Velkommen i det ukendte hus

Jeg bliver gelejdet op ad et trin og ind i et hus, med klinkegulv. Døren bliver lukket bag os og låst. Vi går videre i huset og drejer om et hjørne.

Et ryk i kæden indikerer at jeg skal stoppe. Hånden presser mig lidt til siden og jeg kan mærke jeg støder ind i noget der hænger fra et loft. Det er en kæde. Hånden slipper min overarm og kæden om halsen bliver slækket.

Der lyder en skramlen fra noget der lyder som en stol der bliver trukket over bag mig. En hånd på hver sin skulder trækker mig bagover og jeg sætter mig usikkert og famlende på stolen.

Personen går hen foran mig og begynder at rumstere med kæden mellem benene der var løsnet. Den bliver sat sammen igen med et klik fra hængelåsen.

Mine fødder kan bevæge sig lidt, men der er maks plads til en afstand på 30-40 cm. Så bliver den ene hængelås foran mit skridt låst op. Det er den der forbinder håndjernene til kæden om livet. Der lyder kort efter et klik igen og nu er håndjernene forbundet til den kæde der hænger fra loftet. Jeg begynder at panikke lidt og trækker vejret hurtigere igen.

Hvad skal der ske? Tanken om hvad der kan være sket med Per er lige ved at få mig til at græde af angst. Men jeg er nødt til at samle mig sammen. Jeg må finde ud af at gribe dette her an på det rigtige måde. Og først og fremmest finde ud af hvad de vil og hvorfor.

Lyden fra en lille elmotor starter op og kæden fra loftet begynder at trække mine hænder op og stopper først, da hænderne er oppe over mit hoved.

Der bliver puslet ovre ved et bord på min højre side og personen kommer tilbage og stiller sig bag mig. Noget stof bliver presset mod min mund, mens en anden hånd presser hårdt på min kæbe for at tvinge min mund op. Jeg åbner munden og en klud bliver presset ind i min mund og efterfulgt af noget der føles som en hård bold. Noget bliver ført om i nakken og spændt til så bolden presser sig længere ind i munden og presser stoffet derinde sammen. Jeg kan ikke sige en lyd og ydermere nu kun trække vejret gennem næsen.

Lyden af elmotoren kommer igen og det trækker atter i kæden. Jeg bliver tvunget med op og stå. Kæden trækker mig stadig opad. Og stopper først da jeg står helt oppe på mine fødder med hænderne strakt over mit hoved.

Håndjernene strammer om mine håndled. Jeg klynker lidt af angst. Elmotoren summer lidt og jeg bliver trukket op på tæer. Elmotoren stopper.

Jeg kan mærke at stålet borer sig ind i mine håndled så snart jeg prøver at komme ned på mine flade fødder. Jeg er tvunget til at stå på tæer for at håndjernene ikke skal skære sig ind i min hud.

Kæden der blev lagt om halsen på mig, bliver løftet over mit hoved og smidt på gulvet med en tung raslen.

Det næste jeg kan høre er døren der bliver lukket og en nøgle drejet rundt og en pal der skyder ind og låser.

Jeg er alene. Når man står alene i mørke, lænket og det eneste man skal koncentrere sig om er at holde håndjernene så slække som muligt for at de ikke skal skære sig ind i huden, så myldrer tankerne og man mister tidsfornemmelsen.

Mit hoved summer stadig, føler mig lidt svimmel endnu og jeg skal arbejde lidt for at holde styr på tankerne. Er nødt til at tænke længere tilbage.

Jeg skiftevis knytter mine hænder og retter dem ud igen - må holde blodomløbet igang i fingrene. De summer allerede - dårligt tegn. For hver gang jeg knytter, kan jeg mærke kanten af stålet gnave i håndledende.

Prøver igen at huske hvad der skete da Per og jeg havde spist. Kan det passe at nogen havde banket på døren? Var det Per der åbnede? Eller var det mig?

Det må have været mig - de må have slået mig ned..... tankerne farer rundt, men jeg må erkende, at jeg ikke kan huske det. Jeg kan ikke engang huske at det bankede på døren. Så slår en tanke ned i mig. Kan det være Per selv der står bag dette? Kan det være ham der har kørt mig her ud og lænket mig?

Jeg slår hurtigt tanken ud af hovedet. Han ville aldrig gå så brutalt til værks. Han ville aldrig gøre noget, der kan skade mig.

Han har aldrig brugt håndjern, men kun lædermanchetter på mig. Og vores lege har altid været indenfor aftalte grænser, som lige kunne skubbes en anelse, hvis stemningen havde været der 100%. Det her ville han aldrig gøre - og slet ikke lade mig stå alene, lænket på en måde, hvor jeg kunne komme til skade.

Det var helt sikkert nogle andre og det var alvor. Men hvem? Og hvorfor?

Pludselig kan jeg høre en nøgle blive stukket ind i nøglehullet og drejet rundt. Døren bliver åbnet og personen kommer ind i rummet.

Jeg har ingen anelse om hvor lang tid der er gået, men jeg er træt i fødderne og jeg har smerter i håndledende og hænderne.

Personen går forbi mig og lige efter kan jeg høre elmotoren summe. Kæden slækkes en anelse, så jeg kan komme ned og stå på mine flade fødder. En enorm lettelse.

Kæden slækkes lidt mere, så armene lige kan komme 10 cm længere ned. Jeg kan mærke at skuldre og albuer er blevet ømme af at være i den samme uvante stilling i lang tid. Personen går om bag mig, løsner remmen og fjerner gummibolden fra min mund og trækker kluden ud. Selv mine kæber er ømme af at have været tvunget op i lang tid. Der bliver puslet til højre for mig.....