I det øjeblik han går forbi min ryg og ud af rummet, strejfer hans lillefinger bare lige netop det yderste af de små hår i min nakke, og jeg skal slås for ikke at få min krop til at give efter for følelsen af jordskælv.

Jeg sidder lidt og kæmper med mig selv. Jeg bestemmer mig klogeligt for at lade være, men alligevel hører jeg min stemme sige:

”Nå, vi har vist brug for kaffe nu. Gør jer det endelig behageligt ovre i sofaen, så er jeg straks tilbage.”

Jeg håber ikke, de ser, at jeg ryster på hånden, da jeg skubber stolen ind under bordet.

Han står ude i køkkenet, helt roligt. Med hænderne i lommen. Og kigger bare på mig med de der gennemborende øjne, som jeg har kunnet mærke på mig hele aftenen. Når jeg endelig brød sammen og kiggede tilbage, så stirrede han mig direkte ind i øjnene, og jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg nogensinde skulle bryde øjenkontakten igen. Hvor gammel er han? 19? 20?

Jeg koncentrerer mig om kogekeddelen, og forsøger at ignorere ham, mens jeg hælder vandet op. Men da jeg skal sætte den over på komfuret, flytter han sig overhovedet ikke, og jeg må læne mig ind forbi ham og dufte ham så tydeligt for at tænde for varmepladen. Jeg stivner der, og kan ikke finde ud af hverken at komme videre eller komme ud af situationen igen.

Men så lægger han en hånd på min arm, og det starter en eksplosion. Jeg griber fat i hans skjortekrave, som om vi var midt i et værtshusslagsmål, og der ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med ham. Men hans øjne slipper aldrig mine, og nu er det nærmest, som om der kryber et lille smil op og lægger sig lurende omkring hans læber. Det kan jeg ikke holde ud at se på, så jeg smadrer billedet ved at placere mine læber lige midt på hans.

Jeg skubber ham rundt og ind over køkkenbordet, mens jeg allerede har mine hænder under hans skjorte. Den ene hånd gnider sig hurtigt over hans mave og finder hans brystmuskulatur og hans strittende brystvorte, mens den anden hånd allerede er under buksekanten og har grebet rundt om hans pik, der er bankende stiv. Jeg kæmper for at holde trangen til at stønne nede, mens jeg fedter med knappen i bukserne. De må ikke høre noget derinde i stuen. Jeg trækker hans bukser og underbukser ned og prøver med det samme at støde mig op i ham. Det går ikke, det glider ikke nok, og jeg kan høre, han kæmper for at tilbageholde et skrig af smerte. I stedet famler jeg hen over bordet og griber flasken med olivenolien, som jeg hurtigt doserer ud over min pik, og ned i hans revne. Og så støder jeg mig op, først langsomt, insisterende, og bagefter hurtigt og så hårdt jeg kan, mens et sammenklemt, komprimeret støn plumper ud over hans læber. Jeg mærker pikken vokse og vokse mere og mere i ham, ind til jeg bliver nødt til at slippe det hele ud i et kvalt skrig. Det hele drukner i kogekeddelens skrigende dampsøjle, der udtrykker alt, hvad jeg ikke kan slippe ud.

Så hælder jeg vandet på bønnerne og lader det trække, mens vi skubber skjorter tilbage i bukserne og knapper op.

Da kaffen er drukket, siger jeg farvel til gæsterne. Som den sidste på vej ud af døren siger min chef:

”Tak for dejlig middag, og kaffen var fremragende – du må vist lære mig, hvordan man laver kaffe. Min kone brokker sig altid over min. Du er en dygtig ung mand. Jeg tror også, min søn rigtig godt kunne lide dig – selv om han aldrig siger særlig meget. Men det betyder meget for mig. Kom ind på mit kontor på mandag, jeg tror, vi skal have et lille kig på dine karrieremuligheder i firmaet...”

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst.