Det er min ven Per der står bag min rejse

Jeg bliver mødt af et skarpt lys, der får mine øjne til at misse... Jeg prøver flere gange at åbne dem, men må lukke dem inden jeg når at orientere mig.

Men når hver gang at se konturen af min bøddel, der står lige foran mig - jeg kan med det samme genkende ansigtet. Det er Per.

Jeg begynder at vænne mig til lyset. Rummet er oplyst af to arkitektlamper der lyser på mig fra hver sin side. Lyset skærer mig i øjnene, men jeg får lettere og lettere ved at se.

Per står lige foran mig, han smiler ikke - tværtimod. Hans ansigt er alvorligt, munden er lukket, og han ser ikke vred ud - han ser kold ud.

Han står og studerer mig, kigger på mit erigerede lem, kigger mig i øjnene, kigger atter på mit lem. Han vender sig rundt og går over til et bord der står et par meter fra os.

Gennem lyset kan jeg se, at han er iført stramme, sorte læderbukser.

Der ligger forskellige ting på bordet. Jeg får øje på et langt antennekabel - det er helt sikkert det, han piskede mig med tidligere.

Han samler noget op fra bordet og kommer over til mig igen. Han siger ikke et ord.

Han begynder at gå langsomt rundt om min krop, mens han lader sin frie hånd stryge mig på maven og i siden.

Jeg har aldrig stået i en så smertefuld stilling før, men med et lem der tillige stritter lige ud i luften mod min vilje, og jeg ude af stand til at sige noget, andet end små klynk og med den eneste lyd iøvrigt var en fnysende vejrtrækning gennem næsen, er dette den totale ydmygelse og skammen overdøver næste smerterne fra håndledende og fødderne.

Han står nu omme bag mig. Han kører en finger op og ned ad min ryg. Jeg begynder at sitre. Jeg er lettet over at finde ud af, at der ikke tale om nogen kidnapning fra en bande eller lign, men at det er Per der står bag dette, men samtidig er jeg helt uforstående overfor dette.

Jeg må vente til at jeg får kluden ud af munden og stoppe ham og fortælle at mine grænser er overskredet.

Det her har vi aldrig talt om, med at jeg skal hænge sådan her og have så brutale tæsk.

Jeg når ikke at tænke videre, da han kommer om foran mig igen. Han tager fat i min næse udenpå læderhætten og klemmer den sammen. Jeg tror han vil slippe med det samme igen, men det gør han ikke.

Han er helt udtryksløs i sit ansigt, mens han betragter hvordan jeg bliver mere og mere panisk efter at trække vejret.

Jeg prøver at udvide min mund for at give plads til en lille luftkanal, men den smule jeg kan trække ind er ikke nok. Jeg prøver at trække mit hoved til mig, men han følger blot med. Han har et godt greb om min næse med sin hånd.

Jeg begynder at ruske panisk med mine hænder, ænser ikke smerten. Så slipper han endelig og jeg trækker vejret ind i en kraftig indånding og trykker luften ud igen og tager endnu en indånding. Per kigger stadig blot på mig med et iskoldt ansigtsudtryk.

Han tager atter fat i næsen på mig og klemmer den sammen. Jeg når ikke at trække vejret ind, så mine lunger er tømte og jeg går med det samme i panik. Jeg prøver at sparke ud med fødderne og er tæt på at miste fodfæstet.

Jeg har ikke noget luft at trykke ud, så jeg kan skrige gennem kneblet. Jeg er helt lydløs. Jeg rusker mig hoved frem og tilbage, og lader den ene hånd tage fat om min nakke.

Lige da det begynder at snurre, slipper han igen med begge hænder, giver mig et kraftigt skub, så håndjernene borer sig ind i huden, mens jeg panisk trækker livgivende ilt gennem næsen igen og genvinder min fulde bevidsthed.

Smerterne fra håndledende får mig til at skrige et kort øjeblik, men det bliver kun til en ynkelig klynken. Det her er ikke første gang han gør sådan noget. Han ved lige hvor langt hun kan gå. Det er jo tortur det her.

Han går over til en el-dåse der hænger ved væggen og trykker på en knap. Elmotoren giver lyd og kæden slækkes. Jeg kommer ned på mine flade fødder igen. Han stopper motoren, går over bag mig og henter noget og sætter det bag mig.

Det er stolen. En enorm lettelse skyller ind over mig. Han slækker atter kæden, indtil jeg kommer helt ned og sidde og stopper igen.

Mine arme er stadig løftet over mit hoved, men ikke længere strakte. Jeg er ved at tude af lettelse.