OK, jeg må indrømme, at første dag i den nye skole faktisk er gået glimrende. Ja, bedre end forventet. Jeg skal godt nok lige vænne mig til, at det er en kostskole. Man kan ikke bare lige tage hjem, når skolen er slut. Så man er ligesom nødt til at vise sig fra sin bedste side hele tiden. Være høflig. Ikke afvise nogen.
I starten af dagen var jeg ikke rigtig sikker på, det gik så godt. Jeg var nervøs. Var ikke sikker på, nogen ville kunne lide mig. Jeg er jo lidt en lille skid, så jeg var bange for, de ville tro, jeg ikke hørte til på deres klassetrin. Og i starten var der heller ikke rigtig nogen, der sagde noget til mig. Jeg blev præsenteret i klassen og følte de nedstirrede mig alle sammen. Det var lidt underligt med sådan en skole helt uden piger. Hvordan mon det bliver. Af en eller anden mærkelig grund generede det mig faktisk ikke. Jeg er ikke rigtig kommet i gang med det med pigerne endnu.
Jeg fik en plads og satte mig ned. Ved siden af en fyr. Han var også lidt et lille pjok ligesom mig selv, så det var sådan set meget godt. Han så rigtig sød ud. Jeg blev lidt rød i kinderne og han smilede også lidt genert. Men han sagde ikke noget. Timen startede. Ingen talte til mig. Det blev frikvarter. Og ingen talte til mig. Ham min sidemand forsvandt nærmest med det samme, og ingen andre nærmede sig mig. Så jeg begyndte at blive endnu mere nervøs. For at det ville blive sådan her altid. De næste par timer var ok sådan rent fagligt, og jeg fik også sagt lidt. Men mellem timerne var der ikke rigtig nogen, der sagde noget til mig. Jeg ville ønske, jeg bare var sådan én, der gik over og tog fat i den første den bedste og begyndte at snakke. Men sådan er det ikke med mig. Jeg venter lidt på, at nogen nærmer sig. Jeg kan ikke så godt selv. Det er lidt ligesom om jeg står inde i en glasklokke.
I de sidste timer havde vi idræt. Det var der det hele ændrede sig og blev til en god dag. Dem havde jeg ellers været nervøs for de timer. Det var lidt grænseoverskridende at skulle til idræt lige den første dag. Har aldrig været så vild med det der omklædningsrum. Ved ikke rigtig hvorfor. Måske bare fordi jeg er sådan en splejs.
Vi både løb og spillede på nogle hold, og det gik egentlig godt nok. Jeg fik endda lavet point og var helt stolt af mig selv. Så skulle vi i bad bagefter. Jeg var ikke så vild med det. Overvejede om jeg kunne snige mig uden om det og bare gå op og finde mit værelse. Men jeg var alligevel blevet svedt, og jeg så hurtigt, at der ikke var nogen vej uden om. Alle andre smed tøjet og gik i bad. Så jeg besluttede mig bare for, at det var noget, der skulle overstås. Jeg smed hurtigt både blusen og shortsne og underbukser og det hele og spankulerede ud under bruseren og lod som ingenting. Jeg ville ikke rigtig kigge nogen i øjnene, så jeg skyndte mig at lade som om at vandet gjorde, at jeg måtte lukke mine øjne, og så vaskede jeg ellers min krop på en frisk og jeg-er-da-slet-ikke-genert-agtig måde. Det var først efter lidt tid, at jeg fik følelsen af, at der var noget galt. Der var lidt stille og slet ikke så meget af det der lidt skræmmende pjankeri og dril, som der altid er i sådan et rum. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede mig omkring. Alle stod ret stille. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var sket. Men det så ud som om alle havde utrolig travlt med at kigge ned eller op eller alle mulige steder hen. Som om de undgik et eller andet. Det var lidt mærkeligt.
Men jeg kom ud igen og fik tørret mig, og mens jeg var ved at tage sokker på, kom der pludselig én hen. Jeg blev helt overrasket. Det var én af de fyre, jeg med det samme havde regnet ud, var én af de lidt populære og farlige og helt sikkert ikke én af dem, jeg kom til at tale med. Men nu stod han der meget selvsikkert og rakte mig sin hånd.
"Hej - jeg hedder Martin," sagde han og gennemborede mine øjne med et utrolig direkte blålyn af et blik. "Velkommen til skolen. Du skal nok blive glad for at gå her. Og bo her."
Jeg ville egentlig have sagt et eller andet, men der kom ikke rigtig noget ud, når jeg åbnede munden, så jeg følte mig lidt som en guldfisk, der stod der lidt hjernetomt og åbnede og lukkede munden. Han grinede lidt og afslørede et sæt virkelig hvide, virkelig lige tænder.
"Jeg tænkte på - mine venner og jeg hænger lidt ud oppe på mit værelse, nu bagefter. Vil du ikke være med?"
Og så var det lige pludselig, at første skoledag alligevel var gået over al forventning. Der var faktisk nogen, der talte til mig. Nogen der rent faktisk inviterede mig til at hænge ud.

Nu sidder vi her på værelset. Det er ham Martin og en anden fyr, som jeg tror hedder Tom, hvis jeg fangede hans navn rigtigt, da han præsenterede sig. Og lidt til min overraskelse min sidemand fra tidligere i dag i den første time. Den generte fyr. Det undrer mig lidt, at han hører til en vennegruppe med Martin og Tom, som begge er nogle helt andre typer. De er højere og er typerne, der har bygget sig nogle muskler og et populært omdømme. Det viser sig, at han hedder Frederik, men det er også nogenlunde det, jeg ved, for han siger heller ikke så meget. Han er virkelig genert og virker nærmest nervøs. Eller også er det bare mig, der er nervøs. Det er vigtigt det her. Jeg er nødt til at gribe chancen og gøre et godt indtryk, så jeg ikke ender som en forsagt stakkel ovre i hjørnet af klasseværelset i resten af min skoletid. Men Martin og Tom sludrer, og spørger mig nogen gange lidt overfladisk om ting. De bladrer i et blad og tjekker opdateringer på deres telefoner. Jeg er ikke så trænet i det her. Med at hænge ud. Men jeg prøver desperat at slappe af og ikke virke for anspændt.
Men så bliver der ligesom lidt stille i rummet. Som om det er blevet tid til et eller andet, jeg ikke ved hvad er. Ikke fordi de ændrer sig. Jeg kan bare mærke det. Men kort efter sig Martin noget.
"Nåeh men - jeg var da ellers imponeret, og lidt overrasket. Efter idræt. I bruseren du ved." Han siger det, mens han stadig kigger ned i sit blad, men jeg kan se, han smiler skævt. Jeg tror, det var henvendt til mig, og jeg burde sige noget. Men jeg forstår ikke, hvad han mener. Så jeg sidder bare igen og føler mig lidt som den der guldfisk. Han fortsætter lidt efter, stadig henvendt til bladet.
"Ja - af sådan en lille fyr at være. Så er du da godt nok ikke så lille igen."
Jeg tænker først, at det var en underlig modsætning at sige, før jeg måske forstår, hvad det egentlig er, han siger. Men det kan han da ikke mene. Det taler man da ikke om.
"Hvad siger I drenge. Så I det ikke?"
Frederik siger ikke noget. Han er forsvundet ned i et blad. Men Tom kigger op og kigger pludselig direkte på mig, lidt ligesom han skal til at sige en trussel.
"Ja det er rigtigt. Du har en stor pik."
Ordene rammer mig som et lyn. Det kan godt være, de har ret. Jo, det har de vel nok. Jeg ved godt, den ikke er lille. Måske er det en af grundene til, at jeg ikke er så vild med fælles bad. Det er ikke så fedt at skille sig ud. Men det er da ikke noget man taler om. Men jeg er nødt til at sige noget.
"Ehj, det ved jeg da sørme ikke om man kan sige. Det...det er vel ikke noget..."
Martin kigger også op fra sit blad nu og gennemborer mig igen med sine brændende blå øjne.
"Hold op. Du ved det godt. Den er stor."
"Det er den største, jeg har set," siger Tom.
Jeg kan ikke rigtig finde på noget at sige. Men jeg er mig virkelig pinligt bevidst, at min ansigt brænder og jeg må være helt rød i knoppen.
"Må vi ikke se den igen?"
Det er Tom, der spørger. Og han spørger fuldstændig uden fortrydelse eller forlegenhed. Han kunne lige så godt bare have bedt mig om at række mig det blad, jeg sidder med. Jeg kan ikke svare. Hvad fanden svarer man på det? Det må han da ikke. Det er da helt forkert. Men jeg kan heller ikke finde ud af at sige nej. Det er min første skoledag. Jeg må ikke få fjender fra starten. Og det er måske min eneste chance for at få venner. Men jeg er lammet. Martin kigger stadig direkte på mig. Han er heller ikke flov. Jeg vil egentlig slå blikket ned og trække mig væk. Men jeg er fanget. Fanget af det blå blik.
Og jeg ved ikke hvad der tager mig. Men det viser sig, at det er sværere at sige nej, end at begynde at knappe bukserne op. Jeg knapperne dem op én ad gangen, og til sidst skubber jeg buksener lidt ned. Lige ned over balderne, for ellers er den faktisk ikke rigtig til at få ud. Og så tager jeg min hånd derned. Og fisker den frem.
Det føles meget underligt. Jeg er lige ved at dø. Men de kigger begge interesserede ned.
"Frederik - prøv lige at holde den frem, siger Martin. Der er noget, der har ændret sig i tonen på hans stemme nu. Der er egentlig stadig et venligt lag et sted, men nedenunder er stemmen pludselig utrolig bydene. Det var ikke et forslag. Frederik rejser sig med det samme op og går herover. Og uden tøven rækker han en hånd frem, tager fat under min pik og løfter den frem i lyset. Det giver et lille spjæt i min krop. Det går op for mig, at det er første gang et andet menneske end jeg selv rører ved den. Han kigger ikke selv rigtig på den. Han kigger bare ned i gulvet. Ikke vredt eller ked af det. Han gør bare, hvad der bliver sagt. Hans hånd føles varm under min pik. Det føles så utrolig meget mere af noget, end når jeg selv rører ved den. Hvorfor gør det det?
"Ja," siger Martin. "Den er virkelig imponerende." Både han og Tom rykker tættere på og studerer den fra alle vinkler.
Jeg har aldrig følt mig så udstillet i hele mit liv. På en måde ydmyget. Jeg har aldrig oplevet noget så pinligt. Så jeg forstår ikke, hvorfor der er et eller andet sted inde i mig, hvor det blusser af begejstring. Det begynder at vise sig. Jeg kan mærke det. Især når han rykker sin hånd en smule eller flytter lidt på den. Så sender det nærmest små chokbølger hele vejen gennem hver en centimeter af min pik og hele vejen op gennem min krop, og jeg skal kæmpe for ikke at bukke under for de kuldegys, der gerne vil have det til at skælve i min krop. Den vokser. Og jeg er lige ved at dø over det.
Men de driller mig ikke. De stirrer bare mere og mere fascineret på den. Og det får den bare til at vokse endnu mere. Og nok en del mere end de havde regnet med.
"Ja, siger Martin igen med den der tone. "Frederik, se engang hvor meget du kan sluge."
Frederik sætter sig med det samme ned på knæ foran mig.
"Nej, nej...," prøver jeg at sige, men kommer til at kigge direkte ind i øjnene på Frederik. Nu ser han pludselig ikke genert ud længere. Der er et eller andet der, der på en gang virker sørgmodigt og ydmyget. Men...går det op for mig. Også tilbedende.
Jeg er bare lammet i det øjeblik, jeg mærker hans fine tungespids på hovedet af den. Han nærmer sig den med utrolig forsigtighed. Så følger læberne efter. De begynder at begive sig op og ud over hovedet på den. Jeg holder mit vejr. Han kan ikke komme særlig langt ned over den. Men jeg mærker det varme, våde samle sig omkring den. Og tungen. Tungen der gnider sig forsigtigt og alligevel insisterende rundt omkring hovedet. Hvordan gør han det.
Martin og Tom virker tilfredse. De stirrer opslugte på Frederiks ret fyldige læber og meget hvide hud på kinderne, som må give sig i forsøget på at tage mere af den ind.
Men så lægger Martin en hånd på Frederiks skulder. Han stopper med det samme. Martin smiler til ham og nikker ganske umærkeligt. Så mærker jeg det varme forsvinde og det bliver afløst af en kølighed, da luften rammer spyttet på huden.
Jeg tror, at nu er det overstået. Dette på en gang helt utrolige og utrolig ydmygende. Men så går det op for mig, at Frederik er ved at tage tøjet af. Meget omhyggeligt og i et langsomt tempo tager han sin bluse af og folder den. Så bukserne. Jeg kigger måbende på Martin.
"Se," siger Martin i en i grunden ganske pædagogisk tone, "vi er af den overbevisning, at sådan en udfordring kan vi ikke lade gå forbi vores ven Frederik, her. Du må forstå - han kan være en utrolig krævende lille fyr at tilfredsstille."
Frederik har foldet sit sidste stykke tøj og står fuldstændig nøgen foran os. Han er spinkel og kridhvid i huden, men har i virkeligheden en blændende krop. Med de smalle hofter og velproportionerede lår og små faste brystmuskler og de mindste små brystvorter, jeg nogensinde har set. Han er kort, men hans mave virker lang og så fint markeret, måske igen fordi hele hans krop er så smal. Og der en pik så fin. Den er ganske lille som ham selv, men smuk og ligger der oven på et sæt spændte nosser. Selv virker han forlegen og kigger genert ned i gulvet.
Jeg mærker Martins hænder, som løfter op i min bluse og jeg vågner lidt af min trance.
"Hør, hvad er det her egentlig. Jeg...det går ikke...det kan vi ikke. Jeg kan ikke..."
Men jeg mærker et sæt hænder mere. Det er Tom, der holder mig fast. Mens Martin hiver min bluse over mit hoved og hiver mine bukser helt ned og af mig. Uanset hvor meget jeg stritter imod og hvor meget jeg siger, jeg ikke vil, så vedbliver min pik at være dundrende stiv, på en måde jeg aldrig har oplevet før. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Tom holder stadig fast, også selv om jeg har forstået, jeg ikke kan slippe fri. Martin tager en flaske fra kommoden. Han hælder noget ud i hånden og begynder at smøre min pik ind i det. Han greb er utrolig meget mere praktisk og hårdt og uendelig fjernt fra Frederiks prøvende, forsigtige hænder. Den bliver helt fedtet og glider rundt mellem hans hænder. Det føles underlig rart midt i ubehaget.
"Hør...hør her. Jeg kan ikke. Det går ikke. I kan ikke tvinge ham til det der."
Både Martin og Tim griner, som om jeg er fjollet, mens de skubber mig derhen. Frederik smiler pludselig genert til mig, ligesom i morges ved skolebordet, hvilket jeg pludselig kan huske fik mit hjerte til at hoppe. Han tager sin lille hånd op til min kind og kigger mig i øjnene.
"Det er ok."
Så stiller han sig på sofaen på knæene. Martin stiller sig nu bag mig og har et fast greb i min pik, som dunker i hånden på ham. Jeg spænder stadig i kroppen men siger ikke noget. Jeg føler mig lidt som i en trance. Tom har sluppet mig. Han går om på den anden side af sengen og sætter sig på gulvet foran Frederik. Han tager Frederiks hænder i sine, så Frederik bliver lænet forover, og kigger ham dybt i øjnene.
Martin har fuldstændig kontrol over min pik. Han står tæt bag mig og skubber mig fremad, mens pikken nu rammer Frederiks varme, hvide hud. Hans balder er fuldstændig perfekte. Så spændte og skarpe som en græsk statue af en yndling og helt roligt klar. Martin styrer den ned, ind mellem balderne og ind mod noget, jeg ved, jeg kan kan komme ind forbi. Men han skubber mig frem. Og så mærker jeg Frederik skubbe sig tilbage. Og langsomt. Helt utrolig langsomt mærker jeg noget give efter. Millimeter for millimeterne glider han ud over hovedet og så ganske langsomt ind. Jeg hører et koncentreret gisp fra Frederik. Men Martin maser. Der er et konstant press på. Men alligevel går det så langsomt. Jeg forstår ikke det her. Jeg er på vej ind i Frederik. Jeg er ved at fylde den stakkels fyr med min pik. Og pludselig er den der. Ikke i bund, men godt inde, så langt at Martin må slippe sit greb rundt om min pik. Jeg stopper op og kigger forbløffet ned. Ser hvordan den del af mig, den frække, den liderlige del af mig har boret sig ind i en anden krop. Jeg kigger på hans perfekte små balder, som står og sitrer af anspænding, og min dunkende pik derinde i mellem. Samtidig mærker jeg varmen fra en læbe, som har bevæget sig hen til mit øre bagfra, og hører Martin hviske hæst:
"Knep ham"
De ord og det syn. Der er et eller andet, der eksploderer ind i hjernen på mig. Jeg ser lidt i en tåge mine egne hænder, der griber i hans hofter. Og mærker en mandig følelse i kroppen, jeg aldrig har kendt til før. En brutal følelse af fryd over at dominere og eje den krop, jeg nu knepper. Jeg støder. Han klynker. Jeg støder mere. Jeg maser mig frem som en vanvittig ind til jeg pludselig er helt fremme ved roden. Jeg elsker at mærke hans hud. Jeg læner mig frem. Jeg griber om hans krop. Jeg vrider hans brystvorter og hans lille stive pik. Han gisper. Og klynker under mig. Og så knepper jeg ham. Jeg trækker min vældige pik tilbage og støder mig frem igen. Jeg vil bore ham i bund. Jeg ejer hans krop. Jeg mærker hænder på min krop. Hænder som skubber, som hjælper med stødet, som skubber os sammen. At noget presser så vanvittigt stramt omkring pikken er helt vildt. Jeg vil bare blive ved med at mærke den følelse, men der er også noget i mig, der sitrer ved tanken om at mase hans krop ned og tvinge ham til at mærke mig bore sig op i ham. Jeg hører hans lyde. Jeg hører hans klynkende små gisp og jeg hører mig selv. Jeg hører mit vejr helt nede fra maven og en tung, gryntende klang, der følger med ud.
Nu holder Martin mig lidt tilbage og imens hjælper Tom Frederik med at komme rundt. Jeg er stadig inde i ham, men jeg mærker ham rotere rundt om min pik. Nu ligger han på ryggen. Hans ben glider op og der er fri adgang til at støde i bund. Jeg tager fat i benene og skubber mig frem og lader pikken gå helt ind igen. Frederik virker stadig forlegen og genert i blikket, men nu stirrer jeg ham direkte ind i øjnene og jeg fanger hans liderlighed og gennemborer den gang på gang. En ufattelig styrke og sitrende sensation samler sig stød for stød mellem os i min pik. Martin har sluppet mig og griber i stedet Frederiks lille stive pik og kører sin hånd op og ned over den. Tom nulrer og niver Frederiks brystvorter, og han og jeg er låst en en trance, vores øjne gennemborer hinanden og har glemt hvem vi er. Vi ved bare, at jeg knepper ham og han lader mig gøre det.

Det fuldstændige totale brøl, da jeg skød mig ultimativt op i ham den sidste gang sidder stadig i kroppen. Jeg ligger i min egen seng igen og kigger op i mit loft, mens jeg langsomt glider ind i søvnen. Jeg ved bare, det har været en god 1. skoledag.