Idræt. Det værste Jonas kunne forestille sig. Læreren, der står og brøler, som en russisk bjørn der har fået taget sin vodka og er derfor pissed på alt og alle: ”Og en. Og to. Sådan der Michael! Lidt højere Julie!”, men det var ikke dét Jonas syntes var det mest nederen ved idræt. Nej, det allermest nederen ved idræt var omklædningsrummet. ”Hansen, stå ikke bare dér! Kom i gang!” En bold trillede over til Jonas. Dét der med Hansen? Det var Jonas’ efternavn, som idrætslæreren havde valgt at kalde Jonas. Og kun Jonas. Ingen andre i klassen blev af idrætslæreren kaldt ved efternavn. ”Hansen!” Idrætslæreren kaldte igen på Jonas – denne gang med tryk på sen, så nu vidste man at man skulle tage og rubbe neglene. Jonas tog sig sammen og fik samlet bolden op.
Som nævnt før: Omklædningen. For Jonas var omklædningen som en kæmpe buffet med 20 af hans yndlingsretter, men han måtte hverken dufte til, røre ved, smage på, spise af og nogle gange ikke engang kigge på nogen af retterne. Ingen overhovedet. Sådan var Jonas’ liv også generelt. Én stor buffet med alverdens himmelske retter Jonas ikke måtte spise. Og dem han så måtte spise, dem kunne Jonas ikke tåle. Nogle var for gamle og havde mug i, nogle havde intet tagetøj, andre stod så højt oppe på bordet at han ikke kunne nå dem og nogen stod så langt væk fra hans bord, at det ikke kunne betale sig at gå den lange vej hen til retten. Forståeligt nok var Jonas' motto:
”Life sucks”
Og der var endu flere grunde til at Jonas havde lige netop dét motto. Selvom Jonas levede i et land, hvor hans slags var, ved lov, accepteret som også at være en del af ”Guds børn”, så levede Jonas stadig i en omgangskreds med en overflod af fordomme om Jonas’ slags og forventninger til hvordan afkom skulle formes. Og det tyngede selvfølgelig Jonas. Det tyngede Jonas, at hans far havde været tæt på at smide ham ud af huset, da Jonas havde fortalt ham det. Det tyngede Jonas, at han var nødt til at gå og gemme en del af sin personlighed væk, for ikke at blive set som en delvist udstødt, i de cirkler han omgåedes. Det tyngede Jonas, at alle var accepterende på overfladen, men i virkeligheden så de folk som Jonas som noget vulgært, ulækkert og unaturligt.
Men lige som alle disse ting var ved at kappe over for Jonas, kom der en ny elev i klassen. Nicholai, som han hed, kom som en solstråle der bryder igennem de mørke tankeskyer, som dækkede Jonas’ himmel. Jonas kunne se lys for enden af sit livs mørke tunnel. Det var nemlig sådan, at allerede den første dag, kom Nicholai over og fortalte Jonas om den dér del af sin personlighed, som Jonas også havde gemt væk. Jonas havde selvfølgelig også fortalt Nicolai det hele, og de havde aftalt at mødes hos Jonas efter skole.
”Du har et virkeligt dejligt hjem” sagde Nicholai, da de var kommet hjem til Jonas. Jonas’ forældre var ikke hjemme. De smukke øjne, tænkte Jonas. ”Lad os gå op på dit værelse” foreslog Nicholai med et glimt i øjet. Da de var kommet op satte Jonas sig i sengen. Nicholai lukkede døren, som om han skulle være sikker på at den var helt lukket. ”Mine forældre kommer først hjem om 3 timer, så vi har masser af tid alene” sagde Jonas til Nicholai. Nicholai rykkede tættere på Jonas. Nicholai duftede af sådan en fin italiensk Armani-parfume – ikke for trucker agtigt, men heller ikke for fesent - nej Nicholai duftede helt perfekt. Nicholai rykkede tættere på og det samme gjorde Jonas. Deres læber var nu kun tre fire centimeter fra hinanden og i dét øjeblik, vidste Jonas at han endelig havde fundet meningen med livet.