Kap 12.: Mortensen når målet - 1.
Personer: Egon, unge lærer Mortensen, Pedel-Andersen, Poul fra klassen og Harry fra parallelklassen, samt pedellens Peter og så spanskrøret ”Skræp”.
Gymnastiktimen, håndbold, Poul og måske især Harry, som begge spillede på det modsatte hold, havde hele timen dækket Egon tæt op, og gentagne gange fundet lejlighed til både at tage ham i skridtet og ført en hånd eller finger op i revnen, og så havde de hvisket frække ord til ham og et par gange forsøgt at trække bukserne af ham. Da Harry prøvede det en gang til, gav Egon ham en albue i siden. Han syntes ikke selv, han ramte særlig hårdt, men Harry faldt om på gulvet og trak sig jamrende sammen i smerte.
Mortensen kom farende. Jeg så det godt Egon, det var dig, der gav ham en albue, hvad bilder du dig ind, dreng!
Det, det, det var ikke med vilje, stammede Egon, og han havde …
Ingen undskyldninger, dreng. Gå straks ud og vask dig, men du tager kun gymnastikbuk-serne på bag efter, og så venter du ude i omklædningsrummet. Så ordner vi den sag bag efter, sagde han, og det lød alt andet end behageligt i Egons ører.
Egon får lov til at vente, til alle de andre har forladt omklædningsrummet. Når Mortensen var uden for høre og synsvidde, hviskede især karredrengene til ham, at han nu sikkert kunne vente sig en god omgang med Skræp, og hvem ved, hvad Mortensen ellers kan finde på, sagde de med nogle frække grin idet de samtidig tog sig til skridtet, så det dels løb Egon koldt ned ad ryggen, dels fik blodet til at løbe mod stangen.
Da alle var gået, gik Mortensen lige forbi ham. Du bliver bare siddende der, jeg skal lige hente Skræp, sagde han, hvilket fik tårerne frem hos Egon, da det i hvert fald bekræftede noget af det, drengene havde hvisket om.
Han syntes, han havde ventet en evighed, men så kom Mortensen tilbage, ikke kun med Skræp, men også med Pedel-Andersen, hvad skulle han?
Mortensen griber Egon hårdt i skulderen og fører ham ind i gymnastiksalen, og Pedel-Andersen følger med. Her fører Mortensen dem hen til bukken, som han åbenbart havde stillet frem, da drengene var alene i omklædningsrummet.
Nå Egon, hvad er det så for noget, du går og laver? Tror du, du kan opføre dig helt, som det passer dig? Du havde åbenbart ikke lært meget af den eftersidningstime? Jeg troede ellers, at jeg havde fåret banket lidt fornuft ind i hovedet og bagdelen på dig, men der er måske ikke så god forbindelse mellem de to legemsdele?
Jamen, det var dem, der begyn…. Forsøgte Egon, men blev hurtigt skåret af af Morten-sen.
Skal du nu igen til at komme med dårlige undskyldninger, det vil ikke være nogen fordel for dig. Men hvad var det så, du ville sige? Sig frem, men det skal være forbandet godt, det du finder på, for jeg så med egne øjne, at du gav Harry en albue i siden.
Jamen, de havde hele timen – så stoppede Egon, han kunne jo ikke så godt sige, hvad de havde gjort. Skulle han sige, at de havde taget ham på pikken, og stukket en finger op i røven på ham og spurgt ham, om han ikke længtes efter at få en pik i røven igen og den slags. Det kunne han jo bare ikke sige.
Ja, jeg venter, sagde Mortensen.
Jo, stammede Egon, de havde drillet mig hele timen.
Drillet, hvordan, du må forklare dig klart og tydeligt, ellers kan jeg ikke bruge det til noget, og du spiller Andersens tid.
Hvad han ikke lod sig mærke med var, at han ganske udmærket vidste, hvordan de havde drillet Egon. Det var rent faktisk ham selv, der havde lavet denne lille aftale med knægtene for at få lejlighed til at knalde Egon.
Jah, altså, Egon blev helt rød i hovedet, det kan jeg ikke så godt sige, stammede han nu igen.
Når du ikke kan sige det, kan vi ikke bruge det til noget. Vi går derfor over til næste punkt. Tag de bukser af!
Jamen, Egon kiggede fortvivlet på Andersen, jamen A…
Ja, Andersen er her for at hjælpe lidt til. Du plejer jo at blive, skal vi sige sådan lidt ophid-set, smilede Mortensen, når du får Skræp at smage, så du har svært ved at ligge stille, og da der ikke er andre drenge i dag, der kan hjælpe, så fik jeg min ven Andersen til det. Alt-så af med de bukser inden jeg har talt til ti, ellers skal jeg love dig, at du kommer til at for-tryde det.
Altså stod Egon meget hurtigt ret foran de to mænd med hænderne ned langs siden og pikken hængende tungt, og delvis blodfyldt ned over den rynkede pose. Begge mænd indsugede med lystne øjne det indbydende syn.
Nå, du er allerede ved at være noget ophidset her nede, sagde Mortensen, og vippede Egons lem fra side til side med spidsen af spanskrøret.
Det fik med det samme blodet til at suse til pikken, så den på et øjeblik havde løftet sig fri af nosserne og hang krum og halvstiv.
Nå, så skal vi måske have den her til at sprøjte over det hele lige som i efter-sidningstimen, sagde Mortensen med en påtaget streng stemme, mens han gav pikken nogle små jab, så den svingede fra side til side, og Egons ansigt blussede i skam.
Så vender du dig og lægger dig ind over bukken, kommanderede Mortensen. Længere frem, så røven komme i der rigtige slå-stilling, sagde han, og vidste samtidig, at på den måde blev Egons pik presset mod bukkens læderbetrukne side, hvad der dels ville stimu-lere pikken, og dels presse nosserne længere bagud, hvilket ikke ville gøre udsigten ringere – for Mortensen!
AAAhhh, tænkte Mortensen, da han så den løftede røv og de dejlige runde glober, der lyste lystent imod ham. Ah, så kom vi endelig hertil, i dag skal den røv blive min, og den skal få en tur, den aldrig glemmer. Han stak spanskrøret op under armhulen, så han med begge hænder kunne tage et fast greb om hver sin balle.
Se, Andersen, sagde han, idet han masserede og æltede de faste drengeballer. Se nu godt på dem, kan du se, hvor de længes efter og trænger til en god og grundig afstraffel-se?
Jo, det kunne Andersen bestemt godt se, han nærmest stirrede og måtte synke sit mund-vand adskillige gange.
Og det var ikke kun Andersen, der kunne se det. Pedellens yngste, Peter, der havde set og hørt de to mænd, da de planlagde denne dag, havde holdt godt øje med sin far og Mortensen, for dette ville han ikke gå glip af. Han havde igen lånt reservenøglen og låst sig lige så stille ind i omklædningsrummet, efter at han gennem døren havde hørt, at de tre var gået ind i salen. Nu sad han igen i skjul bag plinten, men var heldig at have godt udsyn til det, der skete inde i salen, for bukken med Egon over var tilfældigvis placeret med siden til redskabsrummet.
Hvad hverken Peter eller de tre i salen vidste, var at der også var andre tilskuere. Oppe i træet uden for de højtsiddende vinduer til gymnastiksalen, sad Poul og Harry på hver sin gren, så nogenlunde skjult af det tætte løv. De var om nogen klar over, at der skulle foregå noget særligt, de havde jo selv været en del af plottet, og de ville for intet i verden gå glip af, hvad dette her skulle ende med.
Så Andersen, så tager du fat i knægtens arme og holder ham fast.
Egons hoved og arme havde hængt ned over der anden side af bukken, men blev nu løftet op, så hans ansigt blev presset lige ind mod Andersens skridtbule, hvor Egen straks syntes, at han kunne mærke, at Andersen pik langt fra var slap.
Det bliver tre slag for din opførsel i gymnastiktimen, bekendtgjorde Mortensen, lige før det første slag ramte med samme kraft over begge baller, og på et øjeblik sprang en rød stribe frem på begge sider af kløften.
Avvv. Åååhhh, stønnede Egon.
Hørte jeg noget? Spurgte Mortensen?
Straks var Egon klar over, hvad Mortensen forventede, og han nærmest råbte:
En, Mortensen, tak Mortensen.
Det var du lidt længe om, men i betragtning af, hvor meget, du har sparet op, lader vi det gå for denne gang.
Sparet op, tænkte Egon febrilsk, hvad mente Mortensen? Men han fik ikke lang tid til at tænke, for straks efter ramte det næste slag, og to røde striber sprang frem en fingerbred-de under de første.
AAAVVVV, ÅÅÅÅhhhhh, tooo, tak Mortensen!
Nu gav Mortensen sig god tid, lod skæmtsomt spanskrøret hvile på Egons baller og lang-somt glide lidt op og ned.
Hvad mener du, Andersen, hvad vil se pænest ud? De næste streger over eller under. Sådan her eller her, og så viste han det ved små slag dels over og dels under de eksisterende streger.
Ja, øh, stammede Andersen, som nu havde fuldt tryk på bukselinningen både indefra og udefra, for han pressede og gned sin bule hårdt mod Egons ansigt. Ja, øhhh, jeg tror så-dan lige over, stammede han, og mærkede, hvordan endnu en lille portion pikvæske sivede ud gennem øjet.
Så gør vi det, sagde Mortensen, og i samme nu faldt det tredje slag, og nøjagtigt en fin-gerbredde over de første.
AAAVVVV, åååhhh, stønnede Egon, men fik dog også fremstammet et tak Mortensen, tre Mortensen.
Så må det være din tur, Andersen, sagde unge Mortensen, du skylder ham vist også nogle slag, så vi bytter plads.
Nej, nej, tiggede Egon, hvad har jeg gjort? Jeg har da ikke ….
Stop bare det der, kommanderede Mortensen. Du var uhøflig og respektløs over for An-dersen for lidt siden, og den slags skal vi have ud af dig. Så havde han et fast tag i Egons arme, og som Andersen havde gjort, pressede han også sin bule mod Egons ansigt. Til forskel fra Andersen, som havde sine arbejdsbukser på, og under dem også underbukser, havde Mortensen kun de sædvanlige tynde gymnastikbukser, og intet under. Som vanligt under de ugentlige afstraffelser af knægtene, havde han også allerede en betragtelig rejsning, og havde også allerede lækket den første pikvæske, som lige så sædvanligt havde gjort buksestoffet hen over pikhovedet både vådt og transparent. Pikken lå nærmest vandret hen over hans ene lår, og mens han kørte pikbulen frem og tilbage over Egons læber, voksede og voksede den.
Først havde Egon forsøgt at trække hovedet væk eller dreje det til siden, men så tog Mor-tensen fat om hans hoved, og holdt det i stilling. Det varede da heller ikke længe, før Egon med et vist velbehag og ikke ringe ophidselse indsnusede duften fra Mortensens skridt, og det varede heller ikke længe, inden han åbnede munden og stak tungen frem for rigtigt at kunne mærke det kraftige skaft, som gned frem og tilbage over hans læber. Da Mortensen opdagede det, holdt han en længere og længere pause i sin gnidning, hver gang pikhovedet var ud for Egons mund og tunge.
Da Pedel-Andersen havde overtaget ikke blot Mortensens plads, men også Skræp, stod han stille i flere minutter og bare gloede på det uvante, men for ham overraskende ophid-sende syn. Egons runde, faste baller, nu med tre røde streger på hver halvkugle, på hans ikke ringe nosserpose, der var presset tydeligt frem mellem Egons let spredte ben, og så den ganske betragtelige pik, der nu ikke bare var spændt til det yderste, men også var be-gyndt at lække piksaft, som ydermere var begyndt at drive ned ad bukkens lædderside. Så kom han til sig selv, smed spanskrøret på gulvet, og greb om en balle med hver hånd. Åh, denne fornemmelse af det varme skind og de på en gang bløde og faste baller. Han gned og masserede og Egon stønnede, men om det skyldtes Andersens hænder eller Morten-sens pik, kunne ingen vide, formentlig begge dele. Så begyndte Andersen at bearbejde ballerne med små slag, hvilket fik Mortensen til at opfordre ham til at give dem en god omgang spank med hænderne.
Fem gode, Andersen, til hver balle. Ja, ååhh, sådan, rigtigt, ahhh, bliv ved, bliv ved, det skal kunne mærkes og ses. Lidt længere ud Jaaa, der, der. Og så højere op.
Egon havde nu Mortensens pikhoved i munden og suttede og suttede saften gennem det tynde stof, og det var ikke til at vide, om Mortensens udbrud gjaldt Andersens slag eller Egons mund og tungearbejde. Og Andersen stirrede, stirrede på det lyserøde hul, der vi-ste sig i et glimt, hver gang en af ballerne trak sig sammen efter et slag.
Nu kunne Mortensen dårligt vente ret meget længere, så han byttede igen plads med An-dersen.
Nå, det er noget, du kan lide, hvad Egon? En god gang smæk i den bare, det kan rigtigt få din liderlighed frem og safterne til at flyde, sagde han og tog om Egons nosser og klemte dem blidt. Men der er nok meget endnu i de hersens spermfabrikker.
Men nu til det egentlige. Spred benene ordentligt knægt, kommanderede han og sparkede samtidig sigende til Egons fødder. Det fik revnen til at åbne sig lige så tilpas, at det længe ventede mål lå åbent for inspektion og videre behandling.
Egons rosenhul var ikke blot et hul. Mortensen havde set det før med stor lyst og givet det tre gode med spanskrøret. Nu var det der igen, om muligt endnu mere fristende end første gang, og denne gang skulle det blive hans for alvor.
Indgangen var formet nærmest som læber, der stod ganske lidt frem foran hullet, og ikke skyggen af hår. Mortensen lod en pegefinger glide ned langs revnen mens han med den anden hånd holdt om den venstre balle. Da hans finger nåede hullet, gik der som et elek-trisk stød gennem Egon, hvilket fik begge mænd til at le. Mortensen førte fingeren længere ned ad det følsomme kød mellem hullet og nosserposen og han masserede lidt kraftigere på den erigerede forlængelse af pikskaftet, især lige under nosserne.
Så kørte han fingeren opad igen, og igen lo de stille, da fingeren passerede hullet og Egon sitrede. Han fortsatte denne øvelse et par gange til, med samme resultat, og hver gang bevægede læberne sig lidt, som de åbnede og lukkede en lille smule.
Ser du Andersen, ser du hvordan han er helt væk i sin liderlighed, han kan ikke vente, til han får en pik op i hullet. Vel Egon, du kan ikke vente, til du får en pik op i det liderlige hul, vel? Jeg forstår godt, at knægtene fra eftersidningen ikke kunne andet end hjælpe dig med at stille din piksult, vel Egon? Du bad dem vel ligefrem om at røvpule dig, ikke?
Uh, ahh, stønnede Egon, for nu holdt Mortensen pegefingeren presset mod hans røvhul, øhh, nej, nej, åhhh, nejjj, jooo, jooo, jeg mener ..
Ja, grinede Mortensen, vi forstår udmærket, hvad du mener, det kan man lære af den må-de hullet nærmest snapper efter min finger. Men bare rolig, du skal nok få det fyldt alt det, du kan ønske dig, og når vi er færdige med dig her, vil der ikke gå en dag, uden du længes efter at få pik. Men vi har lige endnu en lille sag, vi skal have ud af verden. De der matematikopgaver, du afleverede i går, dem havde du vist ikke lavet alene, vel?
Åhhh, uhhh, stønnede Egon, for nu havde Mortensen taget fat om røvlæberne og klemte dem foreløbig let mellem tommel og pegefinger. Uhhh, nej, nej, ikke skrevet af, fik han sagt, for det var det værste man kunne gøre hos Mortensen.
Næh, nok ikke skrevet af, men hvad handlede de om? Nu må vi have sandheden frem, sagde Mortensen, og tog nu fat også med den anden hånd, og denne gang klemte og masserede han hårdere og hårdere og pressede begge tommelfingre lidt ind i hullet, så han kunne få fat i mere af kødet.
Aavvvv, ÅÅÅhhh, stønnede Egon.
Ja, det var sandheden, vi skulle høre, sagde Mortensen og masserede hårdere og sørge-de for, at komme godt rundt i og om hullet. Lad mig så høre, du og Benny havde lavet dem sammen, og det er helt fint, men hvad var det, de handlede om? De der cylindre, hvad var det for nogle?
Det, det var bare nogle, sådan nogle cylindre, stammede Egon.
Nå så det var det, sagde Mortensen, bare sådan nogle helt almindelige cylindre. Mon ikke lige, vi skulle have sandheden frem, ellers bliver det bare meget værre for dig. Jah, værre tænkte han, idet han kiggede ned på Egons stadig lige kraftige erektion og den stadige strøm af saft, som sivede fra pikspalten, værre eller måske snarere bedre. Den knægt tændte lige så meget på smerte som han selv tændte på at være den, der administrerede den.
ÅÅÅhhh, stønnede Egon til stadighed med næsen presset mod Andersens hårde bule, åååhh, jo, Benny og jeg, vi …
Ja, det har jeg forstået, Benny og du. Var det helt tilfældigt, at de cylindre kom til at hedde B og E? Og hvorfor var det netop blod, der kom i cylinder E? Var det ikke lidt af en smut-ter, grinede han og tog et fast tag i Egons pik for ligesom at antyde, at han havde forstået sammenhængen. Og så den sidste ”cylinder”, cylinder sagde han på sådan en måde, at man tydeligt kunne høre gåseøjnene. Den hed vist M, ikke? og så med en halvkugle på toppen. Er du klar over, at det nok ikke var meningen, at I ville skrive ”hovedet” om den halvkugle? Altså en cylinder på 22 cm, der hedder M og med et hoved på toppen, hvad mon det skulle være? Mon ikke vi skulle få Skræp til at hjælpe hukommelsen sådan lidt på vej? I har nok rigtig hygget jer, hvad?
Åh, nej, nejjj, ikke Skræp, ikke der, det gør så ondt, tiggede Egon.
Jamen dog, smilede Mortensen, jamen dog, det er jo også netop meningen. Det skulle jo gerne være en straf, som du husker, det kniber jo ellers noget med hukommelsen, ikke?
Han havde sluppet taget i røvlæberne og hentet spanskrøret op fra gulvet, hvor Andersen havde smidt det.
Historien foregår i en "fantasiverden", hvor der ikke forekommer HIV eller AIDS, derfor er der nul sikker sex i historien, så undlad venligst at efterligne personerne.
Historien er forfatterens ejendom, og må ikke uden hans tilladelse mangfoldiggøres, men du må gerne dele den med dine venner. Jeg har givet tilladelse til at historien kan bringes på http://homonoveller.com
Forfatteren under pseudonymet ole13ole, ser meget gerne, at du skriver til ham om, hvad du synes om historien.
Skriv til: ole1313ole@yahoo.com