Det var først efter en uge på den nye skole, at det gik op for mig, at nu ville alting forandre sig. Mit liv, sådan som jeg har kendt det ind til nu, er forbi. Jeg havde gået og troet, det egentlig gik meget godt alt sammen. De første dage har naturligvis været lidt akavede, men det kunne man måske nok forvente - og jeg så det som et godt tegn, da jeg allerede på den første dag fik et kælenavn. Vi stod og snakkede i frikvarteret, og jeg svarede på spørgsmålet om min alder, at jeg var ligesom de andre i klassen - da en af drengene, ham der Martin, helt spontant udbrød:

- Gud, er det sandt? Jeg troede ikke du var ældre end min lillebror! Tænkte du måske var en af de der genier, der havde sprunget nogle klasser over!

Der blev grinet lidt af det, og jeg havde ikke så meget imod det. Jeg ved godt, jeg er ret lille af min alder. Jeg har ikke prøvet at skifte klasse før, så på den gamle skole havde vi kendt hinanden siden børnehaveklassen, så der var ikke nogle, der undrede sig over, at jeg havde en lidt anden størrelse. Men det var åbenbart noget, de alle havde bemærket, for de grinede alle nærmest lettede over, at nogen havde sat ord på deres tanker. Og nærmest som om der blev taget en stille, kollektiv beslutning, så hed jeg fra det øjeblik 'Lillebror'.

Resten af ugen gik godt og roligt. Det var som om de alle havde fået placeret mig ind i klassens hierarki som deres allesammens lillebror, og drengene kunne konkludere, at jeg ikke var en trussel, hverken i forhold til deres interne magtbalance, eller i forhold til konkurrencen om pigerne. Derfor accepterede de mig også med det samme i deres gruppe.

Lige ind til i dag, hvor vi skal have svømning. Jeg har ikke tænkt over det - havde jeg vidst, det ville blive et problem, så havde jeg nok taget nogle forholdsregler. Jeg går ind med de andre i drengenes omklædningsrum, og begynder at skifte tøj. Der blev snakket og pjattet hen over den der typiske lidt akavede stemning fra offentlige rum, hvor mennesker klæder sig af sammen, og jeg kyler trøjen og bukserne ind i skabet. Jeg hiver underbukserne ned også, og pludselig går hele verden i stå. Jeg kan ikke undgå at bemærke det. Det er som om alle er holdt op med at bevæge sig og bare stirrer forbløffet på mig. Jeg bliver underligt selvbevidst og dækker mig til med mit håndklæde, men skaden er sket. Jeg går forbi den forstenede skare ud i badeområdet.

Det er da ikke, fordi jeg ikke godt selv har bemærket, at min pik er noget større, end de fleste andres. Og måske er det lidt mere bemærkelsesværdigt, fordi jeg samtidig er så lille af bygning. Men igen er jeg ikke blevet konfronteret med det før. I min gamle klasse kom vi i puberteten sammen, og kunne følge hinanden uge efter uge under bruseren efter gymnastik. Udviklingen var så langsom, at jeg ikke chokerede nogen.

Men nu under bruseren bliver jeg pludselig ekstremt opmærksom på mig selv og den, synes den hænger og vugger så tungt. Ville ønske jeg bare kunne springe det bad over. De andre siver langsomt ind under bruserne også, men den pludrende snakken er forsvundet, og jeg føler deres blikke klistre sig til min krop som fluetape. Jeg prøver at vende ryggen til og koncentrere mig om noget andet. Det er vildt ubehageligt, og jeg vil bare have det overstået. Kan ikke lade være med at mærke impulsen dernede til at ville vokse, men det må ikke ske. Jeg vil bare gemme den væk hurtigst muligt, så jeg hiver badebukserne til mig. Se, hvis jeg havde forudset denne situation hjemmefra, så havde jeg taget nogle store baggy badeshorts med, men det gjorde jeg ikke, og nu står jeg her med mine små Speedos, og det føles næmest, som om de skrumper mellem fingrene på mig. Tåbeligt. Jeg maser mig ned i dem og prøver at lægge den på plads - prøver at fortrænge, at jeg godt kan mærke, den er blevet lidt tykkere og mere følsom. Nej!

Mareridtet fortsætter ude i hallen. Jeg er flygtet fra blikkene derinde, men straks jeg kommer ud i det store rum, fornemmer jeg pigernes blikke vandre ned over mig, øjne der svulmer, hvisken og værst af alt: Fnisen.

Jeg er ved at koge over. Er helt rød i bærret. Jeg kaster mig desperat i vandet og svømmer uafbrudt til timen er ovre.

Men det frygtelige fortsætter i baden bagefter. Man bliver jo for helvede nødt til at gennemgå hele vaskeproceduren for at slippe igennem. Og de kigger bare, på en måde jeg ikke kan finde ud af om er imponerethed eller ondskabsfuldhed - men det er som en boble i rummet, der bare vokser og vokser og er ved at mase mig. Men der er et eller andet ved det med, at de kigger på mig og den. Jeg bliver pludselig nødt til at se mig selv udefra og forholde mig til, at der er en grund til at se så underligt på mig. Som noget bizart. Det værste er, at der er noget i det, der får den til at vokse. Det er frygteligt, og det, at jeg bliver bevidst om det, gør, at jeg fuldstændig mister kontrollen over den. Pludselig har jeg slet ikke noget at stå imod med længere og den begynder at vokse virkelig hurtigt. Der er ikke en i det rum, der ikke ser det, og jeg bliver nødt til at styrte ud af rummet mod mit tøj og håndklæde med en forræderisk hoppende pik og en skamfuld opstemt følelse.

Der er helt stille derudefra, men pludselig bryder de kollektivt ud i høj latter. Jeg er ude derfra inden de kommer ud fra badet.

Gudskelov det er weekend. Jeg sidder derhjemme og stirrer ind i væggen og forestiller mig, at jeg bliver nødt til at skifte skole igen. Den skam kan jeg ikke have siddende på mig. Hvordan skal jeg nogensinde kunne se dem i øjnene igen på mandag?

Jeg vil helt sikkert ikke kunne gå i bad med dem igen. Og uanset hvad, så vil jeg altid føle, de vil kigge på mig på den der underlige måde. Som om jeg er en misskabning. For slet ikke at tænke på den uoverskueligt pinlige ting - det utænkeligt frygtelige det er at være blevet synligt hård i badet foran dem alle sammen.

I min rus af pinlighed registrer jeg kun svagt, at det ringer på døren, men pludselig står min mor i døren.

- Du har en gæst...?

Hun kigger på mig sådan nærmest lidt indforstået og sødmefyldt bedrevidende - jeg har ingen anelse om, hvem hun mener eller hvad hun smiler så fjoget over. Men hun åbner døren helt op og ind kommer...faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvad hun hedder. Rikke? Ghita? Det eneste, jeg har registreret omkring hende er, at hun er én af dem, der virker lidt mere udfarende over for drengene i klassen.

- Hej

Hun siger det sådan lidt underligt, som om hun egentlig godt ved, hun ikke rigtig har nogen undskyldning for at komme, og heller ikke rigtig har tænkt sig at finde på én.

Jeg er lidt perpleks. Jeg havde ikke lige troet, jeg allerede skulle stå ansigt til ansigt med én fra klassen så hurtigt, men omvendt, da hun jo ikke var i omklædningsrummet, så er det måske ikke så galt.

Hun sætter sig ned på sengenkanten, hvor jeg også sidder, og først siger hun ikke noget. Hun kigger ned i madrassen i et stykke tid. Men så kigger hun op, og direkte ind i øjnene på mig, mens der ligesom hviler et underligt smil på hendes læber.

- Jeg... Jeg hørte, hvad der skete til svømning.

Fedt. Jeg kan lige så godt bare lade madrassen opsluge mig med det samme - lade mig kvæle i edderdun. Det her overlever jeg ikke - ikke bare at være blevet til grin over for alle drengene, men det er åbenbart noget pigerne nu snakker om! Jeg er helt stum. Stum, og lammet af rædsel.

Men så rækker hun, som om det bare var brødkurven eller noget andet på morgenbordet, hun skulle have fat i, ind mod mig og griber fat rundt om den uden på mine joggingbukser. Jeg giver et spjæt, men føler mig samtidig som et rådyr fanget af bilens forlygter, mens den tordner frem for at torpedere det stakkels uskyldige dyr.

Hendes pupiller har udvidet sig en anelse, men ellers fortsætter hun bare samme hverdagsagtige toneleje.

- Jeg har altid gernet ville prøve én, der var så stor. Lillebror, det må jeg da gerne ikke? Det har du da ikke noget imod, vel?

Jeg fatter ikke, hvad det er der sker, og kan ikke sige andet end en skvulpende lyd, fordi jeg har glemt at sluge mit spyt. Hun skubber mig tilbage ned på madrassen med en bestemt hånd, og selv om jeg af en eller underlig årsag er i gang med at protestere, så hiver hun hårdt i mine bukseben og hiver dem ned på mine lår, så min halvstive pik svopper op på min mave. Uden videre pause fortsætter hun på med en professionel tone.

- Se, jeg har været nede og købe et, der var XL, jeg håber altså ikke, det er for lille til dig...

Og på et sekund har hun allerede pakket kondomet ud og griber fat om spidsen på den. Det er vildt underligt, der er aldrig nogen anden end mig selv, der har rørt ved den, og jeg havde ærlig talt forestillet mig, det skulle ske under lidt anderledes og mere romantiske forhold - men omvendt er det umuligt for mig at protestere mere. Jeg ved til gengæld ikke helt, hvad jeg skal foretage mig, men det virker ikke umiddelbart, som om hun overhovedet forventer nogle speciel deltagelse fra min side andet end at være til rådighed.

Hun fedter først lidt med at få den til at rulle ud, men da hun får den ned over hovedet arbejder hun hurtigt og præcist. Hun ruller den så langt ned, som der er gummi, og så rejser hun sig hurtigt og rækker ind under sin kjole, hvor hun hiver sine trusser ned til anklerne og træder ud af dem. Så kravler hun op på mig, og jeg ser nærmest forfærdet til på at denne pige, der i højde og størrelse ellers er meget større end mig selv, bestiger mig - og så - langsomt sænker sig ned over. Jeg forstår næsten ikke, at det sker. Men mærker en underlig varm og stram følelse rundt om den. Jeg ved ikke rigtig, om jeg havde regnet med at det var sådan her, det skulle føles? Det føles ikke dårligt, men alligevel anderledes en jeg havde fantaseret.

Hun virker utroligt koncentreret og fokuseret, og jeg kan ikke rigtig gennemskue, om hun viser smerte, nydelse eller bare en alvorlig og ambitiøs tilgang til opgaven at få mig op i sig.

Det føles faktisk som en uendelighed, hvor hun bare millimiter for millimeter lader sig glide ned over mig, og jeg er selv helt imponeret over, at det kan blive ved. Hun har lukkede øjne hele tiden. Pludselig mærker jeg hendes lår få kontakt med mine, og hun giver kun sig selv et sekunds hvile, før hun begynder rytmisk at løfte sig en smule, sænke sig igen, løfte sig og sænke sig igen.

Det er helt anderledes end at gøre det med hånden. Det utrolige er, at jeg slet ikke behøver gøre noget, eller arbejde for det selv. Hun sidder på mig med helt lukkede øjne og ser ud til alene at fokusere på følelsen, som om hun videnskabeligt skal registrere hele forløbet. Det føles rigtig dejligt, og alligevel vildt sært. Jeg kan bestemt godt mærke det, og jeg føler nærmest, den vokser sig større end før, når den gnider imod inde i hende - bare det - tanken om at være inde i en anden på den måde er utrolig. Men samtidig - jeg havde måske troet, jeg ville være opfyldt af en trance af liderlighed og altomsiggribende kildren, når jeg skulle prøve det her første gang, men det er så underligt, og jeg er ligesom slet ikke med i det med andet end min pik, at jeg ikke kan lade være med at betragte det hele udefra.

Hun sætter langsomt farten op, og begynder at give små gisp fra sig. Jeg begynder at frygte for lyden og min nysgerrige mor. Især fordi hun gisper mere og mere efter vejret, og pludselig strammer hun endnu mere rundt om den, hviner højt og klasker sammen over mig.

Gud...kom hun?

Hvad med mig?

Hun trækker vejret et par gange. Så åbner hun øjnene igen og smiler - lidt på samme måde, som når man lige har været en tur i rutchebanen. Hun kysser mig hurtigt på kinden, løfter sig af mig og trisser ud af mit værelse, mens hun retter effektivt på sit hår og tøj.

Jeg bliver liggende i flere minutter med bukserne nede på låret og peger på loftet med min strittende pik i plastik. Hun er gået fra sine trusser, som bare ligger skødesløst forladt ved siden af min seng.

Hele den aften smiler min mor så irriterende underforstået og slet skjult hemmelighedsfuldt, og jeg føler, hun hele tiden kigger på mig, som om hun ikke kan forstå, hvor min barndom blev af så hurtigt.


---


Mandag. Jeg er dybt splittet, som jeg går ind på skolens område. En del af mig er rædselsslagen, fordi jeg skal møde dem alle igen, men en anden del af mig er underligt begejstret, Egentlig førte min frygtelige fredag i svømmehallen jo noget ret fantastisk....hm, underligt, men alligevel fantastisk med sig. Jeg ved ikke rigtig, hvad der venter.

Der er ingen, der griner af mig ved synet af mig, men jeg kan mærke det med det samme. Der er intet, der er glemt. Nogle af pigerne kigger forskrækket og rødmende ned i bøger og blade, straks de ser mig, mens fyrene kigger i en blanding af irritation og beundring på mig. Et eller andet i min mave bobler over det, jeg forstår det ikke rigtig, men der er noget ved det, jeg kan lide.

Men der sker noget underligt i løbet af dagen. Først tror jeg, det er en serie af uheld, men det sker simpelthen for ofte til, at det kan være tilfældigt. Mange gange i løbet af dagen er der ligesom en, som kommer til at snuble i nærheden af mig, eller bare går ind i mig, eller kommer til at stille sig for tæt op af mig i køen i kantinen - og lige kommer til at strejfe mit skridt. I frikvarteret spiller vi fodbold, og alle skal kontant prøve at spille mig tæt. Alle er ekstremt diskrete omkring det, og lader sig ikke mærke med det, men det er som om, de hver især har besluttet sig for at finde ud af, om det virkelig kan være rigtigt. Det underlige er, at det nærmest især er drengene. De opfinder en leg, hvor man skal bryde med hinanden, og tilsyneladende fordi jeg er så lille, så er jeg sjov at bryde med. Selv om jeg prøver at undgå det, så kommer der konstant en fjollet grinende dreng hen og løfter mig, skubber mig op mod en væg eller lægger mig ned på gulvet. Og så hver eneste gang, den der hånd, der lige tilfældigt lander et forkert sted og bare lige et øjeblik famler befippet hen over den, som om de prøver at begribe omfanget, eller ligesom ikke tror på det.

Det er som om, de er besat af det. Jeg bliver konstant befamlet dernede, og det betyder, at jeg hele tiden er en lille smule hård. I virkeligheden frygteligt, fordi det jo ikke gør den mindre eller mindre tydelig - og det betyder underligt nok, at famleriet bliver mindre og mindre sløret af dårlige undskyldninger.

Det er så underligt og så grænseoverskridende, men det mærkelige er også, hvor hurtigt det bliver normalt. Efter få dage er det bare blevet sådan, at det er almindeligt accepteret, at mig kan man lige klaske i numsen, når jeg går forbi, eller i stedet for at give mig et anerkende klask på skulderen, så giver man min pik et hurtigt klem uden på bukserne. Jeg forstår ikke, hvad det kommer af, eller hvordan det så hurtigt bliver almindeligt, men der er intet, jeg kan gøre ved det.

Det mærkelige er også, at det hele bliver dækket ind under, at det der med at kalde mig 'Lillebror' er eskaleret helt vildt. De har ligesom adopteret mig som deres lille kælepotte, og de taler til mig, som om jeg er meget yngre end dem. Det er som om, at det, at de kan gøre mig til deres lille ven, samtidig gør det i orden at placere en hånd eller en fod i mit skridt.

For få dage siden var jeg jomfru og helt ubekendt med seksuelle berøringer. Men det er ufatteligt, hvor hurtigt det bliver en helt normal ting. Selv om det hele tiden er noget underligt noget. Mandagen går mest med at de bliver modigere og modigere med deres fumlerier, men om tirsdagen hiver Vicki mig ind på et toilet, hvor hun prøver at forstå omfanget af mig med sine læber, men kun i tre minutter, før klokken ringer. Om onsdagen fanger Stine mig i et hjørne af klasseværelset, mens alle andre er ude, og hun har netop fået knappet mine jeans op og med stort fumleri fisket den op, da hun kan høre nogen komme og hun opgiver projektet igen. Torsdag masserer Karen mit skridt med sin fod gennem hele matematiktimen, mens vi løser opgaver sammen i gruppearbejde ude i sofaen ude på gangen.

Fredag. Svømning. Den mest underlige uge er gået, og nu står jeg her igen. Faktisk har alle drengene været lidt underlige i dag. Sådan lidt elektriske. Jeg har forberedt mig lidt bedre denne gang, og har taget badeshorts med i stedet, og jeg har besluttet mig for bare at ignorere dem alle og holde hovedet højt. Det går også godt langt hen ad vejen. Jeg vandrer som den første ud under bruseren, og har nået at få shorts på og fortsætter ud i hallen stort set før nogle af de andre når at komme under bruseren. Under hele svømmetimen kigger jeg lige ud og kigger ikke nogen ind i øjnene. Men da vi er færdige, og jeg er klar til at lave samme lyntrick på vej ud under bruseren igen, er der én, der kalder på mig, og jeg er er nødt til at stoppe op. Det er Martin, ham der spontant på min første dag sammenlignede mig med hans lillebror og kostede mig mit kælenavn.

- Lillebror! Hej... Jeg ville bare lige spørge - vi er nogle der mødes hjemme hos mig i aften og ser film. Vil du ikke med?

Det han spørger om er så normalt som noget andet, men min intuition, sikkert pga den pressede situation lige nu, siger mig, at jeg bare skal sige nej og skynde mig hjem - men på den anden side...det er jo lige netop det, jeg har brug for: Rigtige venner. Mon ikke den her underlige rolle, jeg er havnet i, stopper igen, hvis jeg får nogle rigtige venner? Så jeg forsøger mig med et skævt, lidt undskyldende smil for den lange pause, og siger:

- Ja, OK. Det lyder hyggeligt...

Martin smiler bredt, nærmest sådan lidt fjollet.

- Fedt, så ses vi senere.

Samtalen har højst varet et minut, men det var nok til, at jeg nu har mistet mit forspring. Jeg er den sidste, der forlader hallen, og da jeg frygtsomt træder ind ved bruserne står de der alle sammen. Der er ingen vej uden om. Jeg går de afmålte skridt hen under bruser-gabestokken, og tænder for vandet. Der er ingen, der direkte kigger på mig, men alligevel ved jeg, de alle har sigte på mig ud af øjenkrogen, og jeg føler, hele rummet imploderer af koncentreret fokus i min retning, da jeg hiver badeshortsne ned. Jeg vender mig ind mod væggen, men det er umuligt at skjule sig helt, og dem ved siden af mig har frit udsyn. Jeg føler nærmest, jeg frivilligt har underkastet mig offentlig inspektion med en lup.

Jeg ved det nærmest før det er en realitet - at jeg ikke har noget værn mod det. Jeg kan åbenbart ikke håndtere at blive kigget på. Det starter med en lille ryk dernede, og jeg ved, jeg intet middel har til at stoppe det og holde den nede. Jeg kunne selvfølgelig styrte ud af området ligesom sidste uge, men det gav mig ærlig talt ikke nogen fordel. Et øjeblik føler jeg nærmest, jeg skal besvime, og jeg fatter ikke, jeg tager det her valg. Men jeg samler den svimlende følelse - og vender mig om igen ud mod rummet. Og mens det varme vand skyller sæben af min lille krop, rejser jeg mig mellem benene til nye højder i heftige ryk ud i rummet. Der bliver helt stille. Men der er ikke nogen, der griner ligesom sidste uge.


----------


- I virkeligheden tror jeg bare, jeg synes, det er helt vildt uretfærdigt...

Jeg ved pludselig godt, hvad vi bevæger os ind på. Jeg er hjemme hos Martin. Der kom også et par af de andre fra klassen, og jeg har virkelig gjort, hvad jeg kunne. Hele aftenen har stemningen været på den der måde, hvor ingen vil snakke om det, de tænker på, men de kan ikke komme på andet - og derfor er der ikke rigtig nogen, der siger noget. Man kunne med andre ord sige, at min pik har været elefanten i rummet, som ingen ville nævne hele aftenen.

Derfor var der heller ikke nogen af dem, der blev særlig længe. Jeg prøvede at smalltalke mig gennem aftenen uden nogensinde rigtig at få åbnet op for nye venskabsmuligheder. Men jeg var fast besluttet på at være modig og ikke flygte derfra, så det var først, da Alex var ved at gå, og jeg så ville være sidste gæst, at jeg også begyndte at gøre tegn til, at jeg hellere måtte se at komme hjem.

Martin trippede lidt.

- Hey...hvis du har lyst, så kan du da også bare sove her? Jeg synes, det ville være hyggeligt...

Det var den åbning, jeg har ventet på - en mulighed for at opnå noget venskab. Jeg er ligesom ikke i en situation, hvor jeg kan sige nej til den slags.

Så jeg sagde ja, og vi reder op på en madras til mig på hans værelse. Og mens jeg smider alt andet end mine boxershorts for at gå i seng, siger han det pludselig:

- I virkeligheden tror jeg bare, jeg synes, det er helt vildt uretfærdigt...

...og jeg ved med det samme, hvad vi snakker om. Jeg har egentlig ikke lyst til at bevæge mig derhen, men på den anden side er det det første den aften, der er blevet sagt uden flakkende øjne og uden at være et desperat forsøg på at finde på noget at tale om.

- Altså, jeg mener bare...jeg er altså lidt misundelig på dig...på din...den er virkelig stor!

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal smile smigret eller beklagende eller...

- Eh tja...før jeg startede her havde jeg ikke rigtig tænkt over, om det var så anderledes...

- Jo, det er altså lidt uretfærdigt... Jeg mener, du ligner virkelig min lillebror, så det er nærmest snyd, at det er sådan en som dig, der får sådan en stor en.

- He...jeg beklager...

Der er ret naturligt en lidt pinlig pause, og han ligner en, der kæmper med et eller andet. Og pludselig udbryder han:

- Ehj...må jeg godt spørge om noget? Det er ekstremt grænseoverskridende...synes jeg selv, men jeg bliver simpelthen nødt til at spørge...

- ...?

- Jo...må jeg ikke godt prøve at holde den? Ved godt, det lyder mega homo. Men...jeg anede ikke, de kunne blive så store, og jeg bliver altså nødt til at prøve at forestille mig, hvordan det ville være, hvis det var min egen...

Hvis dette spørgsmål var kommet for en uge siden, så havde jeg været i kramper af chok. OK, det er ikke fordi, jeg ikke også er lidt i chok lige nu, men på en eller anden måde er det næsten en naturlig (enormt underlig, men naturlig) fortsættelse af denne sidste uge. På en eller anden måde forstår jeg ham egentlig godt, så jeg tager mig kun en kortere tænkepause, hvor han ser ret forpint ud, før jeg siger:

- Hm...OK.

Jeg hiver boxershortsne ned om anklerne. Han stirrer på den og tøver lidt, men så rækker han forsigtigt ud. Jeg mærker hans virkelig varme hånd gribe om den og lægge den i håndfladen. Han siger ikke noget. Han stirrer bare ned i sin hånd, hvor jeg ligger. Han vejer den ligesom lidt prøvende.

Det er selvfølgelig uundgåeligt. Både den lidt underlige, nysgerrige berøring, og bare det at blive studeret på den måde - jeg kan altså ikke tage det. Den begynder langsomt men utvetydigt at vokse. Først ser han ud til at have en impuls til at slippe den hurtigt, men noget stopper ham. Faktisk tror jeg, det er fascinationen af det, der sker, som om han bliver nødt til at vide med sikkerhed, hvor stor den egentlig kan blive.

Så lukker han hånden rundt om den, og kigger tøvende op på mig.

- Sig mig...er du...egentlig til fyre? Altså bare fordi du blev hård i badet, og nu...ikke fordi det gør noget.

Jeg skulle egentlig have forberedt mig på sådan et spørgsmål, i situationen og hvad de egentlig må have tænkt, men det kommer alligevel som en overraskelse, jeg kan slet ikke finde på noget mere overbevisende end sandheden.

- Jeg...jeg har aldrig tænkt over det...jeg ved det ikke. Men jeg føler at alle kigger i badet, og jeg kan ikke rigtig tage den følelse, jeg kan ikke styre det...

Jeg trækker vejret hurtigere og lidt febrilsk. Både over de svære ord, og fordi jeg prøver at justere min selvforståelse med denne situation - at én af drengene fra klassen sidder med min stive pik i hånden. Der er en pause, for der er ikke rigtig noget, man kan sige, i hvert fald ikke så længe han sidder og holder fast. Men så siger han, nærmest til sig selv, nærmest fremmed:

- Det er ikke løgn, du ligner altså virkelig min lillebror...den lille satan...

Der glider ligesom en slags sky henover øjnene på ham, og han ser ud, som om han ikke rigtig kigger på mig, eller nærmest ser igennem mig på noget andet. Han rækker den ledige hånd frem, og nærmest distræt piller han ved min ene brystvorte. Følelsen er underligt nok næsten mere overvældende end det andet, og der skyder helt uventede lyn fra brystvorten og helt ned i tæerne. Og ud i pikken, som giver et gib, da den vokser en tand mere i hans hånd.

Jeg mærker, hvordan hans hånd lukker sig om mig dernede, og mens han stadig ser helt fraværende ud i øjnene, bruger han ligesom grebet om mig til at hive sig selv ind over mig. Hans læber strejfer mine et kort sekund, helt uden at han strammer dem. Ingen af os siger et ord, og faktisk er der ikke en eneste tanke, der samler sig inde bag min pande. Jeg formoder vel egentlig, at jeg et eller andet sted derinde er forvirret og i vildrede over det hele, men det eneste jeg egentlig fokuserer på er, at det dunker i min pik, når han strejfer min hud.

Han fortsætter sin bevægelse og vælter mig langsomt med maven ned i madrassen, mens han lægger sin egen krop ind over mig og maser mig med varme og en forvirrende duft, der stikker mig i næsen og eksploderer som knaldperler i min hjerne. Han bevæger sig langsomt og tranceagtigt helt uden ophold og lægger hele sin vægt oven på mig. Hans underliv støder op mod mine baller og jeg kan tydeligt mærke hans pik, der er varm og det banker i den. Jeg kan også mærke min egen pik mellem min mave og madrassen under mig. Jeg mærker et øjeblik det varme tryk af hans krop forsvinde, og d det igen lægger sig over mig, har han fjernet sine underbukser, og hans pik finder sig til rette mellem mine baller, hvor den gnider sig frem og tilbage. Det bliver varmt og vådt, og den glider endnu bedre. Jeg kan mærke, hans krop ryster. Han lægger mere vægt bag, når han støder sig frem mellem ballerne. Først lyder det bare som en mumlen, en slags stønnen, men det bliver tydeligere og tydeligere. At han nærmest messer ud i mørket:

- Lillebror, lillebror, lillebror...

Indtil hele hans krop stivner og ryster og en varme spreder sig på mig.

Flere timer senere - jeg sover stadig ikke. Han ligger tungt halvt ind over mig, nærmest besvimet som han landede bagefter. Jeg burde føle alt muligt, men jeg mærker bare, at han er varm og trækker vejret. Og at jeg skal tisse.

Jeg kanter mig langsomt ud fra under hans krop. Det er helt mørkt. Jeg går med blinde skridt og prøver at huske i min krop, hvordan man kommer hen til toilettet. Da det endelig lykkes, kan jeg famle mig hen til kontakten, og da jeg står bøjet ind over toiletkummen med den i hånden er det helt underligt. Mit forhold til den har ændret sig.

Jeg går ud derfra igen, og da jeg skal slukke lyset ser jeg en silhuet i mørket, der står helt stille. En lille chokbølge af forskrækkelse kruser gennem min krop, indtil jeg ser ordentligt efter. Det er en lille skikkelse, jeg kun aner i halvmørket. Han står helt nøgen. Jeg kan se muskelmarkeringerne på hans ellers rimeligt spinkle krop, og kan se konturerne af hans pik, der hænger under de mørke hår omkring den. Han er ikke højere end mig. Først da han begynder at tale til mig, bliver den fortættede, fortryllede situation brudt.

- Jeg kunne godt høre jer... Jeg kunne høre det hele. Det skulle have været mig...det er det, jeg altid drømmer, han vil gøre ved mig...

De ord ville Martins lillebror aldrig have sagt, hvis det ikke var mørkt og han tydeligvis havde grædt. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men en meget stærk følelse vælter op i mig. Jeg går over til ham og holder fast om ham, trykker ham ind til mig, som det eneste jeg kan gøre. Jeg mærker, hvor kold hans hud er blevet, og jeg mærker følelsen af hans pik, der maser sig ind mod min, fordi jeg holder ham så tæt. Men jeg kan mærke den varme luft fra hans mund, da han lægger sit hoved ind mod mit bryst og slipper det holdte vejr.

Inde på hans seng lægger jeg ham ned på madrassen. I månelyst fra vinduet kan jeg se, at hans pik er blevet stiv, og hans krop er lavet af sølv. Jeg bøjer mig ind over ham og placerer mig mod hans mave, mellem hans ben, som han intuitivt spreder og løfter. Min pik placerer sig mod hans, og jeg mærker, hvordan de dunker intenst i takt. Jeg ligger bare der længe og bevarer trykket ind mod ham, mens jeg ser, hvordan månelyset glimter i hans blanke øjne, der stirrer på mig. Så skubber han sin krop op mod mig, og med sine fødder angiver han med et løft, hvor han vil have min krop, ind til min pik pludselig skubber sig ind mellem hans baller. Jeg ved ikke... Men hans blik, der er fastlåst på mit, er insisterende.

Først skubber jeg lidt til, men det er håbløst. Den vil aldrig kunne komme ind. Jeg kigger mig omkring, og på et bord, der står lige op til sengen, står en creme sammen med forskellige andre produkter. Jeg griber den og smører min pik ind i det, og smører ham. Så sætter jeg mig til igen, og han spreder benene endnu mere for mig. Han siger ikke en lyd, men hans skinnende blanke øjne udvider sig og udvider sig i takt med at den uendeligt langsomt kryber ind dernede. Jeg føler, den bliver ved og ved med at vokse, og den vilde måde, han strammer omkring mig er fantastisk. Jeg føler, den ikke bør kunne komme længere, at jeg ødelægger ham. Men hans øjne forlanger det, hypnotiserer mig. Jeg har ingen ide om tidsspændet, men jeg får et chok, da jeg pludselig efter at have mast mig gennem uendeligheden mærker mine egne inderlår mod hans baller. Hans øjne er gigantiske, og hans læber har skilt sig ad i en ubrudt vejrtrækning.

Så begynder jeg langsomt - han strammer helt vanvittigt om mig og jeg føler, jeg kunne bo oppe i ham. Jeg ved først ikke, hvor stemmen kommer fra, men den giver genlyd i rummet - ind til jeg opdager, den kommer fra mig. Den kommer dybt nede fra mellemgulvet og skyder sig ud mellem mine læber sammen med mine dybe stød op i ham:

- Lillebror...lillebror! Årh... Lillebror!

Der er ikke noget som at skifte skole, der kan forandre ens liv. Mit liv som jeg kendte det er forbi - og et helt nyt er startet. Jeg går gennem dagene i skolen med varme hænder famlende på min krop. Pigerne konkurrerer om at få mig. I badet efter svømning er det lidt pinligt, hvis man ikke kan præstere en dunkende, stiv pik - det er der spændende fremtidsmuligheder i. Og jeg har udviklet et smukt og intimt venskab med Martin - og hans lillebror. Jeg tror, jeg bringer dem tættere på hinanden, uden de behøver rode sig ud i noget, de vil fortryde. Den gode gerning har jeg ikke noget i mod at gøre dem.

Tænk at det kan blive så godt.

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst.