Pludselig er jeg rigtig meget til stede og uhyrligt fokuseret. Den sidste halve time har jeg ellers opført mig meget tvivlende og utvivlsomt også temmelig arrogant. Vi er tilpas mange dage inde i sommerlejrens forløb til, at vi har dannet alle vores kliker, og stik mod sommerlejrledelsens urimeligt positive forventninger til os opfører vi os ikke som et solidarisk og begejstret publikum til denne aftens åbne sceneoptræden. Vores dom er klar - de der hip-hop-typer hører i hvert fald slet ikke til på en kreativ sommerlejr. Alle os på dramaholdet er enige om, at det der hold i hip-hop-dans er en stor fejl, for det inviterer en hel gruppe med på lejren, som er lige netop de typer, alle os andre normalt har travlt med at gemme os for eller få tæsk af i skolegården. Og nu vil de endda også invadere vores sommerlejr. Det huer os ikke.

Heldigvis er de totalt dårlige. De kommer på i små hold, og den evige idé med deres act er åbenbart at komme ind på scenen med en totalt påtaget attitude af smartness, og så dels lave synkroniserede moves, og dels skiftes til at gå frem og lave blærerøvstricks, snurre rundt, stå på hovedet på én hånd og alt det. Men de fleste kan ikke holde takten og balancen og falder totalt igennem. Os på dramaholdet viser vi vores foragt ved at vende ryggen til, tale højt om noget andet og grine når de falder. Så kan de lære det. At her er det nørderne, der er de seje.

Men så kommer DE på scenen, og mine øjne bliver pludselig flået derhen af en mystisk ukendt kraft. Det er utroligt. DE er to fyre, der kommer ind på scenen og grangiveligt nu vil give sig i kast med samme meningsløse rutine som alle de andre før dem. Men dette er anderledes. Deres attitude er derimod bare fuldstændig ægte. De kropsligør coolness, som de rytmisk slentrer ind i deres store slasketøj med kasketter, der på en uforklarlig måde sidder originalt.

De er enten omkring et år ældre end mig, eller også er de jævnaldrende men virker bare store, fordi deres attitude er rodfæstet solidt helt nede omkring navlen, og ikke som med alle os andre bare en skal, der rasler afslørende uden på huden.

Hvis man ikke så efter så nær, som jeg gør nu, så ville man først tro, at de er tvillinger. De har den samme højde og bygning og nøddebrune hårfarve og korte hår, og de har det samme flabede udtryk klistret til deres store læber. Men en detaljeundersøgelse gør det alligevel hurtigt klart, at de er for forskellige til at være tvillinger.

Og så går de i gang. Første session er en synkroniseret serie, og de får det til at se ud, som om den ene tænker den bevægelse, den anden samtidig udfører. Det er vanvittigt, men der er ikke en finger at sætte på det. Hele det lidt lunkne publikum er med et forvandlet til en hujende fanskare, og jeg kan mærke, hvordan min krop af sig selv sætter sig i bevægelse og lader sig fragte gennem publikum op mod scenekanten.

De bevæger sig over i deres næste session, hvor de skiftes til at udføre akrobatiske moves til musikken, og det er utroligt. Det ene trick er bedre end det andet, og man tror det er umuligt, at netop dette kan blive overgået af det næste. Men så snurrer de, står på hovedet, står på én hånd på hovedet, springer bagover osv., osv, osv. Alt sammen i perfekt rytmik til musikken. Det vildeste er, at hver gang de står på hænder, hoved eller andet, så glider deres store bluser ned, og jeg føler det hver gang, som om et kraftigt stroboskoplys eksploderer lige i hovedet på mig.

Jeg fatter ikke, at det er muligt for fyre på vores alder at se sådan ud. De fleste af os andre kæmper stadig med at smide den sidste rest af hvalpefedtet, men de er slanke og muskuløse til en grad af perfektion, det faktisk ikke er muligt at sætte ord på. De ligner egentlig sådan nogle meget små drenge, hvor man bare lige har hevet lidt i dem og fået hver eneste muskel til at fremstå markeret og boblende. Er de computeranimerede, eller hvad?

Deres nummer ender og de bukker lidt overlegent og dog ærbødigt for den jubellykkeligt hujende skare. De har fuldstændigt erobret rummet. Jeg burde hade dem mest af alt, men også jeg føler en trang til at bøje mig i støvet for dem.

Og så bemærker jeg noget - i bare et milisekund. De kigger storsmilende på hinanden, og den ene af dem ser ud til at følge en underlig impuls efter at gribe den andens hånd. Han ombestemmer sig igen, men når lige præcis at strejfe den andens hånd, og det er som om de begge et kort sekund ligesom stivner en smule i musklerne. En fornemmelse, en form for genkendelse gipper i mit mellemgulv, og selv efter de går af scenen og bevæger sig ud i festen og den fortsatte tilbedelse af deres overlegenhed, kan jeg ikke lade være med at holde øje med dem. Efter mere af det samme. Tegn.

Det er ikke noget, jeg egentlig ønsker at gøre. Allerhelst ville jeg nok bare gerne glemme dem igen og fokusere på min rolle i det stykke, vi er ved at sætte op på kort tid. Det kræver, at vi øver os vildt meget. Og faktisk er det ikke så nemt. Jeg ville ønske, jeg helt ærligt kunne sige, at jeg er et fantastisk skuespillernaturtalent. Men det er svært for mig. Jeg ved det godt - jeg tænker alt for meget over det. Min underviser bliver ved med at sige til mig, at jeg er for forkrampet. At jeg ikke er naturlig. At det ser ud som om min krop kæmper alt for meget for at slappe af på scenen. Jo mere han siger det, jo mere udvikler jeg mig til én stor forkrampet muskelspasme foran alle de andre.

Alligevel bliver mine tanker og øjne i de kommende dage ved med at søge over mod dem, hver gang jeg befinder mig i det samme område. Jeg scanner dem konstant - især de små stumme afsløringer, når jeg bilder mig ind, deres kroppe forråder dem. Det er naturligvis muligt, det bare skyldes, at de er vant til at arbejde så meget sammen. Men jeg tror nu noget andet. Kom ikke og sig, jeg ikke har været på kursus i teater og kropssprog. Deres kroppe ligesom konstant orienterer sig efter hinanden, som om der grundlæggende ikke er andre kroppe i hele verden, man kan forholde sig til - og så hele tiden de der lidt underlige små berøringer, som hurtigt bliver trukket tilbage igen, men som alligevel ligesom stadig hænger i luften mellem dem. Et lidt for kærligt smil. Et blik der dvæler ved den andens ansigtstræk, når de snakker sammen. Der er noget der. Og hver gang jeg beskæftiger mig med det, bliver jeg ligesom stakåndet og begynder at perle på panden med sved. Det er sært.

Nu denne aften er der lidt mere fest end normalt i lejren. Der er ikke nogen, der laver opvisning i aften, men i stedet er der musik på og almindelig dans og snak. Jeg kan ikke koncentrere mig om min egen klike, hvor alle de andre skuespilleraspiranter jo som vanligt kæmper hårdnakket for at være det mest naturlige centrum for selskabet. For mig ligger fokus et helt andet sted, ovre i hjørnet, hvor de to opfører sig mere end almindeligt...ja, ved ikke, om det er pjattet, pirreligt, elektrisk. Den ene bliver ved med ligesom at drille den anden, kilde ham, stikke til ham. Den anden prøver at virke sur, generet af det, men alligevel rykker han ligesom sin krop endnu tættere op mod ham, nærmest læner sig op ad ham. De småsnakker hele tiden, men pludselig bevæger mit fokus sig helt over i tunnelsyn, da ham, der prikker og driller, læner sig langsomt helt ind til den anden og hvisker noget. Nærmest så det begynder at prikke i mit eget øre, og jeg mærker en kilden ned langs rygsøjlen ved tanken om, hvordan det må føles, hvis hans læbe kom til at strejfe ens øre.
På ham den anden virker det sådan, så der ligesom spreder sig et vidende smil på hans læber, og pludselig forlader de begge rummet sammen.

