Kap 12.: Mortensen nÄr mÄlet - 1.
Personer: Egon, unge lĂŠrer Mortensen, Pedel-Andersen, Poul fra klassen og Harry fra parallelklassen, samt pedellens Peter og sĂ„ spanskrĂžret âSkrĂŠpâ.
Gymnastiktimen, hÄndbold, Poul og mÄske isÊr Harry, som begge spillede pÄ det modsatte hold, havde hele timen dÊkket Egon tÊt op, og gentagne gange fundet lejlighed til bÄde at tage ham i skridtet og fÞrt en hÄnd eller finger op i revnen, og sÄ havde de hvisket frÊkke ord til ham og et par gange forsÞgt at trÊkke bukserne af ham. Da Harry prÞvede det en gang til, gav Egon ham en albue i siden. Han syntes ikke selv, han ramte sÊrlig hÄrdt, men Harry faldt om pÄ gulvet og trak sig jamrende sammen i smerte.
Mortensen kom farende. Jeg sÄ det godt Egon, det var dig, der gav ham en albue, hvad bilder du dig ind, dreng!
Det, det, det var ikke med vilje, stammede Egon, og han havde âŠ
Ingen undskyldninger, dreng. GÄ straks ud og vask dig, men du tager kun gymnastikbuk-serne pÄ bag efter, og sÄ venter du ude i omklÊdningsrummet. SÄ ordner vi den sag bag efter, sagde han, og det lÞd alt andet end behageligt i Egons Þrer.
Egon fÄr lov til at vente, til alle de andre har forladt omklÊdningsrummet. NÄr Mortensen var uden for hÞre og synsvidde, hviskede isÊr karredrengene til ham, at han nu sikkert kunne vente sig en god omgang med SkrÊp, og hvem ved, hvad Mortensen ellers kan finde pÄ, sagde de med nogle frÊkke grin idet de samtidig tog sig til skridtet, sÄ det dels lÞb Egon koldt ned ad ryggen, dels fik blodet til at lÞbe mod stangen.
Da alle var gÄet, gik Mortensen lige forbi ham. Du bliver bare siddende der, jeg skal lige hente SkrÊp, sagde han, hvilket fik tÄrerne frem hos Egon, da det i hvert fald bekrÊftede noget af det, drengene havde hvisket om.
Han syntes, han havde ventet en evighed, men sÄ kom Mortensen tilbage, ikke kun med SkrÊp, men ogsÄ med Pedel-Andersen, hvad skulle han?
Mortensen griber Egon hÄrdt i skulderen og fÞrer ham ind i gymnastiksalen, og Pedel-Andersen fÞlger med. Her fÞrer Mortensen dem hen til bukken, som han Äbenbart havde stillet frem, da drengene var alene i omklÊdningsrummet.
NÄ Egon, hvad er det sÄ for noget, du gÄr og laver? Tror du, du kan opfÞre dig helt, som det passer dig? Du havde Äbenbart ikke lÊrt meget af den eftersidningstime? Jeg troede ellers, at jeg havde fÄret banket lidt fornuft ind i hovedet og bagdelen pÄ dig, men der er mÄske ikke sÄ god forbindelse mellem de to legemsdele?
Jamen, det var dem, der begynâŠ. ForsĂžgte Egon, men blev hurtigt skĂ„ret af af Morten-sen.
Skal du nu igen til at komme med dÄrlige undskyldninger, det vil ikke vÊre nogen fordel for dig. Men hvad var det sÄ, du ville sige? Sig frem, men det skal vÊre forbandet godt, det du finder pÄ, for jeg sÄ med egne Þjne, at du gav Harry en albue i siden.
Jamen, de havde hele timen â sĂ„ stoppede Egon, han kunne jo ikke sĂ„ godt sige, hvad de havde gjort. Skulle han sige, at de havde taget ham pĂ„ pikken, og stukket en finger op i rĂžven pĂ„ ham og spurgt ham, om han ikke lĂŠngtes efter at fĂ„ en pik i rĂžven igen og den slags. Det kunne han jo bare ikke sige.
Ja, jeg venter, sagde Mortensen.
Jo, stammede Egon, de havde drillet mig hele timen.
Drillet, hvordan, du mÄ forklare dig klart og tydeligt, ellers kan jeg ikke bruge det til noget, og du spiller Andersens tid.
Hvad han ikke lod sig mÊrke med var, at han ganske udmÊrket vidste, hvordan de havde drillet Egon. Det var rent faktisk ham selv, der havde lavet denne lille aftale med knÊgtene for at fÄ lejlighed til at knalde Egon.
Jah, altsÄ, Egon blev helt rÞd i hovedet, det kan jeg ikke sÄ godt sige, stammede han nu igen.
NÄr du ikke kan sige det, kan vi ikke bruge det til noget. Vi gÄr derfor over til nÊste punkt. Tag de bukser af!
Jamen, Egon kiggede fortvivlet pĂ„ Andersen, jamen AâŠ
Ja, Andersen er her for at hjÊlpe lidt til. Du plejer jo at blive, skal vi sige sÄdan lidt ophid-set, smilede Mortensen, nÄr du fÄr SkrÊp at smage, sÄ du har svÊrt ved at ligge stille, og da der ikke er andre drenge i dag, der kan hjÊlpe, sÄ fik jeg min ven Andersen til det. Alt-sÄ af med de bukser inden jeg har talt til ti, ellers skal jeg love dig, at du kommer til at for-tryde det.
AltsÄ stod Egon meget hurtigt ret foran de to mÊnd med hÊnderne ned langs siden og pikken hÊngende tungt, og delvis blodfyldt ned over den rynkede pose. Begge mÊnd indsugede med lystne Þjne det indbydende syn.
NĂ„, du er allerede ved at vĂŠre noget ophidset her nede, sagde Mortensen, og vippede Egons lem fra side til side med spidsen af spanskrĂžret.
Det fik med det samme blodet til at suse til pikken, sÄ den pÄ et Þjeblik havde lÞftet sig fri af nosserne og hang krum og halvstiv.
NÄ, sÄ skal vi mÄske have den her til at sprÞjte over det hele lige som i efter-sidningstimen, sagde Mortensen med en pÄtaget streng stemme, mens han gav pikken nogle smÄ jab, sÄ den svingede fra side til side, og Egons ansigt blussede i skam.
SĂ„ vender du dig og lĂŠgger dig ind over bukken, kommanderede Mortensen. LĂŠngere frem, sĂ„ rĂžven komme i der rigtige slĂ„-stilling, sagde han, og vidste samtidig, at pĂ„ den mĂ„de blev Egons pik presset mod bukkens lĂŠderbetrukne side, hvad der dels ville stimu-lere pikken, og dels presse nosserne lĂŠngere bagud, hvilket ikke ville gĂžre udsigten ringere â for Mortensen!
AAAhhh, tÊnkte Mortensen, da han sÄ den lÞftede rÞv og de dejlige runde glober, der lyste lystent imod ham. Ah, sÄ kom vi endelig hertil, i dag skal den rÞv blive min, og den skal fÄ en tur, den aldrig glemmer. Han stak spanskrÞret op under armhulen, sÄ han med begge hÊnder kunne tage et fast greb om hver sin balle.
Se, Andersen, sagde han, idet han masserede og Êltede de faste drengeballer. Se nu godt pÄ dem, kan du se, hvor de lÊnges efter og trÊnger til en god og grundig afstraffel-se?
Jo, det kunne Andersen bestemt godt se, han nÊrmest stirrede og mÄtte synke sit mund-vand adskillige gange.
Og det var ikke kun Andersen, der kunne se det. Pedellens yngste, Peter, der havde set og hÞrt de to mÊnd, da de planlagde denne dag, havde holdt godt Þje med sin far og Mortensen, for dette ville han ikke gÄ glip af. Han havde igen lÄnt reservenÞglen og lÄst sig lige sÄ stille ind i omklÊdningsrummet, efter at han gennem dÞren havde hÞrt, at de tre var gÄet ind i salen. Nu sad han igen i skjul bag plinten, men var heldig at have godt udsyn til det, der skete inde i salen, for bukken med Egon over var tilfÊldigvis placeret med siden til redskabsrummet.
Hvad hverken Peter eller de tre i salen vidste, var at der ogsÄ var andre tilskuere. Oppe i trÊet uden for de hÞjtsiddende vinduer til gymnastiksalen, sad Poul og Harry pÄ hver sin gren, sÄ nogenlunde skjult af det tÊtte lÞv. De var om nogen klar over, at der skulle foregÄ noget sÊrligt, de havde jo selv vÊret en del af plottet, og de ville for intet i verden gÄ glip af, hvad dette her skulle ende med.
SÄ Andersen, sÄ tager du fat i knÊgtens arme og holder ham fast.
Egons hoved og arme havde hÊngt ned over der anden side af bukken, men blev nu lÞftet op, sÄ hans ansigt blev presset lige ind mod Andersens skridtbule, hvor Egen straks syntes, at han kunne mÊrke, at Andersen pik langt fra var slap.
Det bliver tre slag for din opfÞrsel i gymnastiktimen, bekendtgjorde Mortensen, lige fÞr det fÞrste slag ramte med samme kraft over begge baller, og pÄ et Þjeblik sprang en rÞd stribe frem pÄ begge sider af klÞften.
Avvv. Ă Ă„Ă„hhh, stĂžnnede Egon.
HĂžrte jeg noget? Spurgte Mortensen?
Straks var Egon klar over, hvad Mortensen forventede, og han nÊrmest rÄbte:
En, Mortensen, tak Mortensen.
Det var du lidt lÊnge om, men i betragtning af, hvor meget, du har sparet op, lader vi det gÄ for denne gang.
Sparet op, tĂŠnkte Egon febrilsk, hvad mente Mortensen? Men han fik ikke lang tid til at tĂŠnke, for straks efter ramte det nĂŠste slag, og to rĂžde striber sprang frem en fingerbred-de under de fĂžrste.
AAAVVVV, Ă Ă Ă Ă hhhhh, tooo, tak Mortensen!
Nu gav Mortensen sig god tid, lod skÊmtsomt spanskrÞret hvile pÄ Egons baller og lang-somt glide lidt op og ned.
Hvad mener du, Andersen, hvad vil se pÊnest ud? De nÊste streger over eller under. SÄdan her eller her, og sÄ viste han det ved smÄ slag dels over og dels under de eksisterende streger.
Ja, Þh, stammede Andersen, som nu havde fuldt tryk pÄ bukselinningen bÄde indefra og udefra, for han pressede og gned sin bule hÄrdt mod Egons ansigt. Ja, Þhhh, jeg tror sÄ-dan lige over, stammede han, og mÊrkede, hvordan endnu en lille portion pikvÊske sivede ud gennem Þjet.
SĂ„ gĂžr vi det, sagde Mortensen, og i samme nu faldt det tredje slag, og nĂžjagtigt en fin-gerbredde over de fĂžrste.
AAAVVVV, ÄÄÄhhh, stÞnnede Egon, men fik dog ogsÄ fremstammet et tak Mortensen, tre Mortensen.
SÄ mÄ det vÊre din tur, Andersen, sagde unge Mortensen, du skylder ham vist ogsÄ nogle slag, sÄ vi bytter plads.
Nej, nej, tiggede Egon, hvad har jeg gjort? Jeg har da ikke âŠ.
Stop bare det der, kommanderede Mortensen. Du var uhÞflig og respektlÞs over for An-dersen for lidt siden, og den slags skal vi have ud af dig. SÄ havde han et fast tag i Egons arme, og som Andersen havde gjort, pressede han ogsÄ sin bule mod Egons ansigt. Til forskel fra Andersen, som havde sine arbejdsbukser pÄ, og under dem ogsÄ underbukser, havde Mortensen kun de sÊdvanlige tynde gymnastikbukser, og intet under. Som vanligt under de ugentlige afstraffelser af knÊgtene, havde han ogsÄ allerede en betragtelig rejsning, og havde ogsÄ allerede lÊkket den fÞrste pikvÊske, som lige sÄ sÊdvanligt havde gjort buksestoffet hen over pikhovedet bÄde vÄdt og transparent. Pikken lÄ nÊrmest vandret hen over hans ene lÄr, og mens han kÞrte pikbulen frem og tilbage over Egons lÊber, voksede og voksede den.
FÞrst havde Egon forsÞgt at trÊkke hovedet vÊk eller dreje det til siden, men sÄ tog Mor-tensen fat om hans hoved, og holdt det i stilling. Det varede da heller ikke lÊnge, fÞr Egon med et vist velbehag og ikke ringe ophidselse indsnusede duften fra Mortensens skridt, og det varede heller ikke lÊnge, inden han Äbnede munden og stak tungen frem for rigtigt at kunne mÊrke det kraftige skaft, som gned frem og tilbage over hans lÊber. Da Mortensen opdagede det, holdt han en lÊngere og lÊngere pause i sin gnidning, hver gang pikhovedet var ud for Egons mund og tunge.
Da Pedel-Andersen havde overtaget ikke blot Mortensens plads, men ogsÄ SkrÊp, stod han stille i flere minutter og bare gloede pÄ det uvante, men for ham overraskende ophid-sende syn. Egons runde, faste baller, nu med tre rÞde streger pÄ hver halvkugle, pÄ hans ikke ringe nosserpose, der var presset tydeligt frem mellem Egons let spredte ben, og sÄ den ganske betragtelige pik, der nu ikke bare var spÊndt til det yderste, men ogsÄ var be-gyndt at lÊkke piksaft, som ydermere var begyndt at drive ned ad bukkens lÊdderside. SÄ kom han til sig selv, smed spanskrÞret pÄ gulvet, og greb om en balle med hver hÄnd. à h, denne fornemmelse af det varme skind og de pÄ en gang blÞde og faste baller. Han gned og masserede og Egon stÞnnede, men om det skyldtes Andersens hÊnder eller Morten-sens pik, kunne ingen vide, formentlig begge dele. SÄ begyndte Andersen at bearbejde ballerne med smÄ slag, hvilket fik Mortensen til at opfordre ham til at give dem en god omgang spank med hÊnderne.
Fem gode, Andersen, til hver balle. Ja, ÄÄhh, sÄdan, rigtigt, ahhh, bliv ved, bliv ved, det skal kunne mÊrkes og ses. Lidt lÊngere ud Jaaa, der, der. Og sÄ hÞjere op.
Egon havde nu Mortensens pikhoved i munden og suttede og suttede saften gennem det tynde stof, og det var ikke til at vide, om Mortensens udbrud gjaldt Andersens slag eller Egons mund og tungearbejde. Og Andersen stirrede, stirrede pÄ det lyserÞde hul, der vi-ste sig i et glimt, hver gang en af ballerne trak sig sammen efter et slag.
Nu kunne Mortensen dÄrligt vente ret meget lÊngere, sÄ han byttede igen plads med An-dersen.
NÄ, det er noget, du kan lide, hvad Egon? En god gang smÊk i den bare, det kan rigtigt fÄ din liderlighed frem og safterne til at flyde, sagde han og tog om Egons nosser og klemte dem blidt. Men der er nok meget endnu i de hersens spermfabrikker.
Men nu til det egentlige. Spred benene ordentligt knÊgt, kommanderede han og sparkede samtidig sigende til Egons fÞdder. Det fik revnen til at Äbne sig lige sÄ tilpas, at det lÊnge ventede mÄl lÄ Äbent for inspektion og videre behandling.
Egons rosenhul var ikke blot et hul. Mortensen havde set det fĂžr med stor lyst og givet det tre gode med spanskrĂžret. Nu var det der igen, om muligt endnu mere fristende end fĂžrste gang, og denne gang skulle det blive hans for alvor.
Indgangen var formet nÊrmest som lÊber, der stod ganske lidt frem foran hullet, og ikke skyggen af hÄr. Mortensen lod en pegefinger glide ned langs revnen mens han med den anden hÄnd holdt om den venstre balle. Da hans finger nÄede hullet, gik der som et elek-trisk stÞd gennem Egon, hvilket fik begge mÊnd til at le. Mortensen fÞrte fingeren lÊngere ned ad det fÞlsomme kÞd mellem hullet og nosserposen og han masserede lidt kraftigere pÄ den erigerede forlÊngelse af pikskaftet, isÊr lige under nosserne.
SĂ„ kĂžrte han fingeren opad igen, og igen lo de stille, da fingeren passerede hullet og Egon sitrede. Han fortsatte denne Ăžvelse et par gange til, med samme resultat, og hver gang bevĂŠgede lĂŠberne sig lidt, som de Ă„bnede og lukkede en lille smule.
Ser du Andersen, ser du hvordan han er helt vÊk i sin liderlighed, han kan ikke vente, til han fÄr en pik op i hullet. Vel Egon, du kan ikke vente, til du fÄr en pik op i det liderlige hul, vel? Jeg forstÄr godt, at knÊgtene fra eftersidningen ikke kunne andet end hjÊlpe dig med at stille din piksult, vel Egon? Du bad dem vel ligefrem om at rÞvpule dig, ikke?
Uh, ahh, stĂžnnede Egon, for nu holdt Mortensen pegefingeren presset mod hans rĂžvhul, Ăžhh, nej, nej, Ă„hhh, nejjj, jooo, jooo, jeg mener ..
Ja, grinede Mortensen, vi forstÄr udmÊrket, hvad du mener, det kan man lÊre af den mÄ-de hullet nÊrmest snapper efter min finger. Men bare rolig, du skal nok fÄ det fyldt alt det, du kan Þnske dig, og nÄr vi er fÊrdige med dig her, vil der ikke gÄ en dag, uden du lÊnges efter at fÄ pik. Men vi har lige endnu en lille sag, vi skal have ud af verden. De der matematikopgaver, du afleverede i gÄr, dem havde du vist ikke lavet alene, vel?
Ă hhh, uhhh, stĂžnnede Egon, for nu havde Mortensen taget fat om rĂžvlĂŠberne og klemte dem forelĂžbig let mellem tommel og pegefinger. Uhhh, nej, nej, ikke skrevet af, fik han sagt, for det var det vĂŠrste man kunne gĂžre hos Mortensen.
NÊh, nok ikke skrevet af, men hvad handlede de om? Nu mÄ vi have sandheden frem, sagde Mortensen, og tog nu fat ogsÄ med den anden hÄnd, og denne gang klemte og masserede han hÄrdere og hÄrdere og pressede begge tommelfingre lidt ind i hullet, sÄ han kunne fÄ fat i mere af kÞdet.
Aavvvv, Ă Ă Ă hhh, stĂžnnede Egon.
Ja, det var sandheden, vi skulle hÞre, sagde Mortensen og masserede hÄrdere og sÞrge-de for, at komme godt rundt i og om hullet. Lad mig sÄ hÞre, du og Benny havde lavet dem sammen, og det er helt fint, men hvad var det, de handlede om? De der cylindre, hvad var det for nogle?
Det, det var bare nogle, sÄdan nogle cylindre, stammede Egon.
NÄ sÄ det var det, sagde Mortensen, bare sÄdan nogle helt almindelige cylindre. Mon ikke lige, vi skulle have sandheden frem, ellers bliver det bare meget vÊrre for dig. Jah, vÊrre tÊnkte han, idet han kiggede ned pÄ Egons stadig lige kraftige erektion og den stadige strÞm af saft, som sivede fra pikspalten, vÊrre eller mÄske snarere bedre. Den knÊgt tÊndte lige sÄ meget pÄ smerte som han selv tÊndte pÄ at vÊre den, der administrerede den.
Ă Ă Ă hhh, stĂžnnede Egon til stadighed med nĂŠsen presset mod Andersens hĂ„rde bule, Ă„Ă„Ă„hh, jo, Benny og jeg, vi âŠ
Ja, det har jeg forstĂ„et, Benny og du. Var det helt tilfĂŠldigt, at de cylindre kom til at hedde B og E? Og hvorfor var det netop blod, der kom i cylinder E? Var det ikke lidt af en smut-ter, grinede han og tog et fast tag i Egons pik for ligesom at antyde, at han havde forstĂ„et sammenhĂŠngen. Og sĂ„ den sidste âcylinderâ, cylinder sagde han pĂ„ sĂ„dan en mĂ„de, at man tydeligt kunne hĂžre gĂ„seĂžjnene. Den hed vist M, ikke? og sĂ„ med en halvkugle pĂ„ toppen. Er du klar over, at det nok ikke var meningen, at I ville skrive âhovedetâ om den halvkugle? AltsĂ„ en cylinder pĂ„ 22 cm, der hedder M og med et hoved pĂ„ toppen, hvad mon det skulle vĂŠre? Mon ikke vi skulle fĂ„ SkrĂŠp til at hjĂŠlpe hukommelsen sĂ„dan lidt pĂ„ vej? I har nok rigtig hygget jer, hvad?
à h, nej, nejjj, ikke SkrÊp, ikke der, det gÞr sÄ ondt, tiggede Egon.
Jamen dog, smilede Mortensen, jamen dog, det er jo ogsÄ netop meningen. Det skulle jo gerne vÊre en straf, som du husker, det kniber jo ellers noget med hukommelsen, ikke?
Han havde sluppet taget i rĂžvlĂŠberne og hentet spanskrĂžret op fra gulvet, hvor Andersen havde smidt det.
Historien foregÄr i en "fantasiverden", hvor der ikke forekommer HIV eller AIDS, derfor er der nul sikker sex i historien, sÄ undlad venligst at efterligne personerne.
Historien er forfatterens ejendom, og mÄ ikke uden hans tilladelse mangfoldiggÞres, men du mÄ gerne dele den med dine venner. Jeg har givet tilladelse til at historien kan bringes pÄ http://homonoveller.com
Forfatteren under pseudonymet ole13ole, ser meget gerne, at du skriver til ham om, hvad du synes om historien.
Skriv til: ole1313ole@yahoo.com