Jeg står foran hoveddøren. Er pludselig så urolig i hele kroppen. Jeg ved, jeg er nødt til at trykke på den ringeklokke, det har jeg jo bestemt, at jeg ville gøre. Det var ikke det, jeg havde lyst til, da jeg vågnede i morges. Jeg lå og vendte og drejede mig, og kunne slet ikke finde ro, mens tankerne hvirvlede rundt i takt med at minderne langsomt dukkede op igen i mit tågede, værkende hoved.
Ingen tvivl om, at jeg mest har lyst til bare at vende om og gå tilbage igen. Jeg kunne faktisk sætte i løb med det samme og løbe hele vejen hjem og kaste mig forpustet under min dyne. Bare lade varmen og mørket lukke sig om mig.
Men hvis jeg ikke gør det her nu, så kan jeg ikke møde op i skolen i morgen. Jeg er ikke engang sikker på, jeg ville kunne stå op igen og se mig selv i spejlet nogensinde mere. Jeg er nødt til at få lukket det her igen. Selv om hele mit mellemgulv er frosset til is ved tanken om det.
Jeg prøver at løfte min arm, så jeg kan få min finger sat i position til at trykke på den lille runde knap på ringeklokken. Det går uendelig langsomt, og jeg står hypnotiseret og stirrer på knappen, der ligner et lille ondt øje, der stirrer bebrejdende på mig. Eller et lille sort hul, der er klar til at åbne sig for at opsluge mig.
Jeg stod jo også i går og ringede på en dørklokke, og var sådan glad-nervøs. Lige startet i klassen, og der blev allerede holdt en fest. Det var faktisk nærmest, som om de holdt festen, simpelthen fordi jeg var startet. Det var i hvert fald ikke nogen fest i en bestemt anledning, og alle de andre fyre i klassen smilede så forventningsfuldt til mig, da jeg fik invitationen. Det var åbenbart lidt en tradition. Så jeg havde grundigt udvalgt tøj og frisure til at matche den person, jeg gerne ville være i klassen. Man vil jo gerne passe ind.
Det går pludselig op for mig, at jeg rent faktisk har ringet på klokken. Jeg kan bare ikke rigtig høre det, fordi alle alarmer i min krop kimer og udløser en kraftig trang til bare at styrte afsted og aldrig se mig tilbage, aldrig møde op i klassen igen, aldrig se andre mennesker i øjnene igen. Men tilsyneladende er mine fødder groet sammen med cementen på trappestenen.
Allerede da jeg spotter Tommys silhuet gennem glasruden, bliver min mave tung og urolig, og da han åbner døren og kigger ud, ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg egentlig skal sige til ham. Han kigger på mig, egentlig neutralt. Hvilket foruroliger mig. Hvad havde jeg forventet? Skulle hans ansigt vrænge sig sammen og skulle han slynge døren lige i hovedet på mig igen? Jeg havde da i hvert fald forventet at se ham føle et eller andet.
Jeg står der alt for længe og bare stirrer. Han har det der helt lyse, nærmest hvide hår, der hvirvler over hans ansigt, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor det er så fascinerende. Han er sådan en lille, spinkel, lys fyr, og jeg er sikker på, jeg kunne vælte ham, hvis jeg bare lige puffede til ham. Men alligevel er det ham, der bare kigger afslappet på mig, og det er mig, der fumler og ikke ved, hvad jeg skal sige.
- Jeg tænkte... Jeg ville bare...
Jeg hakker i det. Kan ikke holde ud at stå herude og flagre.
- Må...må jeg ikke komme indenfor?
Han nikker bare og går ind og efterlader en åben dør. Jeg følger tøvende efter.
Alle hilser begejstret på mig, da jeg kommer indenfor. Som om jeg er hele festens midtpunkt. Det er fantastisk det her - de kan virkelig lide mig allerede. Hvis det går godt, så tror jeg, jeg kan blive populær i den her klasse. Det er lovende.
Jeg får med det samme skubbet en øl i hånden, og jeg vil ikke virke for utrænet, så jeg gurgler den ret hurtigt. Bliver lidt svimmel.
Jeg er åbenbart den, alle gerne vil tale med. Jeg går nærmest på turné, så den ene af drengene efter den anden kommer over. Jeg får slet ikke brug for de tre øl, jeg selv havde tusket mig med i en pose, for de stikker mig stort set alle en øl i hånden, eller endnu et glas med endnu en eller anden form for farvet drik, der smager skarpt og knap så forfriskende, som farven ellers lovede. Jeg føler mig som alletiders fyr. Det går op for mig, at jeg faktisk er ganske interessant at tale med, og jo mere jeg bliver varmet op, jo mere og mere interessant syntes jeg i grunden, jeg bliver. Tænk at man kan overraske så positivt.
Det slår mig også, at det da egentlig flot, at jeg kan drikke så utrolig meget. På trods af alt hvad jeg får i hånden, så kan jeg da ikke mærke særlig meget andet end godt humør. Jeg er åbenbart et naturtalent til det her. Jeg kan ikke lade være med at føle, at de andre må være godt imponeret over mig.
Og så kan jeg ikke huske så meget andet. I et stykke tid. Jo, en masse bidder af et grotesk flashback af noget, der føles som noget, jeg måske engang drømte. Som om min hjerne speeder fremad hurtigere end en rutschebane, men min krop er sat i slowmotion, og de to ting er ved at blive flået fra hinanden, og jeg kan ikke se andet for mig end en hel masse ansigter, der er flået helt skæve, og griner og skriger.
Ok, fokuser. Jeg er nødt til at fokusere. Hvor lang tid er der egentlig gået? Og hvad er det, der er ved at ske? Det er pludselig blevet anderledes at være her, men min brusende hjerne kan ikke rigtig samle det. Hvorfor er de allesammen samlet omkring mig i en cirkel? Har jeg gjort noget mærkeligt? Jeg er da ikke syg eller har opført mig meget anderledes end de andre. Tror jeg nok. Og hvorfor har de det der sjove udtryk i deres ansigter. Der er enkelte af dem, der ser en smule skræmte ud, men de fleste af dem lyser langt væk af en følelse, der ser ud til at være landet midt mellem en forventning som til juleaften, og en skadefro, nærmest hævntørstig dæmoni.
To af fyrene bryder ind i kredsen. Mellem sig slæber de noget, en modstandsløs klump, som de smider lidt foran mig. Det er Tommy. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at han var der.
De to fyre hiver i ham. Jeg kan ikke se, om han gør modstand, eller om det bare er hans arme, der sætter sig fast, da de hiver blusen over hovedet på ham. Bagefter holder den ene ham oppe i begge arme, mens den anden knapper hans jeans og hiver dem og hans underbukser helt af ham med det samme. Det hele sker så hurtigt og med en underlig rutinepræget fornemmelse. Han ser ikke hverken bedøvet eller bevidstløs ud, men alligevel klasker han sammen på gulvet og ligger der stille, da de slipper ham. Jeg betragter det hele i en form for trance, eller med den bizarre naturlighed der er ved at betragte noget, der mest af alt føles som en af nattens drømme.
Men nu begynder cirklen at samle sig om mig igen. De råber og skriger allesammen. De opfører dig ikke længere, som om de synes, jeg er verdens mest interessante menneske. Hvad har jeg gjort galt? De hiver ikke i mig, som de gjorde med Tommy, men de skriger alle til mig, at jeg skal tage min bluse af, at jeg skal smide bukserne. Det ville jeg jo normalt aldrig gøre, men jeg kan overhovedet ikke overskue det her. Og jeg er bange. Jeg kan ikke komme ud af det. Selv om det føles som at springe ud fra en bro, så er det alligevel nemmere at gøre, som de siger, end det er at stå imod befalingerne.
Da jeg til sidst smider underbukserne som det sidste, prøver jeg at dække mig til med mine hænder, men cirklen er rykket helt tæt rundt om mig, og de hiver mine arme væk hver gang. De hujer og griner og peger på min pik, og selv om jeg aldrig har været mere nedværdiget end nu, så er der alligevel noget, der bevæger sig i mig. Alle de blikke på min krop, på min pik, det er så rædselsfuldt, så flovt. Og jeg forstår det ikke, men ryk for ryk begynder den at rejse sig. Skammen får den til at strutte og strække sig ud mod dem. De skriger af skadefro fryd ved synet.
Tommy bliver skubbet hen foran mig, han har ingen lov til vilje selv, de holder ham, placerer ham foran mig, bukket forover, som en der skal bestiges. Jeg mærker deres hænder på mine balder, de skubber mig hen til ham, så min pik banker ind mod hans balder. Min pik, der før dette endnu ikke har rørt noget andet menneske. Som har været det mest private, jeg kunne komme i tanke om.
De skubber mig op mod ham igen og igen, hujer, hepper på mig. Den lille ændring i stemningen, opfordringen, giver min fortvivlede sjæl en smule mod. Nu råber de i det mindste ikke vredt mere. Jeg får lyst til at følge dem, gøre dem glade. Og der er noget ved de små, runde baller, og hans slanke ryg og hvirvlerne op langs rygsøjlen, der taler til mig. Jeg ser mine egne hænder løfte sig op. Ser dem række ud og placere sig på hver af hans hofter. Jeg skubber mig ind til ham af egen kraft og nyder det frydefulde brøl fra drengene. Jeg ser endda min ene hånd tage fat om min pik, ser den blive placeret, så den retter sig lige ind mellem de blege balder, så det føles som om spidsen hviler mod det rette sted. Jeg mærker min krop lægge vægt imod, presset mod spidsen af min pik vækker noget i mig, jeg er bedøvende ligeglad, jeg vil bare opleve det, når det begynder at stramme rundt om den. Så jeg lægger alle mine kræfter bag stødet. Mærker Tommys krop spænde sig under mig, mærker at det strammer sig rundt om mig, hører jubelbrølet fra tilskuerne.
Tommy betragter mig, måske faktisk med en antydning af nysgerrighed. Jeg er jo gået helt i stå. Vi står ude i hans køkken. Heldigvis er han vist alene hjemme.
Jeg er vist nødt til at sige noget. Det er jo derfor, jeg er kommet. Selv om det er ved at æde mig op.
- Hør, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Det er rædselsfuldt! Jeg aner ikke, hvordan jeg kunne gøre det. Hvordan kunne jeg gøre det mod dig! Du må hade mig...
Han er stille, ser lidt distræt hen for sig.
- Jeg har svært ved at overskue konsekvensen, fortsætter jeg, - men jeg kan jo ikke stikke af fra, at jeg gjorde det. Du må melde mig. Jeg har ikke tænkt mig at lyve...
Jeg prøver at være rigtig modig og ignorere den stikkende fornemmelse i mine øjenkroge.
Han siger stadig ikke noget. Et stykke tid. Jeg hører bare et ur tikke dovent inde fra stuen, og ser ligesom en tanke vandre hen over hans ansigt.
Så kigger han pludseligt op igen, smiler en smule genert, og tager fat i min hånd, så han kan trække mig med ud af køkkenet og ind på hans værelse.
Selv om det er af en praktisk grund, så føles det utrolig intimt og mærkeligt med hans noget mindre og lidt kølige hånd i min.
Han sætter mig på kanten af hans seng og sætter sig selv ved siden af.
Det går pludselig op for mig, at det er første gang, jeg overhovedet hører ham tale. Og selv om stemmen er mere spinkel, ligesom hans krop, så er den alligevel forbløffende myndig og fattet.
- Første gang det skete var på mit eget initiativ. Jeg sov hjemme hos en af drengene fra klassen, og det skete bare. Han var liderlig, og jeg følte pludselig, at jeg havde lyst til at mærke ham i mig. Han endte med at fortælle det til en af sine venner. En eftermiddag arrangerede de, at vi var sammen alle tre, og de sagde, de ville fortælle alle om det, hvis jeg ikke ville gøre det med dem igen. Sjovt nok var jeg egentlig ikke så bange for, at de skulle fortælle det. Jeg så det ikke som noget hemmeligt. Men jeg tror, det var vigtig for dem, og jeg kunne egentlig ikke se nogen grund til ikke at gøre det. Men den der klub voksede, og efterhånden var det overhovedet ikke nogen hemmelighed længere, ikke blandt drengene, i hvert fald. Og hen ad vejen er det blevet en tradition, at det er sådan, de byder nye drenge velkommen i klassen. Så du skal ikke tro, de mobbede dig. De vil bare have dig med.
Hans klare blå øjne borer sig ind i mine forbløffede.
- Hør, jeg er vant til det. Det gør mig ikke noget. De tror, de tvinger mig, men det gør de i virkeligheden ikke. Jeg kan godt lide at gøre dem glade. Det betyder vist meget for dem at have nogen at kneppe. Og pigerne skal de jo bruge lang tid på at bearbejde.
Han bliver stille igen, kigger lidt forlegent ned. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at sige, der er noget, der er helt galt. At han skal skrue tiden tilbage til før det løb af sporet. At han skal rejse væk og være normal et andet sted, hvor han kan starte forfra. Men jeg siger ikke noget. I stedet bliver jeg forstyrret af følelsen af, at min pik svulmer og maser sig på inde bag mine jeans. Jeg vil ikke vise det. Jeg vil ikke være lige som dem.
Og så mærker jeg også hans fingerspidser lege nysgerrigt med hårene på min ene underarm. Her er jeg lidt mere behåret end de fleste på vores alder.
Så rejser han sig op og hiver hurtigt sin bluse over hovedet og lader sine joggingbukser falde til gulvet. Og står der foran mig.
For første gang ser jeg ham rigtigt. Vel er han spinkel, men han har en utrolig fin krop. Han har lidt muskulatur, og meget flotte små brystvorter. Selv maven er bare en anelse markeret, og slutter af i misundelsesværdige v-formede markeringer ved hofterne, som peger ned mod hans lille, fine pik, der står og peger mig. Det bliver jeg på en eller anden måde glad for - at se hans begejstring, selv om det vist får ham til at rødme. Han, som er så vant til at blotte sig, er vist ikke så vant til at blive beundret.
Uden at jeg tænker over det, flytter mine hænder sig op for at røre ved ham. De lægger sig først på hans mave og glider opad og henover hans brystvorter. Det får ham til at lukke øjnene og skille læberne let fra hinanden. Så jeg bliver der lidt, napper dem kærligt med fingerspidserne. Det giver ligesom nogle små gib i hans pik. Jeg lader mine hænder glide ned igen langs hans krops sider og finder hvile på de smalle hofter. Jeg kigger på hans let glinsende, struttende pik. Det virker så appetitligt og så rigtigt, at jeg bukker mig frem og gaber over den. Den kan sagtens være i min mund, men det føles skønt. Jeg kan komme rundt om den med tungen, og jeg leger.
Det udløser et lille gisp, jeg mærker hans hænder famle henover mit ansigt, nærmest afværgende.
- Det...det behøver du altså ikke det der, gisper han. Det...det plejer jo at være mig...
Men jeg suger mig bare endnu bedre fast, nyder smagen af ham og den søde duft af hans skridt.
De afværgende hænder overgiver sig og holder i stedet fast på siderne af mit hoved, og jeg mærker, hvordan han tøvende begynder at skyde sit underliv ind mod mit ansigt, lader den glide ind og ud over mine læber.
Pludselig er det, som om en følelse strømmer gennem kroppen på ham. Han hiver sig ud og skubber mig baglæns ned på madrassen. Så kravler han op på mig, meget bestemt og målrettet. Overskrævs henover min mave rækker han om bag sig og får hurtigt lirket mit bælte op og åbnet mine bukser. Følelsen af hans hånd, der lægger sig på min dunkende pik og leder den ud, er helt vidunderlig og elektrisk. Og straks sætter han sig tilbage, maser sig rutineret ned over den, og jeg genkender den stramme varme følelse. Så hiver han min overkrop op til ham, så han kan lægge sine arme rundt om min hals. Jeg griber bag om ryggen på ham. Det kan godt være, det er mig, der er inde i ham, men det er ham, der knepper. Jeg mærker ham energisk bevæge sig op og ned over min pik, og mærker hans gnide sig mod min mave.
Der kommer nogle vidunderlige, lystige, klagende klynk fra ham, og jeg mærker kun glæden og lysten til at fylde ham ud, være den, der er i ham. I dette sekund kan jeg ikke komme i tanke om noget andet, der giver mere mening.
Hans små hænder tager fat i min nakke, hiver mig lidt tilbage, så han kan se mig i øjnene. De blå øjne lyser af liderlighed. Så skubber han sit ansigt ind mod mit, og nogle våde, varme læber møder mine. Foreningen med hans læber sender et elektrochok ned gennem min krop og ud i min pik, som pludselig må sprøjte, mens hele min krop ryster ukontrollerbart, lykkeligt. Mens hans hænder og læber holder fast.
Han skal til at løfte sig af mig, men jeg holder fast. Endnu i ham skubber jeg ham bagover, så han hviler oven på mine ben, med sine ben viklet rundt om mig. Min ene hånd glider op til en brystvorte igen, men den anden lukker sig om hans pikhovede. Imens kigger han forbløffet, uvant op på mig. Jeg klemmer den lille stive brystvorte, og klemmer om hovedet, hiver hånden op og ned over. Mærker ham vokse endnu mere, mærker ham spænde i kroppen. Mærker sæden blive skudt af sted, mens han sukker ekstatisk. Og bliver liggende.
Med det skæveste, smukkeste smil hvilende på sine læber.
Efterlad en kommentar, hvis du har lyst.