Det kan jeg ikke acceptere ikke at vide mere om. Det er en klodset exit, men jeg er bare nødt til at rejse mig op og sætte efter dem med det samme, hvis jeg ikke vil miste dem ud af syne i sommernatten.

Uden for fanger jeg et svagt glimt at to hvide t-shirts, der bevæger sig gennem det endnu lune tusmørke på vej over mod skovbrynet. Jeg prøver at snige mig hurtigt i samme retning, heldigvis virker de temmelig opslugte, og overbeviste om at være alene.

Pludselig kaster den ene sig grinende over den anden og styrter dem rullende ned i skovbunden. De slås, hensynsfuldt. Han kæmper sig op igen og prøver at flygte, men den anden skubber ham op mod et træ, og der bliver de stående. Jeg hyperventilerer og forsøger på samme tid at være fuldstændig stille. Jeg bliver nødt til at komme tættere på. Langsomt langsomt prøver jeg at snige mig i en bue i den rette retning.

Han står med ryggen mod træet, og der er ingen tvivl længere. Den anden har stødt sin krop og sine store læber op mod ham. Foran mine øjne står der to drenge og kysser, og min krop reagerer med nærmest at ryste.

Drengen med ryggen mod træet fumler et øjeblik, men så glider den anden drengs store baggy bukser behændigt helt ned, og jeg kan betragte, hvordan hans baller er formet under de tætsiddende boxershorts. De er urimelige, udefinerbare. Og nu kommer der bevægelse efter det stivnede øjeblik, og de begynder at bevæge sig igen som om de begge var en del af den samme organisme. I perfekt fysisk balance og rå elegance ryger bluserne, den andens bukser, strømper, sko - de skal ikke forføre hinanden, det er ikke en hemmelighed for de to, hvordan den anden er skabt. Mine store befippede øjne sluger sultent, hvordan deres læber og tunger ligesom så grådigt kan æde hinanden, mens boxershortsne bliver flået ned og nogle savlende, dunkende kæppe klasker op og gør favntag med hinanden.

Dét syn giver mig en kuldegysning, der forplanter sig langt nede i underbukserne, og alle mine muskler skælver og brager. Min egen pik gør ondt. Jeg kan ikke tænke, men min hjerne bliver blæst igennem af de to drenge, der sluger hinanden og brydes foran mig. Den ene har tabt sin kasket, så den nøddebrune, tætte hårhjelm om hans hoved er tydelig, og han er bare så nydelig. Han griber kærligt om den andens kasketskygge og skubber den rundt, så skyggen vender ned mod ryggen.

Og nærmest som en fortsættelse af den samme bevægelse får han også vendt hans krop rundt, så han vender ansigtet ud mod mig med lukkede øjne, og jeg gisper lydløst over hans boblende forside, de tydelige plader af brystmuskulatur og de bittesmå brystvorter. Mavemusklerne, der bobler endnu mere som han spænder og bøjer sig fremover. Den mørke kant af hår, der starter, og den lyse stang, der savler og danser spændstigt over de stærke lårmuskler.

Den anden fyr stiller sig bag ham. Det hele foregår så stærkt, og var det ikke så spændt op af denne ufattelige stemning, så kunne det nærmest virke som en hverdagsbevægelse, når han spytter i hånden og fumler dernede, når begge deres kroppe et øjeblik står stille, så han kan sætte sig ordentligt til, og så kravler hans hånd derfra og hurtigt op foran hans mund, så kan kan kvæle det meste af det udbrud, der klemmer sig ud af hans mund, da han mærker, hvordan han maser sig hele vejen op i ham.

Jeg er målløs. Målløs og chokeret. Og vanvittig opstemt. Foran mine øjne bliver hip hopper drengen kneppet af sin makker i hårde stød, som de begge bygger op, som er nødvendige efter dages tilbageholdenhed og længsel. De er totalt i en anden verden, og selv om tusmørket bliver mere og mere uigennemtrængeligt, så er det alligevel tydeligt, at deres kroppe bliver svedglinsende og sølvfarvede i måneskæret.

Pludselig går det op for mig, at jeg kigger lige ind i øjnene på ham, der bliver kneppet. Et ultra kort sekund er det, som om vi bare kunne fortsætte sådan i en evighed - mig, der betragter, borer mig ind i hans øjne. Og ham, der stiltiende betragter, at jeg betragter ham, mens han bliver kneppet.

Men så kommer der et højt anråb fra ham, og jeg er klar over, at jeg skal løbe. Min krop prøver hurtigt at omstille sig til gazelle ud over savannen, men jeg føler mig som en gigantisk geleklump. Jeg kan ikke få benene i gang, og lynhurtigt er jeg nede. Jeg mærker en stærk krop oven på mig, og kort efter en mere, og helt underligt er det, at jeg på én gang er bevidst om, at mit liv er ovre - og at jeg kan mærke den enes endnu stive pik mod mit lår.

- For helvede - det her har du BARE ikke set!

Jeg prøver at holde mig for øjnene og skrige klynkende sige:

- Jeg så ikke noget! Det gjorde jeg ikke!

Håbløs løgn.

- Hold ham.

Han lyder så beslutsom, og jeg mærker en stærk arm holde helt fast rundt om mig, mens en brutal hånd holder hen over min mund. Jeg trækker vejret sindssygt hektisk, mens jeg i en evighedssekvens betragter et par hvide baller vandre målrettet tilbage til deres sted, finde en mobiltelefon i lommen på et par bukser. Og så ser jeg en hoppende, dansende pik gå tilbage igen med den. De siger slet ikke noget, faktisk er det bare, som om de udfører nogle punkter i en nødplan udtænkt til situationer som denne for meget længe siden. Den ene indstiller telefonen, mens den anden hiver mig op på knæ. Så holder han godt fat rundt om hovedet på mig, og inden jeg når at registrere, det sker, skubber han sin pik ind mellem mine læber og ned i min hals, så jeg gurgler og kvæles. Blitzen tordner og tordner ned over mig fra telefonen, jeg er hysterisk bange, er ved at kaste op og noterer mig alligevel den særlige salte smag - mens blitzlyset brænder sig ind i mine hornhinder, jeg begynder at ryste nærmest epileptisk og udstøder en bizar rallen og smelter sammen ud af hans hænder og lander på jorden.

Der er helt stille. Men så mærker jeg en stærk hånd på skridtet på mine bukser.

- Gud...jeg tror, han kom...

De siger ikke mere her. De går bare tilbage og samler deres tøj op, og så kan jeg høre dem forsvinde småsnakkende.

Jeg ved ikke hvor længe, jeg ligger der. Ligger bare og skifter fokus mellem den svage smag af bræk i munden, den uden tvivl smattede følelse i underbukserne og den salte strøm af tårer, der glider ned over kinden, flyder langs næsen og udløber i munden. Det er en rar afveksling fra den anden smag.

Jeg er lige så hypnotiseret i min sovepose. Jeg registrerer distanceret, at de andre i salen kommer tilbage fra festen, sludrer og en efter en falder til ro. Men stirrer bare fortsat lige ud. Langt senere hører jeg en lyd. Det er en puslen fra nogen, der helt klart sniger sig ind. Intuitivt burde jeg forsøge at gemme mig, men jeg registrerer bare de lidt klodsede lyde, mens de sikkert prøver at finde det rette sted. Så mærker jeg lyset fra en mobiltelefon i ansigtet, og gør kun minimal modstand, da jeg igen mærker de stærke arme flå mig op og hive mig med ud af rummet.

Jeg ved ikke, hvad det er for et rum, de skubber mig med ind i til sidst, men det er lille og langt væk fra alt andet.

- Hør her, det var rimelig grovt sådan at spionere her til aften...

- Jeg ved det godt, messer jeg nervøst, undskyld. Jeg er virkelig ked af det....

- Og...vi er ikke rigtig overbevist om, at du ikke har tænkt dig at sladre.

Den anden fortsætter tvillingagtigt sætningen.

- Vi har naturligvis nogle billeder, som vi ikke tror, du bryder dig om at få spredt...
- ...men alligevel er vi nødt til at være helt sikre.

- Jeg siger ikke noget, det lover jeg...
Jeg tuder, mens jeg siger det, ikke særlig modigt. Og det er ikke skuespil.

Så mærker jeg min t-shirt blive flået i stykker på samme tid som mine pyjamasbukser og underbukser bliver flået ned. Endnu før jeg har fattet det, er jeg helt nøgen foran dem. Jeg bliver helt rød i ansigtet, men jeg kan ikke finde ud af at sige noget, at give udtryk for noget som helst. Men så opdager min krop, at ham den ene holder mig, og jeg mærker varmen fra hans virkelig stærke krop mod min.

- Se, jeg vidste det! Han bliver stiv!

De peger begge og kommenterer på min voksende pik, som jeg også selv må erkende jeg ikke kan tage beslutninger over selv. Den vil op. Jeg føler mig så ydmyget, så magtesløs, og hele mit ansigt er ved at koge sammen af panikagtig flovhed. Men jeg har ingen magt over situationen. Ham, der ikke holder mig, går tættere på. Nysgerrigt placerer han en finger på min brystvorte, og jeg kan ikke bestemme, at der ikke må komme et lille gisp. De udveksler sigende blikke. Så glider han ned på hug foran mig, og uden varsel mærker jeg en våd varme omslutte mig. Jeg fatter ikke det sker. Han sluger mig, helt uden problemer tager han mig helt ind, smasker lidt. Jeg er ikke sikker på, jeg kan blive ved med at stå op. Men hurtigt stopper det igen. Han rejser sig op. Og tager sit nattøj af. Hvorefter han vender sig med ansigtet om mod væggen. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der skal ske?

Så mærker jeg den kildrende følelse af et par store læber, der kort strejfer mig, da han hæst visker ind i mit øre:

- Du skal kneppe ham.

Jeg reagerer ikke.

- Kom nu, han elsker det. Men det ved du jo godt. Han er klar til dig...

Jeg gør stadig ikke noget, men så flår de stærke hænder mig frem, og jeg mærker hele hans krop skubbe bag mig. Jeg er mast ind mellem dem begge, og uden jeg kan gøre noget, lander min pik mellem hans baller. Igen med professionel hverdagsagtig præcision mærker jeg hans hånd komme rundt om mig og gribe om min forræderisk stive pik. Han peger den lige ind mellem ballerne, og straks efter skubber hele hans krop mig ind mod ham i en langsomt, styret bevægelse.

Jeg mærker, hvordan det så underligt bliver varmt og stramt rundt om den, og jeg kan ikke stoppe, at synet er så ophidsende for mine øjne, at min pik ligesom bliver ved med at vokse derinde. Han klemmer hårdt sammen om mig, og jeg kan ikke lade være med at støde en lille smule til for at blive derinde. Men så hives jeg lidt tilbage. Og skubbes hårdt ind mod ham igen. Det føles...ja, ufatteligt.

Jeg kan ikke stritte imod, men kan heller ikke lade være med at hjælpe med. Min krop vil selv. Mine hofter lave pludselig automatisk et lille vrid på vej ind, der føles fantastisk, og det får mig til at gribe selv om hans hofter. Og støde til igen. Og igen.

Han trækker vejret tungere og får løftet sin overkrop op, så jeg er i stand til at omfavne ham bagfra, lade mine hænder klynge sig til hver eneste mavemuskel, hans stive brystvorter og pludselig gribe om hans pik, klemme, lege med den med den ene hånd, mens den anden nulrer en brystvorte, og mens jeg krummer mig sammen i spastiske kramper for at støde hårdt til og spænde helt ud igen for at gøre klar igen.

Jeg har slet ikke bemærket, at jeg ikke bliver holdt længere. Jeg kan selv. Jeg forestiller mig, at jeg er ham den anden ude i skoven, der muskuløst danser med mine moves over hans krop og mellem hans baller.

Men så mærker jeg ham pludselig igen. Jeg genkender med det samme følelsen af hans stærke nøgne krop mod min ude fra græsplanen. Han er bag mig igen og hjælper. Når jeg støder til, så er det, som om han tilføjer ekstra kraft, og det føles utroligt - og vildt at jeg kan mærke hans benhårde pik samtidig mod mine balder. Men så kaster han sine armen rundt om os begge og holder os fast. Jeg er helt låst mellem dem, da jeg mærker det. Hans fingre mellem mine baller med et eller andet fedtet. Jeg går i panik og prøver at komme ud, men det er umuligt. Samtidig føles det nærmest, som om min pik nu er svulmet så meget derinde, at den ikke længere kan komme ud. Og registrerer midt i min panik, hvor utroligt det egentlig kilder at blive nusset og våd og fedtet lige der. Og det kilder hele vejen op langs min rygsøjle, op i nakkehårene, da han stikker en finger ind. Og jeg hyperventilerer igen, da han stikker nummer to ind.

Der findes ikke noget andet øjeblik i hele verden end dette, da jeg mærker, hvordan hans pik langsomt udvider mig deromme. Det overskrider alt anden følelse og får mig til at glemme, at jeg ikke kan udvide mig mere foran, hvor jeg selv er inde. Et helt sindssygt øjeblik er vi klistret sammen, dybt begravet i hinanden. Men så begynder de. Han skubber mig ind i ham, og jeg kan slet ikke administrere følelsen af hans pik oppe i mig og min egen, der nu knepper ham helt imponerende og med al den kinky styrke, jeg har vundet bag mig. Jeg ved ikke, om nogen kan høre mig, men det er underordet. En lang ubrudt lyd undslipper mine lunger, mens jeg bliver bevæget mellem dem, smelter sammen med dem, bliver en del af deres udefinerbare organisme.

Bag mig bringer han rytmen hurtigt op, og jeg kan kun følge med. Foran er han helt med, og med tempoet stiger saligheden og smerten og gysene og skrigene, ind til min hjerne bliver overbelyst, overeksponeret, vi smelter sammen til en hvid, ekspanderende stjerne, der opsluger alt omkring os på vej mod at blive en super nova.

Jeg aner ikke, hvor lang tid, der er gået, da jeg vågner mellem dem. Men vi er gledet ud af hinanden, og ømt vrider jeg mig ud mellem deres fedtede hud. Et øjeblik kigger jeg på det smukke syn af de to sovende, nøgne fyre. Straks jeg har forladt deres kroppe glider de sammen til en enhed igen, helt krøllet ind i hinanden.

Jeg humper tilbage og falder straks i søvn.

Dagen efter stopper min dramalærer mig på vej ud af timen. Jeg er klar til at undskylde, at jeg var så dårlig i dag, at jeg var træt og uoplagt. Men han siger:

- Jeg ville bare sige, at du var rigtig god i dag. Slet ikke forkrampet eller unaturlig. Man...ja, man kunne næsten ikke få øjnene fra dig, hver gang du gik på scenen. Flot - du har virkelig knækket nødden. Bliv ved på den måde!

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst.