Breve fra en landflygtig
10. brev
Sidste skoledag, del 1

Personer: Hele klassen, men især: Jonas, Mikkel, Martin, Niels, Kim. Tim, Ahmed og Marcel, Morten, Anders, Kasper.
(par: Niels og Kasper. Ahmed og Marcel)

Jeg har besluttet at skrive til dig for at fortælle, hvordan det startede og udviklede sig, så kan du selv dømme. Jeg gør det så nøjagtigt, som jeg kan huske det, og mens jeg skriver, kommer det tydeligere og tydeligere frem.
Læs først de foregående breve.

Endelig blev det onsdag, og ikke nogen almindelig onsdag, onsdag før Kristi himmelfart, og det var sidste skoledag for både min 10. klasse og for resten da også for 9. klasse. En dag, jeg havde set hen til med længsel, efter hvad der var foregået den sidste tid mellem mig og Jonas, og nu også to drenge mere fra min klasse. Nu ville det endelig være forbi, og jeg kunne ånde lettet op. Faren var drevet over. Nu skulle jeg kun se dem igen ved eksamensbordet, og så var de ude af skolen og faren drevet over – troede jeg!

Selvfølgelig troppede hele klassen op hos mig tidligt om morgenen: Det hører jo med til traditionerne omkring sidste skoledag, at i hvert fald klasselæreren bliver afhentet og transporteret til skolen på en eller anden fjollet måde. Jo værre des bedre – ja, det tør siges. Det hører også med, at eleverne og helst også lærerne er klædt ud, så jeg havde forberedt mig en smule, og havde iført mig noget, der skulle forestille, at jeg var slavepisker. Slavepisker havde eleverne jo ofte kaldt mig i al venskabelighed, når de syntes, at jeg forlangte for meget af dem, og der skulle såmænd ikke så meget til, før de syntes det.

Nå men, næppe var de ankommet og gået løs på den kolde juice og den snacks, jeg havde stillet frem, før Jonas og en af pigerne førte mig ind i mit soveværelse.

Nej, det der går slet ikke, sagde Jonas. Smid det tøj, vi han noget meget bedre med til dig.

Der var ikke så meget at diskutere, selvfølgelig skulle de have lov til at bestemme, helt bortset fra Jonases helt særlige ret til at bestemme over mig. Altså jeg af tøjet. Indtil jeg stod i kun underbukser.

Um, Um, sagde Jonas, og pegede på undrebukserne.

Jamen, sagde jeg, og kiggede samtidig på Bettina, jeg …

Pjat med dig, sagde Bettina, hvad skulle det gøre, om jeg fik set noget, Jeg tror, jeg kan klare det, og så grinede hun.

Altså jeg af med underbukserne, og rakte ud efter de sportsshorts, som Jonas havde fisket op af de medbragte tasker.
Men han rakte dem til Bettina, så jeg måtte vende mig om, og vise min manddom frem for hende.
Hun trak sig lidt tilbage og betragtede mig grundigt, inden hun rakte mig shortsene.

Ikke dårligt, slet ikke dårligt, smilede hun. Det der behøver du da ikke at skamme dig over, det burde de faktisk se alle sammen.

Nemlig, sagde Jonas.

Nå, jeg fik shortsene på. De var uden inderbukser, og temmelig store og vie i benene, men det tænkte jeg ikke mere over – endnu. Så en knap knælang nederdel, en brystholder med godt udfyldte skåle og der over en tynd blondetrøje, der kun gik ned til omkring navlen. Så blev jeg kommanderet ned på en stol, og med øvet hånd lagde Bettina en makeup, læbestift, øjenskygge og hvad ved jeg. Det hele blev kronet med en paryk med blonde krøller, og jeg kunne gå for en halvgammel, billig tøs, og vakte da også stor begejstring, da jeg blev lukket ud til resten af klassen.

Transportmidlet var en gammeldags ladcykel, I ved en af dem med et stort lad foran med to hjul, og så hvad man kunne kalde en halv normal cykel bag ude. På ladet havde de anbragt en gyngestol, og der sad så jeg og tronede med ryggen mod køreretningen.

De skiftedes til at sidde på sadlen, til at gå bagved og hjælpe med at skubbe cyklen, og så til at gå foran og trutte i et horn. Hver gang de truttede, var der en, der hev i enten mig eller gyngestolen, så jeg tippede bagud og spjættede i vejret med begge ben. Det fremkaldte naturligvis megen latter og munterhed, og også tilråb fra dem, der gik bagved som:

Nydelige sager, John!

Eller:
Flotte klunker!

Eller:
Prøv at få den op at stå!

Det gik op for mig, at der var en dybere mening med de store og vie shorts, for når jeg tippede bagud og benene svippede op, var der frit udsyn op under nederdelen og ind i shortsenes ben til mine ædlere dele. Der var altså ikke det mindste tilfældige ved hverken udklædningen eller gyngestolen, og pludselig gav det også mening, det at Jonas havde sagt. ”Nemlig” da Bettina havde ment, at alle burde have lov til at se, hvad der normalt var skjult. Det gav også mening, at der hele tiden var trængsel om at gå bagved og hjælpe med at skubbe. Selv om jeg prøvede af alle kræfter, kunne jeg ikke forhindre, at hele situationen fik blodet til at strømme derhen, hvor det absolut ikke skulle, og det resulterede naturligvis i endnu mere jubel og flere frække tilråd.

Nå, men resten af dagen gik nu meget godt, og selv om også nogle af de andre elever fik et uventet kik i forbindelse med de konkurrencer, vi lærere måtte igennem, så var der i hvert fald ingen af mine kolleger, der opdagede noget.

Inden eleverne forlod skolen, stak Jonas mig et stykke papir, hvor jeg i et roligt hjørne læste:
Vi kommer forbi i aften. Hav forsyningerne klar og behold pigetøjet på.

”I aften”. Hvornår var i aften? Hvem kommer forbi? Hvilke forsyninger?
Jeg forestillede mig, at det måske ville være Jonas og hans to kumpaner fra turen i anlægget, Mikkel og Martin, så jeg havde købt lidt øl, nogle pølser og brød, ja, hvad skulle jeg finde på?
Klokken blev 7 og den blev 8, Ingen. Jeg varmede så et par pølser og spiste dem sammen med en øl ved fjernsynet.

Den blev 9 og den blev 10, men så ringede det også på døren. Det var ikke kun de tre, jeg havde ventet, også Niels og Kim var der, og de myldrede uden videre ind forbi mig med et hej John, fin forestilling i formiddag.
Næppe var vi kommet ind i stuen, hvor de havde smidt sig som hjemmevante i mine få stole og sofaen, før del lød fra Jonas: KONTROL!

Det var nærmest blevet en vane, så først, da jeg stod foran Jonas, og han havde grebet ind under nederdelen og taget fat om mine klunker, at jeg ligesom kom til mig selv.

Nej, Jonas, nu kan det være nok med det her. Nu må det stoppe!

Næh stoppe, grinede Jonas, nu begynder det først for alvor. Nu skal de andre da også have deres chance. Han slap taget i klunkerne og hev i stedet gymnastikbukserne ned, så de havnede omkring mine ankler.

Step lige ud af dem der, de er kun til besvær, sagde han, og skubbede lidt til mig, så jeg snublede i bukserne og havnede på skødet af Niels og Kim, som sad i sofaen.

Hej, velkommen, grinede Kim, mens Jonas fjernede gymnastikbukserne. Så var det altså rigtigt, det Jonas fortalte, at du gør bare lige, hvad han siger, og at det er fordi du er bange for, at nogen skal se de billeder af dig, hvor du sutter hans pik. Det er ellers nogle flotte billeder, og hvor det klær dig at have al den sperm i hovedet. Jonas har lovet, at det skal vi også gøre her i aften. Alle sammen.

Det ringede igen på døren. Jeg sad som lammet efter Kims udbrud. Det kunne ikke, det måtte ikke være rigtigt, at Jonas havde fortalt al det!

Skal du ikke lukke op? spurgte Jonas.

Det ringede igen, og jeg kom op fra sofaen eller rettere fra skødet af de to drenge, der sad der. Det var Tim og Ahmed og så en køn dreng, som jeg ikke kendte.
Det er min ven Marcel, præsenterede Ahmed. Han kommer fra Frankrig, så vi er begge to fremmedarbejdere.

