Kostskolen Kapitel 3
Underlig skoleuniform

Hos tøjbestyreren mister Quirk

Næste morgen går John til tøjudleveringen, og modtages af en smilende mr. Quirk.

Nu skal De se, mister Jensen, jeg tror, jeg har fundet det rigtige frem, men vi må nok hellere prøve det på for en sikkerheds skyld.

Han havde lagt det hele frem på et stort bord i nydelige bunker. Det så ud til, at alt var i hvidt, og jeg kom i tanker om, at sådan havde også alle de andre lærere været klædt, også træner Smidts ellers meget diminutive tøj havde været hvidt, erindrede jeg nu.

Jeg nåede ikke at få overblik over, hvad de forskellige bunker indeholdt, før Quirk tog, hvad der lignede et par sportsbukser fra en af bunkerne.

Skal vi begynde med de her, smilede han.

Det var nok ikke ment som et spørgsmål, snarere en konstatering, og for min skyld, kunne vi begynde, hvor det skulle være.

Han holdt dem op foran mig, og de så ikke ret store ud. Jeg rakte ud efter dem, men han trak dem smilende tilbage og foreslog, at jeg hellere måtte tage tøjet af, så jeg kunne prøve dem på.

Det lød jo meget fornuftigt, så jeg afførte mig det lidt, jeg havde på, hvilket var et par shorts.

Så rakte jeg igen ud efter sportsbukserne, men mister Quirk holdt dem smilende tilbage, og sagde, at jeg lige så godt med det samme kunne tage alt det andet af også, det skulle jo alligevel af efterhånden, som vi kom gennem bunkerne.

Også det lød meget fornuftigt, så snart stod jeg kun iført mine små trusser, men heller ikke det, var mister Quirk tilfreds med. De må hellere også tage trusserne af, sagde han stadig smilende, trusser eller underbenklæder i det hele taget bruges ikke her på skolen.

Bruges ikke? Sagde jeg og kom igen i tanker om træner Smidts manglende underbukser i går, ja og så alle drengene, men det var da ligesom noget andet, ikke? Men, sagde jeg, De mener da ikke, at man aldrig bruger underbukser. Hvad med, når man går til for eksempel spisning i hvide slacks?

Nej heller ikke, det er faktisk forbudt her på skolen.

Vil det sige, nærmest stammede jeg, vil det sige, at rektor og de andre voksne i går til middagen….? Mere behøvede jeg ikke at sige.

Ja da, smilede mr. Quirk, bemærkede De ikke det?

Næh, det havde jeg faktisk ikke bemærket, måske nok fordi mit fokus i så høj grad havde været på knægtene. Vil det sige, sagde jeg, og kiggede nu på de sportsbukser med vie ben, som mister Quirk havde på, vil det sige, at De for eksempel heller ikke har noget under de bukser lige nu.

Næh, nu nærmest grinede mister Quirk, og i det samme tog han fat i elastiklinningen og trak bukserne netop så langt ned, at jeg ikke kun kunne se hans pikhår, men også det øverste af skaftet. Der var bestemt ingen underbukser der.

Altså afførte jeg mig mit sidste medbragte beklædningsstykke, og det skulle vise sig, at det var sidste gang, jeg fik brug for noget af det hidtil kendte. Så fik jeg endelig de bukser, han havde valgt som det første. De havde set ret små ud, men det viste sig, at de var lavet af et lycra lignende stof, så det var ret elastisk, og med kun lidt besvær fik jeg trukket dem på. De strammede godt om ballerne, og jeg måtte stikke en hånd ned i dem for at få arrangeret de ædlere dele. Der var et stort spejl lige ved siden af bordet, og jeg så til min forfærdelse, at både pik og nosser var lige så tydeligt aftegnet, som træner Smidts havde været det i går.

Min forfærdelse blev ikke mindre, da mister Quirk sank ned på knæ foran mig, og med ansigtet kun få centimeter fra mit skridt, følte han med begge hænder først bagom på mine baller og ind i kløften. Derefter førte han, til min store forbløffelse, en hånd op i hver sit bukseben. Her tog han uden videre fat om henholdsvis pik og nosser, anbragte pikken i venstre side, og nosserne i højre, hvorefter hænderne forsvandt igen, og manden rejste sig op, som om det havde været den naturligste ting i verden.

Det var måske også den naturligst ting i hans arbejde, men for mig havde det den vel utilsigtede virkning, at pikken reagerede på berøringen og begyndte at vokse. Ja, sagde han, det skal sidde sådan, når De bruger den slags bukser, men vi må nok hellere tage en anden størrelse. Han ventede, til jeg havde fået bukserne krænget af, og tog dem og resten af bunken og kom snart efter tilbage igen, og lagde den ombyttede bunke på bordet. Øjensynlig mente han ikke, det var nødvendigt, at jeg prøvede den nye størrelse, han var vel eksperten på dette område.

Det næste, mister Quirk tog op, var endnu et par sportsbukser, men denne gang af en type med vie ben, som dem Phil havde haft på aftenen før, hvor jeg uden problemer havde kunnet se hans efterhånden hårde pik og lige op til nosserne. Også buksebenene på nogle af de andre drenge havde røbet deres indhold. Jeg fik bukserne på. Det var jo betydelig nemmere end med de stramme lycra bukser, men min nu halv eller måske kun kvart hårde pik løftede tydeligt op i det ene bukseben. Bulen sås tydeligt både oppefra og i spejlet, og igen fik jeg noget af en overraskelse, idet mister Quirk lagde sig på ryggen på gulvet lige foran mig, så han kunne se op i det let løftede bukseben.

Jo, jo, det ser rigtigt ud. Jeg tror, det er den rette størrelse. Prøv lige at få den lidt højere op. Og med de ord rakte han en hånd op og greb gennem buksestoffet om klunkerne. Hvad enten jeg ville det eller ej, så fik det den ønskede virkning: Pikken voksede og løftede buksebenet endnu en tand, og det til mister Quirks store tilfredshed.

Nej, behold dem på, sagde han stadig smilende, efter at have rejst sig op, og efter at jeg havde taget fat i linningen for at trække bukserne af. Vi kan prøve de her, mens De har bukserne på, sagde han, og tog en ærmeløs trøje op af den slags, som træner Smidt havde haft på dagen før. Jeg huskede, hvor tydeligt, man havde kunnet se ind til Smidts store brystvorter gennem de meget åbne ærmegab og den løsthængende trøje. Jeg blev hurtigt klar over, at mine egne vorter, ikke på nogen måde var bedre skjult.

De ser også ud til at være i orden, konstaterede mister Quirk, inden jeg havde fået taget mig sammen til at foreslå nogle en smule strammere, og da jeg alligevel havde fremlagt forslaget, slog han det væk med en bemærkning om, at netop de trøjer og de bukser skulle være så løse i det. Til gengæld skal de her sidde stramt, sagde han og rakte mig den øverste trøje fra den næste bunke.

Jeg fik den på, med noget besvær, og stramt sad den T-shirt, som nok også var lavet af lycra. Mister Quirk lod hænderne glide over min torso, først på rygsiden, så på frontsiden, hvor han omhyggeligt fulgte, hvordan den stramme form fremhævede muskulaturen. Ganske særlig opmærksomhed udviste han overfor de erigerede brystvorter som han dels gned kraftigt og endda tog om med to fingre og klemte dem let. Det fik mig til at sukke af nydelse, og pikken reagerede ved nu at have løftet buksebenet så højt op, at pikhovedet tittede frem – endda set fra min synsvinkel, altså oppefra.

Og så chokerede mister Quin mig for alvor. Han sank igen ned på knæ med munden lige ud for det blottede pikhoved. Han tog et fast greb om stangen med den ene hånd, og den anden stak han op i det andet bukseben og tog fat om klunkerne.

Vi må nok hellere gøre noget ved kalorius her, sagde han igen smilende, ellers får vi vist problemer, når vi skal prøve jeansene. Og så tog han uden yderligere dikkedarer min pik i munden og begyndte på en virkelig ekspertudgave af et blowjob.

Snart havde han hele pikken inde og en del af den nede i halsen, og så begyndte han. Langsomme bevægelser, hvor pikken blev ført fra helt begravet i halsen til lige bag ved tænderne, og med de fyldige læber stramt omkring skaftet. Lidt efter små hurtige bevægelser med hovedet hvor pikhovedet gned frem og tilbage i mundhulen og tungen arbejde kraftigt med både på pikhovedet og ikke mindst lige under det. Hele tiden holdt han om pungen, hvor han forsigtigt masserede klunkerne, og den anden hånd havde han rakt op og taget mine brystvorte under kærlig behandling. Her kom den stramme, elastiske trøje helt til sin ret.

Det var længe siden, jeg sidst havde fået et blowjob, og faktisk havde jeg jo også været langt mere i den givende end den modtagende ende, men om dette eller mister Quirks ekspertise var årsagen, så gikder ikke ret mange minutter, inden jeg stønnende af fryd sendte ladning efter ladning ind i mister Quirks mund, og som den ekspert, han var, så spildte han ikke en dråbe.

Tak, sagde han, mange tak, det var dejligt. De har en herlig pik, mister Jensen, og en smagfuld sperm. Tak igen, og skulle det være en anden gang.

Jeg kunne jo kun takke tilbage, og så gik vi over til jeansene.

Ja, nu skal De bare se, hister Jensen, jeg har lige fået nogle nye modeller hjem. Jeg tror, de er bedre til formålet end de gamle, bedre til vores varme klima og så videre. Hvad dette ”og så videre” dækkede over, uddybede han ikke nærmere, men jeg tror, jeg hurtigt blev klar over det. Stoffet er lettere og tyndere, og så skulle de sidde bedre til foroven. Men lad os nu se.

Jeg havde allerede fået de løsthængende sportsbukser af. Mister Quirk havde fundet en let fugtet klud, som han lige i farten tørrede min pik af i, og så rakte han mig bukserne.

Og, jo, de var lette og tynde, og de sad godt stramt om livet, næsten som de lycra nogle havde gjort. Jeg havde lidt problemer med at få lynlåsen op, men da det lykkedes, og jeg så mig selv i spejlet, tror jeg nok, at jeg rødmede. Frem for at skjule noget, som man ellers skulle forvente af et par jeans, så nærmere fremhævede de, hvad der normalt skulle være i hvert fald nogenlunde skjult. Uden underbukser til at holde sammen på sydfrugterne, lå den endnu ikke helt slappe pik ned langs det venstre ben, og nosserne havde jeg fået dirigeret om i højre side, hvor de også var tydeligt aftegnet. Og selv om mine kønshår ikke er særlig mørke, så mere end anede man en mørkere skygge bag det tynde stof. Det var tydeligt at mærke, at der også var noget stretch i det stof.

Mister Quirk dirigerede mig med hænderne rundt, så han fik følt både på ballerne, pikken og nosserne. Glimrende, fortræffeligt udbrød han, Jeg tænkte nok, det ville være det rigtige design. Prøv at gå lidt frem og tilbage. Sid lidt ned, læg benene over kors. Op og stå og ned i knæ og så videre dirigerede han mig rundt.
Hvordan føles det? spurgte han. Er det ubehageligt?
Næh, ubehageligt var det mærkelig nok ikke, altså bortset fra, men det kunne man vel ikke kalde ubehageligt, skønt det nok kunne blive ubehagelig pinligt foran en hel klasse drenge, eller kollegerne til måltiderne, altså, det der skete var, at ligegyldigt hvilken bevægelse, jeg gjorde, så masserede stoffet både pik, nosser og baller, og sømmen bagtil gik helt ind i revnen. Hvad resultatet var, behøver jeg vel ikke at nævne.

Jeg prøvede at stikke en hånd i lommen for at arrangere lidt på nosserne, der var kommet lidt i klemme ved midtersømmen, men det viste sig at være den typiske jeanslommer, og den var ikke dybere, end kun lige fingrene kunne komme ned.

Ja, sagde mister Quirk, som øjensynlig havde tolket mit problem, det er kun nogle ganske små lommer, så stoffet i lommerne ikke kommer til at dække for ……. dække for designet. Som De måske har bemærket, så er der heller ingen baglommer, netop af samme grund.

Behold dem endelig på, sagde han, da jeg var ved at spænde bæltet op, jeg ved, at De skal have en lektion om et kvarter, så vi kan lige nå at gøre det her færdigt.

Hvad der manglede, var polobluse til at bruge sammen med jeansene (behøver jeg at sige, at den kun lige nåede med til bæltet), strømper og forskellige typer sko, alle i sportssko typer, men forskellige efter, hvad de skulle bruges til.

Behold det på, behold det på, sagde mister Quirk, da jeg stod i jeans, polo, sko og strømper.

Jeg kiggede mig igen i spejlet. På en måde elskede jeg synet af mig selv i de stramme og meget afslørende bukser, men på den anden side, så kunne jeg hverken vise mig overfor elever eller kolleger i dem. Det forsøgte jeg at forklare mister Quirk, men han afbrød mig hurtigt med forsikringer om, at det netop var sådan, stedets dress code var, og at ikke mindst mine elever ville elske mig.

Jeg skal sørge for, at alt det andet bliver bragt over til Deres lejlighed sammen med, hvad De ellers behøver, og er der noget, De synes de mangler, noget De ønsker byttet, eller andre behov, De måtte have, så står jeg helt til Deres disposition, smilede han.

Fortsættes

Kære læseere. I en efterskrift til første kapitel skrev jeg, at jeg havde 5 kapitler, og at der ikke kom flere end dem. Da jeg så havde læst dem igennem for evt. fejl, kunne jeg ikke sove om natten, og jeg fik ikke ro, før jeg stod op og begyndte at skrive de næste kapitlel, som forlangte at blive skrevet. Nu er jeg ved kapitel 9, og der ligger mindst et mere og rumsterer i baghovedet. Det må I undskylde, men I er jo så heldige, at I bare kan lade være med at læse dem, mens jeg bliver nødt til at skrive dem for at få nattero (-: