Kap 8.: I kiosken.
Kiosk-Johansen, Benny
Det var ikke kun den næste dag, der ikke skete noget, faktisk en hel række dage, helt til torsdag.
Egon følte sig dog ikke sikker på, at ikke Ib, Poul og Jimmy og alle de andre karredrenge fra eftersidningstimen snart ville finde på noget igen. Og så var der jo pedeldrengene, ikke mindst den ældste, Ejnar, som havde truet eller inviteret ham til at kigge ind på værkstedet en dag, hvor mester ikke var der. Og hvad den invitation skulle betyde, havde Ejnar ikke lagt skjul på.
Hvad han ikke kunne vide noget om, var at unge Mortensen og pedel Andersen havde lagt planer om ham og ikke mindst hans dejlige drengerøv.
Han kunne heller ikke vide, at Gurli og Doris lagde planer om at få ham lokket i en eller anden fælde, så de kunne få den dejlige svaber, som de jo havde set, men kun havde smagt på, op i deres ikke helt jomfruelige kusser. Og så dog, måske, hvis han ellers havde været mere opmærksom på de frække smil, de sendte til ham og hinanden, hver gang de i en eller anden trængsel for at komme ud eller ind ad en dør, sådan felt tilfældigt kom til at ramme ham i skridtet med en hånd, en hånd, der ikke sådan bare lige med det samme flyttede sig igen.
Og han kunne da slet ikke vide noget om, hvad det var hvad avis Johansen og hans ukendte kunde havde set og derefter planlagt, men det skulle han nu ikke vente længe på at finde ud af.
Hvad han derimod vidste var, at hans bedste ven, Benny, havde været ekstra flittig til at lave møder, lektiemøder, kaldte de det, enten hos Egon eller på sit eget værelse, og der havde Benny været lang mere ivrig efter at snakke om eftersidningen, om Mortensen og hans store pik, og om sex i det hele taget. Det havde betydet, at de ikke havde været så flittige med lektierne som tidligere, og at de bl.a. havde aftalt, de hver for sig kun skulle regne hvert andet af indskrivningsstykkerne, og så skrive af efter hinanden. De var normalt sådan stort set lige gode - og ret gode - til at regne, så det var der ingen, der ville opdage.
Han var også ganske klar over, at både han selv og Benny fik jern på, næsten fra det øjeblik de lukkede døren til værelset, og at det også var tydeligt, at de begge fik våde pletter på buksebenene, ikke mindst når Benny begyndte af fantasere om, hvordan Mortensens pik ville tage sig ud helt uden bukser. Og så kom han også ind på, hvordan det ville være at røre ved den - og så måske noget mere, som han dog endnu ikke havde vovet at sige højt. Han havde også set et par gange, at Benny havde taget på bukserne lige der, hvor bulen var.
Hvad der især forvirrede ham var, at han hverken følte sig særlig ulykkelig eller særlig skamfund over alt det, der var sket med ham, over alt det, som andre havde udsat ham for, over hvordan de havde benyttet ham, ja nærmest udnyttet ham. Han kunne ikke forklare for sig selv, hvorfor han ikke, havde grædt sig i søvn hver aften, som han egentlig syntes, havde været det rigtige, når han sådan tænkte efter. Næh inden han faldt i søvn havde han ikke blot fantaseret om Mortensens store pik, om hvad karredrengene kunne finde på næste gang, om hvordan svendene på Ejnars værksted mon så ud, altså der nede, men også om Benny og om de måske kunne finde ud af at gøre noget sammen og for hinanden.
Og hver aften var det endt med, at han måtte ud på badeværelset for at tørre al spermen af sig.
Så var det torsdag ved morgenbordet, at hans mor havde sagt, at hun skulle gøre rent om formiddagen og om eftermiddagen skulle hun have de sædvanlige damer til te, så hun fik ikke tid til selv at købe Familiejournalen, og om ikke Egon kunne tage den med hjem, når han alligevel kom forbi efter skolen. Og det kunne han selvfølgelig godt.
Inde i kiosken var Johansen ved at ekspedere en voksen kunde, der havde god tid og samtidig svært ved at bestemme sig til, hvilken cigar, han skulle købe, men da det gik op for Johansen, hvem den nye kunde var, forsøgte han at sætte lidt mere skub i manden. Inden han havde fået ekspederet færdig, var der til Johansens ærgrelse kommet en dame ind i butikken, så da manden endelig gik, spurgte han til Egons overraskelse, om det gjorde noget, at han ekspederede damen først. Han skyndte sig stammende at sige, at det var helt i orden, han havde tid nok. Det var ikke fordi kioskmanden kunne finde på at ekspedere den voksne dame først, han var så vant til, at sådan foregik det i mange forretninger, men over, at kioskmanden ligefrem spurgte om lov til det.
Da kioskmanden høfligt havde lukket døren op for damen, blev Egon endnu mere forbavset, da kioskmanden havde sagt: God dag, Egon, rart at se dig her, og fint at du har god tid, for der er noget, jeg godt vil vise dig ude i baglokalet.
Da Egon bare havde måbet, både over at manden havde vidst, at han hed Egon, og så over, at han blev inviteret ud i baglokalet, hvor rygterne fortalte, at voksne mænd somme tider fik sig en bajer eller flere, havde manden taget Egon om skulderen og ganske enkelt ført ham gennem bagdøren og ud bagved.
Sæt dig bare lidt i sofaen, havde manden sagt, mon ikke du kunne tænke dig en sodavand, og inden Egon havde samlet sig til at sige noget, havde manden puffet Egon ned i sofaen og stillet en åbnet flaske foran ham. Til sidst havde han dog noget forfjamsket fået fremstammet et mange tak.
Så havde dørklokken lydt, og kioskmanden havde set noget ærgerlig ud, men havde åbnet en skuffe og fundet nogle papirer frem, som han rakte til Egon med de ord, at her var noget, han kunne kigge på, mens manden lige ekspederede den nye kunde, og så sad Egon der alene.
Først sad han lidt og så sig omkring. Det var ikke noget stort rum, men der stod to sofaer på hver sin side af et lavt sofabord. På de tre sider var der reoler, åbne for oven og med skuffet eller låger for neden, og på de åbne hylder stod der fuldt op af forskellige varer, en del af dem stadig i store papkasser, så man ikke sådan lige med det samme kunne se, hvad de indeholdt. Ved den fjerde væg var der noget, der kunne ligne et lille køkken, en vask og vandhane, et kogeapparat hvorpå der stod en kedel, og ved siden af en blå kaffekande, som den, de havde derhjemme, nogle kopper og glas på en hylde oven over, nogle dåser og nogle flasker, som man kunne se, at var taget af. Lige over for den dør, de var kommet ind ad, var der endnu en dør, som sikkert førte ud til baggården, tænkte Egon. De var ingen vinduer, så lyset kom kun fra en lampe, der hang ned fra loftet hen over sofabordet, men så højt oppe, at den sådan nogenlunde oplyste hele det lille rum.
Først derefter faldt hans øjne på de ikke så store papirstykker, som kioskmanden havde stukket ham. Han kunne ikke holde et lille gisp tilbage, da han så billedet på den første lap. Han genkendte straks tegningen fra den gang, han havde været på pinebænken i gården, og han bladede som i feber hurtigt gennem de næste sider. Kunne det være rigtigt? Det var de samme tegninger, som Ib havde haft i baglommen. Tegningerne af hvad de syv små dværge havde gjort med Snehvide ude i deres hus i skoven!
Kunne det være rigtigt? Havde kioskmanden uden videre stukket sådan nogle frække tegninger i hånden på ham eller havde han taget fejl af det, han ville vise ham? Han bladede frem og tilbage. Jo, det var de samme, bare var der flere, end han kunne huske. Og sikke pikke, de havde de små dværge, og sikken Snehvide fik dem både forfra og bagfra og også i munden, og lige lykkelig så hun ud på alle billederne. Han blev helt ør i hovedet, og mærkede hvordan blodet løb dunkende til skridtet, og hvordan pikken voksede ned langs det venstre bukseben. Han kiggede forskrækket mod døren og forsøgte at arrangere bukserne, så man ikke skulle kunne se, hvad der foregik der, men det blev det bare værre af, for nu blev der plads til, at den kunne strække sig endnu længere ned, så hovedet var faretruende nær ved kanten af de korte spejderbukser.
Nå, så fik jeg hende endelig ud, hørte han pludselig kioskmanden sige bag ved sig. Han havde slet ikke hørt, at døren blev åbnet. I sin forfjamskelse skyndte han sig at lægge papirlapperne på bordet med bagsiden op, for at manden ikke skulle se, hvad det var han var kommet til at lade ham kigge på.
Men det viste sig hurtigt, at det ikke var noget, manden "var kommet til". Han satte sig nemlig ved siden af Egon, tog lapperne op og spurgte i en munter tone: Nå, Egon, hvad synes du om tegningerne? Sådan nogen har du sikkert ikke set før, eller hvad?
Det mærkelige var, at da manden havde sat sig ved siden af Egon og lænet sig lidt frem for at tage lapperne, havde han støttet sig til Egons venstre lår med den anden hånd, og dermed sådan helt tilfældigt også havde fingrene om en del af det hårde skaft.
Nå, lo manden, jeg kan mærke, at du i hvert fald synes om tegningerne. Kunne du tænke dig at få dem med hjem? Sagde han, samtidig med at han strøg blidt på bulen.
Nej, det er helt i orden, bliv bare siddende, sagde han, da Egon forsøgte at rykke sig væk. Det skal du ikke være genert over, sådan går det med alle drenge, der ser de her tegninger første gang.
Alle drengene, tænkte Egon, hvad mener han med alle drengene?
Har, har, har, stammede han, har Ib også fået dem af dig?
Nåh, smilede manden, har Ib vist dig dem? Men han sagde vel ikke, hvor han havde fået dem fra?
Nej, nej, det sagde han bestemt ikke noget om, sagde Egon nu noget klarere, men stadig mere forvirret over, at den voksne, ja nærmest gamle mand stadig gned hånden mod hans pik, ja, ligefrem også klemte den lidt. Hvis han ikke snart holdt op, var han sikker på, at der ville blive en våd plet på bukserne, og det ville i hvert fald være alt for flovt.
Ved du, at du er en rigtig dejlig dreng, hviskede manden nu i øret på ham. En rigtig sexed knægt. Og det er en fantastisk dejlig pik, du har.
Pik? Sagde manden pik? Brugte en voksen mand ordet pik, og så til ham?
Øhhh, var alt, hvad han kunne finde på at sige, men nu forsøgte han lidt forsigtigt at fjerne mandens hånd, for han kunne mærke, at saften var ved at komme, og han ville så nødig have den våde plet på bukserne.
Det fik han heller ikke, for manden puffede hans hånd væk, og hviskede, at det var helt i orden, og at hvis han var sød og lod manden fortsætte lidt endnu, så måtte han tage billederne med hjem.
Og når der ikke blev nogen plet, så var det fordi manden ganske langsomt havde fået trukket buksebenet det lille stykke op, så pikhovedet stak nedenud, og så snart det skete, trak manden uden videre buksebenet så langt op, han kunne, og det var slet ikke så lidt, for benene var ret vie. Så tog han fat i den nu frigjorte del af pikken og begyndte for alvor at gnide den, og da saften straks efter begyndte at flyde så rigeligt, som det altid gjorde for Egon, skiftede han mellem at gnide og køre en finger rundt på det blottede hoved, hver gang han havde trukket forskindet helt tilbage.
Nu var Egon varmet så kraftigt op, at han ikke længere kunne sætte sig til modværge, han kunne kun læne sig tilbage i sofaen og presse underlivet lidt længere frem, så kioskmanden fik endnu et stykke bart kød at lege med. Egon lukkede øjnene og sukkede af bare vellyst, men fik øjnene op i en fart, da han pludselig mærkede noget varmt og fugtigt lukke sig op pikhovedet.
Forskrækket så han, at det var kioskmanden, den havde bøjet sig frem, og nu havde Egons pikhoved i munden, og da han straks med en øvet tunge begyndte at skikke væsken af hovedet og ned om kronen, var Egon nærmest besvimet af nydelsen og faldt bagover i sofaen. Aldrig havde hans pik oplevet noget så dejligt, og nu sænkede manden munden endnu længere ned over pikskaftet.
Kioskmanden var nu klar over, at Egon var helt i sexrusens vold, så han skubbede ham blidt om, så han kom til at ligge på sofaen med kun benene ude over kanten. Kioskmanden skubbede med siden sofabordet lidt væk, så han fik bedre plads. Så slap han Egons pik og hviskede, at han bare skulle blive liggende og slappe helt af, og lidt efter, da han havde løsnet bæltet og knapperne, fik han Egon til at løfte røven så meget, at han uden besvær kunne trækker begge lag bukser af.
Sådan, sagde han veltilfreds og inddrak begærligt synet af den usædvanlig flotte drengepik og den ret fyldte pung. Åh, hvor er du dejlig, sukkede han. Ved du, at jeg aldrig har set så stor og smuk pik på en dreng i din alder, den kan du rigtig nok være stolt af. Og så disse kugler, sagde han og tog forsigtigt om Egons nosser, idet han igen sænkede munden ned over den attråede varme og dunkende stang, som i mellemtiden igen havde lækket en pæn portion af den glatte væske.
Åhhhh, åhhhh, var det eneste, Egon kunne sige i begyndelsen. Sådan var det altså at få suttet pik, så kunne han pludselig bedre forstå, at Ib og de andre havde været så vilde efter at få den suttet af. Og da han kom til at tænke på de gange, hvor han selv havde haft en pik i munden, var det som om hans pik voksede endnu mere og i hvert fald gav nogle kraftige ryk.
Kioskmanden var helt tydeligt en mere erfaren pikslikker end Egon. Den måde, han bearbejdede både hoved, det lille lækkende øje, vulsten omkring hovedet og ikke mindst den følsomme hud lige under, fik Egon til at udsende en strøm og vellystsuk. Og så kunne han tage ham helt ned i halsen, og når han gjorde det, kunne Egon ikke lade være med at hjælpe til med små stød opad.
Jahhh, åhhh, bliv ved, bliv ved, sut den, sut den kunne han nu udbryde, men uden at ane, hvad han sagde.
Alt i alt varede det ikke længere end et par minutter, og selv om kioskmanden godt havde kunnet trække Egons udløsning ud, var der også snævre grænser for, hvor længe han kunne holde lukket her om eftermiddagen med skiltet KOMMER STRAKS i dørvinduet. Så da han igen tog om Egons nosserpose og blidt nulrede kuglerne, nærmest råbte Egon: Ja, ja, åhh, nuuu, nuuu, pas på, nu kommer jeg, nuuuuu!!!
Og komme gjorde han i sprøjt efter sprøjt, som kioskmanden slugte med største velbehag.
Da Egon lidt efter stod på stadig vaklende ben udenfor kiosken, havde han Familiejournalen i hånden og tegningerne af Snehvides oplevelser hos dværgene dybt i baglommen. Men han havde også en aftale om at komme igen for at se på andre billeder og tegninger og...
Fortsættes - måske - der er jo nok af løse ender. Skulle du være leveringsdygtig i ideer, så vil de være meget velkomne.
Historien foregår i en "fantasiverden", hvor der ikke forekommer HIV eller AIDS, derfor er der nul sikker sex i historien, så undlad venligst at efterligne personerne.
Historien er forfatterens ejendom, og må ikke uden hans tilladelse mangfoldiggøres, men du må gerne dele den med dine venner. Jeg har givet tilladelse til at historien kan bringes på http://homonoveller.com
Forfatteren under pseudonymet oleole, ser meget gerne, at du skriver til ham om, hvad du synes om historien.