Hej Marcel, sagde jeg og rakte hånden frem. Marcel tog den dog ikke, men løftede i stedet op i mit skørt med den ene hånd, og med den anden greb han fat i min pik og ruskede den.
Hej John, rart at møde dig. Så var det altså rigtigt, det Ahmed fortalte, at det var den her måde, I plejede at sige goddag.

Inden jeg kom til mig selv og kunne sige noget, var de på vej ind i stuen, og de næste på vej op ad trappen, Morten, Anders og Kasper. Så var alle drengene fra klassen også kommet, og dertil yderligere en fremmed dreng, Marcel, som åbenbart havde fået fortalt både det ene og det andet. Men ikke en eneste af pigerne. Hvad var meningen?

Jonas havde åbenbart været i køkkenet, for han var i gang med at dele øl ud, da jeg kom tilbage til stuen.

Hør, hvad er meningen, sagde Jonas. Hvor er resten af øllerne?

Øh, ja, jeg vidste jo ikke, hvor mange, der kom, stammede jeg.

Vil det sige, at der ikke er flere, nærmest råbte Jonas, der er jo ikke engang en til hver!

Jah, øhh…

Det går slet ikke. Vi må have fat i nogle flere. Fat i bilnøglerne og pungen, ja, altså den anden, grinede han. Mikkel, tager du med, så kan Martin vise videoen i mellemtiden. Du kender den jo, grinede han.

Vi kørte naturligvis til den nærmeste døgnkiosk. Jeg havde været der før, havde set ejeren, en tyrker, og hans hjælpere – og de havde set mig, slog det mig, da jeg i den mundering gik ind i den heldigvis tomme forretning. Det var ejeren, der var der, arbejdede han i døgndrift? Han kiggede først underligt på mig, så smilede han og blinkede frækt med det ene øje.

Vi skal have to kasser pils, forkyndte Jonas, Og en kasse blandede vand supplerede Mikkel. Vand? Sagde Jonas, hvad skal vi med dem? Jo, der er nok nogen, der gerne vil have vand på et tidspunkt. Det plejer der, og det vil jeg også.

Tyrkeren fandt det ønskede frem. Vi tager det ud i bilen, sagde Jonas, så kan du betale imens, og så gik de med den første kasse.

Tyrkeren slog det købte op, og jeg belavede mig på at betale. Hvad sagde han, er det sådan noget seksuelt, at du går i det tøj?

Næh, prøvede jeg med en lille latter, det er kun fordi, det er sidste skoledag i dag.

Nå sådan, så er du altså lærer, og de knægte dine elever?

Jo, sådan var det.

Men de er jo ikke klædt ud, så hvorfor?

Jah, oh, det er fordi, de har bedt mig om det, stammede jeg.

Vel har vi ej bedt dig, sagde Jonas, som i det samme vendte tilbage efter endnu en kasse. Det er en ordre, han har fået, og så parerer han ordre, ellers bliver det ikke så godt for ham.

Kunne den knægt dog ikke holde mund, tænkte jeg, mens de gik med den næste kasse.

Nåh, grinede Tyrkeren. De dirigerer sådan rundt med dig. Har de en eller anden klemme på dig, hvad? Er det noget seksuelt noget, siden du ikke har noget under den kjole.

Jeg, øh. Hvad nu? Var det så synligt? Var den lidt stramme nederdel så tynd, eller? Jo, det var nok det, at pikken var godt blodfyldt, og i den rette vinkel aftegnede sig tydeligt mod stoffet.

Så skal der nok være lidt gang i den i aften, grinede han. En skam, at man ikke er inviteret med.

Det skal du ikke være så ked af, sagde Jonas, som igen var kommet tilbage sammen med Mikkel, John kommer herned en anden aften, så kan I hygge jer sammen. Men for resten, vi skal også have en god håndfuld kondomer, sagde han. Sådan lidt forskellige farver og størrelser.

Ja så, grinede tyrkeren, jeg tror ellers ikke hende tøsen der, risikerer at blive gravid.

Næh, grinede Jonas, men der er nogen, der er bange for at få lort på pikken, derfor.

Hvad! sagde jeg, Jonas, nu må du holde op.

Næh, grinede Jonas, det er noget andet, der skal op. For resten skal vi også have nogle flere pølser, nu vi snakker om at få noget op. Hvor store har du dem?

Kun helt almindelige, grinede tyrkeren.

Ok, så giv os en tre-fire pakker. Men har du så noget andet, der er større?

Jo, da, grinede tyrkeren, men så må resten af kroppen følge med.

Den var god grinede Jonas, men det må blive en anden gang, jeg er helt sikker på, at John kommer herned igen for at prøve den pølse. Men hvad så? Nogle store gulerødder for eksempel.

Jo, da grinede tyrkeren, det tror jeg nok, prøv at se der ovre ved grøntsagerne. Så kan I selv vælge.

Jonas og Mikkel fandt de to største gulerødder, men Jonas var ikke helt tilfreds, så han kiggede videre. Hej kom lige her hen John, hvad siger du til sådan en, er den stor nok, sagde han og holdt en squash frem, som var en del både længere og tykkere end gulerødderne. Jeg rødmede, og mærkede, at tyrkeren var rykket hen bag os. Eller hvad med den her, sagde tyrkeren og holdt en agurk frem, er den ikke stor nok, sagde han og tog mig i det samme op mellem benene, så jeg gav et lille spjæt og et udråb, og fik så sagt ret højt og vredt. Hold dine grabber for dig selv!

Hvad var det, sagde Jonas, som dog straks havde forstået situationen. Hvordan er det, du taler til den flinke mand, som lige har fundet det helt rigtige til din røv. Sig pænt tak og undskyld, og stå så stille, mens han lige føler på det, han har lyst til. Læn dig frem og støt med hænderne her.

Jeg gjorde, som han sagde, og han nikkede til tyrkeren, som nu helt frimodigt førte sin hånd op i min røv, kørte et par fingre op og ned i røvspalten og havde så de to fingre presset lige mod røvhullet. Straks sprang min pik til fuld rejsning.

Du kan nok komme bedre til, hvis du løfter op i nederdelen, sagde han til tyrkeren, og så spreder du dine ben alt, hvad du kan, sagde han til mig.

Manden løftede op, og havde nu sin hånd mod mit bare skind. Han legede lidt ved røvhullet, og jeg stønnede.

Sig så pænt undskyld til den flinke mand, Sig, at han må have lov til at gøre, lige hvad han vil, hver gang du kommer herned.

Det sagde jeg så, og imens havde tyrkeren ført hånden længere ind under mig og taget fat om klunkerne. Med den anden hånd rakte han omkring mig og fik fat om min stive stang.

Åh, åhhh, uhhh, stønnede jeg, mens manden masserede klunkerne med skiftevis hårde og blødere klem og gned op og ned ad det stive skaft, så safterne sivede ud af pikspalten.

Nå, sagde Jonas, vi må nok hellere se at komme tilbage til de andre, inden de spilder al spermen. Så må du vente til en anden god gang, med at få den venlige mands store pølse stukket op. Grinede han. Sig til, hvis der er vrøvl med ham, sagde han til tyrkeren. Jeg kommer forbi og spørger, hvordan det går.

Jeg havde været ret hylet ud af den og ikke så lidt liderlig, men var rasende, da vi korte hjem. Det lignede ikke noget, at udstille mig på den måde overfor vildt fremmede osv. Men Jonas stoppede mig. Så er det nok, sagde han, og hvem var det, der fik ståstang og sovsede sin nederdel til? Du kunne jo lide det! Du tænder på at blive domineret, og du elsker at få pik, indrøm det bare. Nå, heldigvis ved han jo ikke, hvem jeg er, slappede jeg af. Næh, men det skal jeg nok få lavet om på, grinede Jonas, og jeg er for øvrigt helt sikker på, at du går derned af dig selv. Inden ret længe bliver du så liderlig ved tanken om, hvad der kan foregå der i baglokalet, at du smutter derned. Ja, grinede Mikkel, og hvordan var det, betalte du ikke med plastikkortet her til sidst? Og han brugte fluesmækker, ikke? Og hvor mange løber rundt i den her by med sådan et efternavn?
Og han havde ret. Ja, de havde ret begge to.

Fortsættes; 11. brev: Sidste skoledag, del 2