jeg vil have dig," sagde Michael.
"Nu?"
"Ja. Nu."
Peter vendte sig mod ham. "Er du helt helet?"
"Lægen sagde seks uger. Det er syv." Michael så på ham. "Jeg er klar. Jeg har forberedt mig. Jeg har gået med plug i syv timer hver dag i en måned. Min røv er klar."
"Og du vil have mig?"
"Ja." Michael greb Peters hånd og førte den ned til sin egen pik. "Jeg vil have dig ind i mig. Jeg vil mærke dig komme i mig. Jeg vil have din sperm."
Peter smilede. "Når du siger det sådan."
Han svingede sig oven på Michael, og Michael spredte benene. Der var ingen tøven denne gang—bare varme, bare længsel. Peter smurte sin pik ind og pressede sig langsomt ind.
Michael stønnede højt. Efter syv uger uden noget inde i sig føltes Peters pik som den mest intense fornemmelse i verden. Den fyldte ham, strakte ham på præcis den rigtige måde.
"Fuck," stønnede han. "Fuck, hvor har jeg savnet det her."
"Jeg også." Peter lagde sig ned, så hans bryst Pressede mod Michaels, og begyndte at bevæge sig.
Det var langsomt, intenst, intimt. De kyssede, mens Peter kneppede ham, og Michael mærkede orgasmen bygge sig op langt nede i sin mave.
"Jeg kommer," hviskede Peter. "Må jeg?"
"Ja," stønnede Michael. "Kom i mig. Fyld mig."
Og Peter sprøjtede sin varme, tykke sæd dybt ind i Michael. Michael kom samtidig, sprøjtede ud over sin egen mave, mens han mærkede Peters varme fylde ham.
De lå i hinandens arme, svedige og tilfredse.
"Jeg elsker dig," sagde Michael.
"Jeg elsker også dig," sagde Peter.
"Og—" Michael tøvede. "Har du tænkt mere på det? Ugen?"
Peter var stille. "Ja," sagde han så. "Jeg har undersøgt det. Der er et sted i Schweiz. Et privat institut. De hedder Das Gefäß."
"Das Gefäß?"
"Beholderen," sagde Peter. "Det er et sanatorium for mænd med vores særlige interesser. De har uge-lange sessioner, med læger til stede, IV-væske, hele opsætningen." Han så på Michael. "Det koster en formue. Men Alexander kender ejeren."
"Hvor mange mænd kan man få på en uge?"
"Det er ikke sponsoreret som Die Kammer," sagde Peter. "Man betaler. Og man kan bestemme antallet. De har en liste over frivillige."
"Vil du gøre det med mig?"
"Jeg vil ikke bare gøre det med dig," sagde Peter. "Jeg vil organisere det. Jeg vil være der hele tiden. Jeg vil dokumentere hvert eneste øjeblik."
Michael mærkede en bølge af kærlighed skylle gennem sig. "Så lad os gøre det."
"Er du sikker?"
"Det har jeg aldrig været mere," sagde Michael.
Del 7: Das Gefäß
Tre uger senere stod de foran en stor, hvid bygning i de schweiziske alper.
Bygningen var smuk—ren modernisme, glas og beton, med store vinduer der kiggede ud over de sneklædte bjerge. Der var en veltrimmet have foran, og en sti førte op til hovedindgangen.
"Det ligner mere et spa end et sanatorium," sagde Michael.
"Det er også et spa," sagde Peter. "Bare et spa med særlige faciliteter."
De gik ind gennem hoveddøren. Receptionen var lys og luftig, med hvide vægge og bløde, grå møbler. En kvinde i hvid uniform smilede til dem.
"Velkommen til Das Gefäß," sagde hun. "Hr. von Linde har informeret os om Deres ankomst. Vær så venlig at følge med mig."
Hun førte dem gennem en lang, hvid gang, forbi døre med numre på. Til sidst stoppede hun foran en dør med inskriptionen Suiten 7.
"Deres suite," sagde hun. "Indenfor finder De en informationspakke. De har resten af dagen til at slappe af. I morgen tidlig begynder forberedelserne."
"Tak," sagde Michael.
Kvinden nikkede og gik.
Michael åbnede døren. Suiten var enorm—en stor stue med udsigt over bjergene, et separat soveværelse, et badeværelse med et kæmpe badekar. Og i midten af stuen stod en specialbygget seng, bred og sort, med polstrede stropper i hvert hjørne.
"Sengehestene," sagde Peter og smilede.
"Stropperne," korrigerede Michael.
De gik hen til vinduet og så ud over bjergene. Solen var ved at gå ned, og himlen var farvet orange og rød.
"I morgen," sagde Peter, "begynder det."
"Ja," sagde Michael. "I morgen."
Men i aften var de bare to mænd i et smukt værelse, med kærlighed og forventning bankende i deres brystkasser.
Og for første gang i lang tid følte Michael sig helt rolig.